Guldborgsund

Anders Ibsen har tilbragt flere år i det nordøstlige Grønland - blandt andet i Slædepatruljen Sirius. Foto. Magnus Elander

Lokal Sirius-veteran om Grønlandskonflikt: En brat opvågning med tømmermænd

Sirius-veteran og bestsellerforfatter Anders Ibsen fra Falster oplever, at hans spændingsroman om stormagtskonflikter i Grønland pludselig ligner virkeligheden - i en tid hvor geopolitikken rykker skræmmende tæt på Danmark.

Offentliggjort

Nogle gange kan virkeligheden næsten overhale fantasien - og det erfarer Anders Ibsen fra Lolland-Falster, Sirius-veteran og bestsellerforfatter, i disse intense dage, hvor den højspændte situation om Grønland udvikler sig nærmest time for time, dag for dag.

I november sidste år udkom hans første roman ”Det, som overfalder dig”, der er fiktion, men bygger på hans egen tid som en del af Slædepatruljen Sirius i det nordøstlige Grønland og efterfølgende udstationering på den militære flyveplads Mestersvig ved Kong Oscars fjord på den grønlandske østkyst.

Bogen er overvejende skrevet i hans sommerhus på Lolland og opruller et spændingsdrama mellem stormagter, Danmark og Grønland.

Anders Ibsen

  • Anders Ibsen er 49 år og opvokset ved Torkilstrup på Falster.
  • Han er uddannet HF-student fra Katedralskolen, har været udvekslingsstudent i USA og gjort karriere som officer i Forsvaret, herunder udsendelse til Jugoslavien. Og efterfølgende med tjeneste i Slædepatruljen Sirius og senere på flyvepladsen Mestersvig
  • I dag er han reserveofficer og medejer af en global virksomhed, hvor han arbejder med ledelsesudvikling.
  • Han har sommerhus på Lolland, hvor størstedelen af hans forfatterdebut ”Det, som overfalder dig” er skrevet.
Siriusveteran og forfatter Anders Ibsen har netop skrevet en spændingsroman om med Grønland som omdrejningspunkt. Foto: Thomas Howalt Andersen

- Siden udgivelsen i november har verden ændret sig så meget, at hvor de første læsere kaldte det ”en god historie”, kalder læserne den nu ”uhyggeligt realistisk.” Jeg skriver først og fremmest for at underholde, men altid med realismen som anker. Alt, hvad jeg beskriver, skal i princippet kunne ske i virkeligheden. Det bliver trykprøvet af tidligere siriusfolk og jægersoldater, som læser med for at sikre troværdigheden. Min ambition er at tage virkeligheden helt ud til kanten og teste den, lyder det fra Anders Ibsen, der i dag udover at være forfatter også er medejer i en global virksomhed, der arbejder med ledelsesudvikling rundt om i verden.

En ubehagelig mulighed

Hans egen tid i Slædepatruljen Sirius og i Mestersvig fandt sted for snart 20 år siden. Og det var her, han fik de første ideer til romanen, der i november udkom i et kæmpe oplag.

Ser du tegn i dag tegn, som minder om de konfliktscenarier, du selv har skrevet frem?

Det tragiske er, at alliancen nu angriber sig selv indefra.

Anders Ibsen

- Når en konflikt låser sig fast, som nu hvor USA siger ”vi vil have Grønland”, og grønlændere og danskere svarer ”det vil vi ikke give jer”, åbner historien for en ubehagelig mulighed. Ekstreme regimer har før fremprovokeret voldelige hændelser for at retfærdiggøre militær indgriben. Nazisterne gjorde det før angrebet på Polen ved at iscenesætte et angreb på tysk jord med tyske soldater forklædt som polakker. Et lignende scenarie i dag er desværre ikke utænkeligt - men forhåbentlig forbliver det fiktion. Det er netop et sådant ekstremt scenarie, min bog beskriver.

Anders Ibsen og hans slædemakker fra Nakskov på patrulje i det enorme nordøstlige Grønland. Foto: Magnus Elander

Hvor sårbar er Grønland reelt, hvis stormagternes interesse bliver mere end ord?

- Stormagterne har siden anden verdenskrig haft en stor interesse i Grønland. Det nye er, at vores tætteste allierede har ændret spillereglerne. Pludselig er alt til forhandling, og konventioner, vi troede var hugget i granit, viser sig at være af skumgummi. Storebror USA, som har beskyttet os i skolegården i 75 år, har vendt os ryggen. Tilbage står vi omtumlede - og langt mere sårbare, end vi bryder os om at indrømme.

En brat opvågning

Hvad overser den politiske debat i Danmark, når det gælder sikkerheden i Arktis?

- Vi har undervurderet Grønlands betydning for Danmarks forhold til USA. For amerikanerne er Grønland langt vigtigere strategisk end Danmark er. I en atomar konflikt vil op mod 90 procent af russiske missiler passere over Grønland, hvilket gør øen central i USA’s tidlige forsvar og beskyttelse. Groft sagt har Grønland været en værdifuld handelsvare i Danmarks relation til USA - og givet politisk råderum, lave forsvarsbudgetter og fravær af atomvåben på dansk jord.

Er Danmark mentalt og militært klar til, at Grønland er blevet et geopolitisk brændpunkt?

- Det er en brat opvågning med tømmermænd. Siden Murens fald har vi levet i en lykketilstand, hvor Danmark og Grønland ikke var militært truet, og krig var noget, der foregik langt væk. Resultatet er årtiers nedprioritering af forsvaret. NATO blev skabt for at sikre fælles sikkerhed, ikke nationalt sololøb. Det tragiske er, at alliancen nu angriber sig selv indefra. Som forfatter giver det stof til stærke romaner - men jeg ville ønske, at mine læsere igen kunne kalde det ”en god historie” frem for ”uhyggeligt realistisk”.