Guldborgsund

Juleposerne stod klar i lange rækker, så modtagerne kunne hente dem. Foto: Bjarne Arildsen

Julehjælp sætter igen rekord

Rotary i Nørre Alslev kom hurtigt af med juleposer.

Offentliggjort

Julehjælpen. som Rotary i Nørre Alslev deler ud, har på meget kort tid sat ny rekord.

Forleden oplyste den velgørende forening, at man i år ville dele julehjælp ud til 71 modtagere.

Men tallet voksede over et par dage til hele 83.

- Vi har på det seneste fået lidt ekstra penge, og så kunne vi give til lidt flere, oplyser Flemming Ulka fra Rotary.

Alt til julemiddag

Frivillige pakkede mandag eftermiddag poser med alt, hvad der hører sig til julemiddag og hygge.

Foruden en stor flæskesteg, kartofler og rødkål var der en flaske vin, sodavand og masser af knas og andet i poserne.

De blev stillet op i rækker i et selskabslokale i Kæpgårdscentret, hvor modtagerne selv kunne hente maden.

- Der kommer 52 og henter i dag. Resten af poserne kører vi ud med bagefter, sagde Flemming Ulka.

For fjerde år i træk delte Flemming Ulka og resten af Rotary holdet julehjælp ud. Foto: Bjarne Arildsen

Væk på en halv time

Allerede klokken 14.30 kom de første modtagere, mange med mindre børn, ind i det tidligere banklokale.

Her blev de tjekket af på en liste og fik derefter udleveret hver to poser, som de slæbte afsted med.

I løbet af godt en halv time var næsten alle poser blevet afhentet.

Og så startede nogle af de frivillige deres biler for at køre ud til modtagere i Stubbekøbing, Sakskøbing, Vordingborg og Idestrup.

Børnefamilier

Julehjælpen er først og fremmest målrettet børnefamilier fra Nørre Alslev-området.

Blandt dem var ni familier, der var indstillet til julehjælp fra Nørre Alslev Skole.

- Jeg tror, at halvdelen af modtagerne er gengangere fra sidste år, mente Flemming Ulka.

Blandt modtagerne var der også nogle udenlandske familier, blandt andet fra Ukraine.