Julen er kommet til et fiktivt stormagasin, hvor kunderne stjæler og vrøvler, alt imens en stridslysten markedsføringschef forsøger at kuppe sig til direktørposten.
Det er omdrejningspunktet for Nykøbing Katedralskoles musical Jul i Stormagasinet, som blev opført torsdag og fredag i sidste uge.
Eleverne improviserer
Primus motor på musicallen er Ditte Kristiansen, som underviser i dansk og drama. Hun fortæller, at musicallen hvert år kommer i stand i samarbejde med eleverne.
Stolerækkerne var godt fyldt til den musicallens sidste forestilling. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Ditte Kristiansen sætter først scenen for musicallen: hun vælger det overordnede tema og sætter med dét en retning. Men derfra er der fri fortolkning for eleverne:
Annonce
- De kommer til en slags auditions, hvor de improviserer. Så tager jeg det, vi når frem til gennem auditions, og laver et manuskript, siger hun.
Ditte Kristiansen understreger, at alle er velkomne - og at der dermed ikke er tale om "auditions" i den traditionelle forstand.
Drillenisser
Drilske nisser danser rundt i stormagasinet og laver rod i butikken. De hopper, flik-flakker og kaster tøj, gaver og håndtegn i en sådan grad, at drillenissen Pyrus må se langt og misundeligt efter dem.
Alt sammen til lyden af MC Einars "Jul Det' Cool", spillet og sunget live af skolens elever - og anført af musiklærerne Ida Bruun Clausen og Samuel Féron. De to musiklærere har sammen udvalgt en del af sangene - men eleverne har også selv fået et par sange ind i showet.
Lader andre shine
To af eleverne, der medvirkede, er Sebastian Jørgensen og Elias Trantel. Sebastian Jørgensen var med som sanger og danser, og Elias Trantel på trommer holdt rytmen gennem hele showet.
Sebastian Jørgensen fortæller, at det er første gang, han synger foran et publikum.
- Det var meget nervepirrende. Man stod virkelig og rystede, men det var en megafed oplevelse, siger han.
Fra venstre: Sebastian Jørgensen og Elias Trantel medvirkede begge i årets musical på Katedralskolen i Nykøbing. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Sebastian Jørgensen sangstemme kommer ikke fra fremmede. Hans mor og søster er begge sangere, og i hjemmet synger de med på dansktop - lige fra Birthe Kjær til Kandis. Selv foretrækker han The Weeknd.
Annonce
Elias Trantel var ikke på samme måde i rampelyset, men styrede musikkens rytme fra sit trommesæt nedenfor scenen. Han spiller på musikskolen og har gået til trommer i otte år.
Det er sjældent, at han får mulighed for at optræde - så når muligheden byder sig, tager han glædelidt imod den.
- Det er fedt, når sådan nogle chancer kommer. Det er federe at komme ud med noget, man har øvet sig på, og se hvordan folk modtager det. Og de har heldigvis modtaget det rigtig godt, så det er jeg rigtig, rigtig glad for.
Og selvom Elias Trantel ikke selv var i rampelyset denne aften, er han glad for sin rolle i musicallen.
- Det har jeg det helt fint med. Trommerne er ikke hovedpunktet, det er ligesom det, der ligger takten i selve musikken. Så jeg har det helt fint med at sidde omme bagved og have mit - og så lade andre shine.
I forbindelse med musicallen sang Sebastian Jørgensen for første gang foran et publikum. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu