Guldborgsund

Marinestuen i Nykøbing genåbner efter i forrige uge at have drejet nøglen om. Det er Elisabeth Larsen, der også står bag Mama's i Skolegade i Nykøbing, der skal drive det videre. Foto: Christoffer Panduro

Legendarisk Nykøbing-værtshus genåbner

Værtshusets nye ejer driver desuden Mama's i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Marinestuen i Nykøbing genåbner

  • Elisabeth Larsen overtager Marinestuen i Store Kirkestræde, Nykøbing, og planlægger at genåbne det som et dagsværthus.
  • Marinestuen vil bevare sit maritime tema, selvom mange af de ikoniske genstande er fjernet, og Larsen ønsker at videreføre stedets traditioner.

Hvis man er en af dem, der godt kunne lide at få sig en øl på værtshuset Marinestuen i Store Kirkestræde i Nykøbing, der forrige uge lukkede, så er der gode nyheder.

Værthuset åbner nemlig igen.

Elisabeth Larsen, der til dagligt driver værthuset Mama's i Skolegade, har nemlig overtaget beværtningen, som hun agter at genåbne. 

Hun er ikke selv kommet på Marinestuen i årenes løb, men håber nu at kunne videreføre noget af den ånd, der ligger i de gamle lokaler.

- Jeg har byen bedste gæster, og nu kan vi måske også få dem op i den her ende af byen, siger Elisabeth Larsen.

Efter planen skal værthuset nu drives som et dagsværthus, så det altså ikke kommer til at holde åben om aftenen. 

De helt konkrete åbningstider ligger dog ikke helt fast endnu.

Sømanden er væk

Kigger man ind ad vinduerne hos Marinestuen, vil man se, at mange af de ikoniske genstande fra det gamle værthus ikke længere er der.

Det drejer sig blandt andet om en figur af en sømand, der står med et ror ved indgangen, ligesom værtshuset også var i besiddelse af et udvalg af gamle bøger om det maritime liv. 

Selvom mange af disse genstande nu ikke længere er at finde i lokalerne, vil Elisabeth Larsen dog beholde det maritime tema, og beværtningen vil fortsat komme til at gå under navnet Marinestuen.

- Marinestuen er Marinestuen for folk i Nykøbing, og jeg lytter til gæsterne, der er kommet her igennem mange år, og der er noget tradition, jeg gerne vil videreføre, siger hun:

- Jeg kommer aldrig til at kunne nå Søren (Søren Andersen, der i mange år drev stedet, red.) til sokkeholderne, så jeg skal ikke prøve at gøre tingene på den måde, som han gjorde, for det tror jeg ikke, at de er nogen, der kan, men jeg kommer til at holde det i gammel stil og som værthus.

Ulykke i Lalandia 

Marinestuen har eksisteret siden 1938, hvor det i mange år også var marineklub for søens folk.

I mange år blev det drevet af Søren Andersen, der i 2022 kunne fejre 55-års jubilæum bag baren.

I december 2023 overtog Lene Beck så værthuset, som hun drev sammen med sin søn Lukas.

Men i marts i år kom Lene Beck slemt til skade i en ulykke i Lalandia, og siden har hun stort set ikke kunnet arbejde, forklarede Lene Beck i et interview med Folketidende søndag.

Samtidig skal sønnen Lukas i Livgarden til december, hvilket også har været medvirkende til Lene Becks beslutning om ikke længere at ville drive Marinestuen videre. 

I oktober blev det så overtaget af Elisabeth Larsen, der nu arbejder på renovere de gamle lokaler, så værtshuset kan åbne igen.

Hun håber på, at Marinestuen vil kunne slå dørene op for gæster ingen udgangen af 2025, men understreger at der stadig er en del arbejde, der skal gøres, før det vil kunne lade sig gøre.