Guldborgsund

Her ses et midlertidigt skelet af den tilbygning, som ildsjælene bag Nysted Sauna & Havbad drømmer om at tilføje bag den eksisterende bygning. Privatfoto

Landsdelens mest populære sauna kan blive tvunget til turiststop

Lokale saunafolk har masser af succes med at tiltrække hundredvis af medlemmer og et par tusind turister årligt. Det har medført et behov for en udvidelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

De kommer kørende fra Tyskland på vej til møder i København og gør stop ved Nysted Sauna & Havbad. 

Sagen kort

  • Kystdirektoratet har meddelt afslag til udvidelse af Nysted Sauna & Havbad inden for strandbeskyttelseslinen.
  • Guldborgsund Kommune bakker fuldt op om ansøgningen fra Nysted Sauna & Havbad om en mindre tilbygning til deres eksisterende bygning.

Andre saunagæster er turister i Guldborgsund Kommune, som lige slår et smut forbi Nysteds gamle kalkværksgrund for måske at få en skelsættende oplevelse. I hvert fald ender nogle af endagsgæsterne i den idyllisk beliggende sauna med at flytte til den tidligere Nysted Kommune.

Nu har de købt hus

- Det var simpelt hen, fordi de synes, saunaen lå så flot, og så synes de, der var et dejligt sammenhold omkring den. Så nu har de købt et hus i lokalområdet.

Sådan fortæller formand for foreningen bag Nysted Sauna & Havbad Jens Frederiksen om populariteten omkring den nu fem år gamle bygning med kig ud til Nysted Nor og Østersøens bølger. 

Over 2.000 turister årligt 

Trods de mange gode tilbagemeldinger fra det stigende antal medlemmer af Nysted Sauna & Havbad samt de godt og vel 2.000 årlige turister er Jens Frederiksen dog på ingen måde en tilfreds formand lige for  tiden:

- Nej, det er virkelig op ad bakke. Igen. Fugten driver ned ad vægge og vinduer, og saunabygningen er bare ikke stor nok til at klare det pres, der kommer af, at den er så populær, som den er. Der skal ske noget.

Jens Frederiksen henviser til, at der først var seks års kamp for at etablere 50 kvadratmeter kystnær saunabygning og et havbad. Nu er der gået fem år, og succesen er for længst i hus med aktuelt 380 medlemmer samt godt og vel 2.000 turister alene sidste år.

Kan ende med nul turister

- Men det er sgu´ stadig op ad bakke. Vi kan selvfølgelig fjerne 100 brugere og fortælle dem, at de alligevel ikke må bruge den sauna, de er så glade for at bruge. Det går bare ikke. Så det kan ende med, at vi må lukke for turister og salg af endagsbilletter. Det var det, der gav os 148.000 kroner i indtægt sidste år med salg af endagsbilletter til 70 kroner og de her godt 2.000 turister. Et eller andet skal vi gøre, hvis ikke vi får vores tilladelse til at udvide. Bygningen kan ikke holde til det pres, den udsættes for, fortæller Jens Frederiksen.

Bilen lugter af det, vaskemaskinen lugter af det og det samme med den første vask efter. Det kan ikke fortsætte

Jens Frederiksen, Nysted Sauna & Havbad

De frivillige saunafolk er klar med et projekt på ekstra 40 kvadratmeter, som skal bruges på nye omklædningsrum, et ekstra toilet, teknikrum og en infrarød sauna. 

Bil og vaskemaskine lugter af det

- Bare sådan noget som den her vaskemaskine, vi gerne vil etablere i den nye tilbygning. Den er altså vigtig. Vi har et frivilligt rengøringshold, som nægter også at skulle tage gulvmobber og rengøringsklude med hjem. Det forstår jeg godt. Lige nu er det mig, der tager det hele med hjem, og det er sgu´ et lortejob for at sige det lige ud. Bilen lugter af det, vaskemaskinen lugter af det og det samme med den første vask efter. Det kan ikke fortsætte. Vi har brug for en vaskemaskine og en tørretumbler i en tilbygning, siger Jens Frederiksen.

Saunafolkene er også - som tidligere omtalt i Folketidende - klar med godt en million fondskroner, som allerede er i hus til at opføre den ekstra bygning. Tilbage står en lille million kroner, som stadig skal findes via fondsansøgninger.

Kan ikke gå videre

- Vi skal nok finde de sidste penge. Men vi kan ikke gå videre med det hele, før vi har den her tilladelse i hus. Vi vil netop lægge tilbygningen omme bag den eksisterende bygning for ikke at lave så meget ballade. Det er også et projekt, som tilsammen udgør 90 kvadratmeter, og det er ti kvadratmeter mindre, end lokalplanen giver mulighed for. Vi forstår ikke, hvorfor det ikke kan lade sig gøre?, lyder det Jens Frederiksen, som håber, at der kan gøres noget politisk.

Sammen med ansøgningen til Kystdirektoratet om en udvidelse blev der afsendt en støtteerklæring underskrevet af borgmester Simon Hansen (S) og tidligere udvalgsformand Ole K. Larsen (V). 

- Desværre havde det ingen effekt i forhold til vores ansøgning. Vi fik afslag. Men nu får jeg at vide, at man fra borgmesteren og Guldborgsund Kommunes side vil henvende sig til både miljøminister Magnus Heunicke (S) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) for at drøfte den her sag, siger Jens Frederiksen.

Nysted Sauna & Havbad har senest anket afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er sidste klageinstans.

Jens Frederiksen er formand for Nysted Sauna & Havbad, som har godt en million fondsmidler stående klar til en tilbygning inden for lokalplanens bestemmer og med kommunal opbakning. Arkivfoto: Anders Knudsen