Guldborgsund

Lars Corneliussen har været med til DM i Skills to gange før, hvor det er blevet til to andenpladser. Foto: UddannelsesCenter Sydøstdanmark
Lars Corneliussen har været med til DM i Skills to gange før, hvor det er blevet til to andenpladser. Foto: UddannelsesCenter Sydøstdanmark

Lars måler med vaterpas i landsholdsklasse og skal til VM

Når der i denne uge er DM i Skills i Hjørring, er det tredje gang Lars Corneliussen er med til at dyste om medaljer i tømrerfaget.  

Offentliggjort

Lars Corneliussen dyrker en elitesport. Det er tømrerfaget. I denne uge skal han - som en af flere unge lokale talenter fra Sydhavsøerne - en tur til Hjørring og her DM i Skills.

Tredje gang skal være lykkens gang

- Det er da planen, at jeg skal have DM-guldet med hjem på lørdag, lyder det fuld af selvtillid fra den talentfulde EUX-elev på vej i bilen mod åbningsceremoni i det nordjyske.

Der er blevet øvet flittigt i værkstedet på tømreruddannelsen ved UddannelsesCenter Sydøstdanmark i Nykøbing og i Kihls Byggefirma i Væggerløse, hvor Lars er i lære. 

Lars er også på tømrerlandsholdet, og har som nævnt to gange før været med ved DM i Skills. To andenpladser er det blevet til. Men denne gang går han efter guldet i Hjørring.

Den rigtige til VM

- Tidligere har jeg været glad for at være med for oplevelsens skyld. Men nu skal jeg vise både overfor mig selv og andre, at de har valgt den rigtige at sende til VM i Skills, fastslår Lars, som allerede er forhåndsudtaget som Danmarks tømrer-repræsentant i Skills-verdensmesterskabet i kinesiske Shanghai til september.

- Det er ikke et krav at vinde DM for at blive udtaget til VM, og det er dem, som står for tømreruddannelsen, der har peget på mig som Danmarks repræsentant ved VM i Skills. Jeg har også fået god erfaring med at dyste foran publikum, og denne gang er jeg endnu mere forberedt på, hvordan jeg skal håndtere min sukkersyge, så det hele kører stabilt hen over de tre konkurrencedage, fortæller Lars Corneliussen om sin plan.

Som håndboldherrerne 

Han glæder sig til at komme tilbage og mærke stemningen ved DM i Skills.

- Der er i hallen en unik stemning, som minder om stemningen, når håndboldherrerne går på banen. Det er et krydsfelt mellem atletik og håndværk, og det er bare fedt. Jeg er ellers ikke det helt store konkurrencemenneske af natur, men den der stemning griber mig, og jeg får kæmpe lyst til at vise, at jeg er den bedste, lyder det fra talentet.

Når den bedste løsning skal findes, så tagkonstruktionen sidder lige i skabet, er Lars i sit es. Om få måneder er han også EUX-student og kan eventuelt tage en videregående uddannelse senere. Foreløbig er hans mål dog at give tømrerfaget al sin opmærksomhed og at vinde DM i Skills.