Lolland
Laila Christine Ploug (til venstre) var sammen med sin søster, Pernille Heidi Ploug, da ulykken indtraf. Privatfoto
Laila reddede mand fra druknedøden – så kom den rørende besked
Da en ældre mand ligger livløs i vandet ved Bandholm Badeanstalt, træder Laila Christine Ploug og en gruppe unge mænd til. Med hjertemassage, hurtig reaktion og fælles vilje lykkes det at bringe ham tilbage til livet.
Laila Christine Ploug rejser sig op og råber til en gruppe unge mænd, der står og snakker om det ude i vandet:
- Ja, I skal prikke til ham!
Sammen med sin søster, Pernille Heidi Ploug, har hun set den ældre mand gå i vandet. Set ham svømme langsommere og langsommere. Og set ham til sidst ligge helt stille.
"Nu må du godt rejse hovedet. Nu må du godt bevæge en arm", tænkte hun.
Men det gjorde han ikke.
Laila Christine Ploug og hendes søster kender den ældre mand. De sagde endda hej til ham, inden han denne torsdag gik i. Ofte kommer de ud til Bandholm Badeanstalt, hvor han svømmer hver dag.
"Ring 112"
De to søstre løber ud på broen, mens de unge mænd vender manden om i vandet. Allerede her kan Laila se, at det er alvorligt.
Hun råber til badevagten og en anden badegæst:
- Ring 112!
Det næste, hun husker, er, at manden skal op af vandet. En af de unge mænd, 17-årige Poul Rasmussen fra Maribo, indser her, at han selv må løfte manden op på broen.
- Han er død, han er død, gentager flere af de unge ifølge Laila Christine Ploug.
Hun undersøger ham. Det går også op for hende: Manden er livløs.
Til daglig arbejder hun i socialpsykiatrien – et sted, hvor personalet hvert andet år får genopfrisket deres førstehjælpskursus.
I Bandholm begynder hun straks på hjertemassagen. Hun ved præcis, hvad hun skal gøre, og hun bliver ved, til pulsen vender tilbage – kort før nogen kommer løbende med en hjertestarter.
Vandet er sivet ind i lungerne, og vejrtrækningen er forstyrret.
Med fælles hjælp får de ham op at sidde. Vejrtrækningen bliver bedre, og farven vender tilbage i ansigtet.
Ambulanceredderne når frem og hjælper manden ind i ambulancen. Ifølge Laila Christine Ploug vurderer de, at han er stabil.
Han skal ikke flyves til Rigshospitalet – Nykøbing er nok.
Den rørende besked
Et par dage senere modtager søstrenes mor, der også kender manden, den rørende besked.
"Dine piger har reddet mig fra druknedøden", står der.
Inden for en uge forventes han udskrevet fra hospitalet, og så vil Laila Christine Ploug og hendes søster tage forbi.
- Jeg tænker, det bliver meget rørende. Men jeg føler også, at jeg har brug for det.
- Det er voldsomt at vække et menneske til live igen. Men at se ham og give ham et kram, tror jeg vil give ro.
Den ekstra dimension
Siden torsdag har hun flere gange været tilbage ved badeanstalten. Det føles godt at være på det sted, hvor hun, de unge mænd og andre i Bandholm var med til at redde den ældre mand, fortæller hun.
- Det er et sted, min søster og jeg altid har kommet. Og det bliver vi ved med. Nu får det bare en ekstra dimension at mærke stemingen og vide, at det gudskelov gik godt.
- At opleve det fællesskab og teamwork, der opstod på badeanstalten, er virkelig betryggende, siger hun.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde