Guldborgsund

Her er det Janne Hansen, der på en af mange tidligere workshop fortæller om arbejdet med at finde frem til at realisere fremtidens sportscenter. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Københavnske arkitekter faldt pladask for kæmpe halprojekt på Lolland 

Speeddating kan føre til mange ting. I Sakskøbing har det fået københavnske arkitekter til at falde pladask for de lokale drømme om fremtidens moderne halbyggeri. 

Offentliggjort

Sakskøbing Sportscenter blev tilbage i januar udvalgt til at være blandt ti sportshaller landet over, der hver fik 150.000 kroner til en skitsetegning og et projektudviklingsforløb med en ekstern arkitektrådgiver. 

Nu er der mere godt nyt fra den årelange kamp for at finde både midler, det helt rigtige projekt og ikke mindst de rigtige samarbejdspartnere til fremtidens udgave af Sakskøbing Sportscenter.

Alle kiggede hinanden an

Fik dødsstød i 2017

"En gammel dame er ved at give op" lød det for nu snart 10 år tilbage i en fremsendt ansøgning til Guldborgsund Kommune om hjælp til finansiering af genopbygningen af Sakskøbing Sportscenter.

En tilstandsrapport fra en geotekniker samt ingeniør gav helt tilbage i 2017 Sakskøbing Sportscenter med forskellige tilbygninger og knopskydninger omkring Hal A et dødsstød oven på kraftige oversvømmelser med opstigende grundvand.

Siden er fulgt masser af udfordringer med at holde fugt ude af halbygningerne samt at renovere revner i fundament, vægge og ikke mindst sammenbrud af halgulv og  trækonstruktion under selve halgulvet.

- Senest den 13. marts skriver vi under på en aftale med et københavnsk arkitektfirma om at udarbejde de skitsetegninger, som skal bruges i vores forsøg på at få den helt store støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, som er de ti millioner kroner. 

Sådan lyder seneste status fra leder af Sakskøbing Sportscenter Janne Hansen i forhold til de seneste ugers intense mødeaktiviteter med adskillige rådgivere og arkitekter. Alle var på forhånd udvalgt som prækvalificeret til at have med opbygningen af moderne halfaciliteter at gøre.

Fik en liste

- Vi har haft mange webmøder med forskellige rådgivere og arkitekter. Det er foregået på den måde, at vi fik en liste med 18 af de 30 godkendte arkitekter, som havde peget på vores projekt som ét, de gerne ville arbejde med. Omvendt skulle vi også byde ind med, hvilke arkitekter vi helst ville arbejde med, forklarer Janne Hansen og tilføjer: 

Det var en form for speeddating, og der kunne kun være en enkelt parring, kan man sige

Janne Hansen, leder af Sakskøbing Sportscenter

- Det var en form for speeddating, og der kunne kun være en enkelt parring, kan man sige. Heldigvis endte vi med at finde sammen med vores favorit, som nåede at sige nej til et andet halprojekt, fordi de fandt vores mest interessant at arbejde videre med.

Stor lokal opbakning

Det er især den store målbare opbakning fra det lokale foreningsliv, lokale brugere og lokale skoler, som ifølge Janne Hansen har fået det endnu unavngivne københavnske arkitektfirma til at tænde på halprojektet i Sakskøbing. 

- Udover den store opbakning fra lokalsamfundet, som arkitekterne har været meget imponerede over, har det også været den helt unikke placering af et halprojekt i en lille handelsby med søer, skov og tæt ved en fjord, der har været interessant for arkitekterne, forklarer Janne Hansen.

Tilbage i januar var der tale om et kæmpe skridt via de 150.000 kroner til nye skitsetegninger på den efterhånden mange år lange vej fra en nedslidt og forlængst "dødsdømt" håndboldhal til det moderne sportscenter, som stadig mangler at finde den sidste rest af en finansiering. Den kan der af gode grunde endnu ikke siges noget helt præcist om. 

Den helt store blåstempling

- Vi kan ikke sige, hvor stort eller hvor dyrt, vores halprojekt kommer til at blive. Vi har stadig de bevilgede 56 millioner kroner delt op i henholdsvis kommunalt tilskud og lånefinansiering. Men der er ingen tvivl om, at en udvælgelse til at være blandt de tre halprojekter, som ender med at få ti millioner kroner fra Lokale- og Anlægsfonden, vil være en helt afgørende blåstempling af projektet. Så bliver det lettere at få andre fonde med til at finansiere de sidste midler, fortæller Janne Hansen.

De nye skitsetegninger skal være færdige til september og her indgå i det endelige kapløb om de ti millioner kroner til hver af de sidste tre udvalgte halprojekter i Danmark. Hvis ikke Sakskøbing-projektet udvælges, kan der stadig arbejdes videre med at søge Lokale- og Anlægsfonden om støtte. Det bliver dog "kun" som et almindeligt halprojekt og ikke som et særligt kampagneprojekt.

Om de ti haller

"Idrætshaller til tiden" hedder den kampagne, hvor Lokale- og Anlægsfonden samt Danmarks Idrætsforbund sætter fokus på landets idrætshaller, og hvordan de kan moderniseres, så de passer bedre til tiden.

Med kampagnen sættes der fokus på, hvordan man gennem bæredygtig modernisering og ombygning af eksisterende idrætshaller kan skabe mødesteder, der i endnu højere grad styrker fællesskaber og tiltrækker nye brugere.

Kampagnen tilbyder helt konkret ti haller i Danmark et tilskud til et udviklingsforløb, der kan føre frem til en ambitiøs vision samt skitsetegning for en konkret modernisering af den enkelte hal. 

Af de ti projekter vil tre projekter blive udvalgt til realisering og modtage op til 10 millioner kroner (max. 50 procent af anlægssummen) til et fysisk projekt.