Guldborgsund

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tog sig tid til et besøg hos eleverne på SOSU Nykøbing F. for blandt andet at tale sundhedsreform. Foto: Kim Møller Pedersen

Løkke i Nykøbing: - Vi skal være bedre til at tage imod udenlandsk arbejdskraft 

Onsdag mødtes udenrigsministeren og to partifæller til en snak i Nykøbing om sundhedsvæsenet. Det skete i selskab med nogle af dem, som snart skal ud og arbejde i det. 

Offentliggjort

- Jeg tror, nøgleordet er et stort engagement. Og så håber jeg, det bliver brugt til også at huske at stemme til regionalvalget, der er lidt overset i mediedækningen.

Om lokalplejehjem

Landets kommuner har med vedtagelse af loven om lokalplejehjem 1. januar 2025 fået mulighed for at oprette en ny type plejehjem, der skal komplettere kommunale plejehjem og friplejehjem.

Formålet med de nye lokalplejehjem er at give kommunerne styrkede rammer for at drive kommunalt ejet plejehjem med fokus på lokal frihed og ansvar. 

Lokalplejehjem har, som noget nyt, mulighed for at sælge tilkøbsydelser til beboerne, hvilket hidtil har været forbeholdt friplejehjem. 

Sådan lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), da han onsdag eftermiddag besøgte skoleleverne på SOSU Nykøbing F. og af Folketidende efterfølgende blev spurgt til, hvad han tog med sig hjem fra besøget på Falster.

70-80 elever

Det omtalte engagement var noget, udenrigsministeren spottede en masse af hos de 70-80 fremmødte elever, der havde mange konkrete og detaljerede spørgsmål til sundhedsreformen, Region Østdanmark og ikke mindst fremtidens sundhedsvæsen, som var eftermiddagens emner for ministerbesøget i multisalen på Vestensborg Allé. Eksempelvis var der en ung studerende, som gerne ville vide, hvad udenrigsministeren selv ville vælge - et privat eller kommunalt plejehjem?

- For mig er det ikke vigtigt, om det er privat eller offentligt. Det er, om det er velfungerende. Jeg tror på, at chancen for, om det er velfungerende, er større, hvis dem, der er på det plejehjem, får et større ansvar for selv at drive det. Det tror jeg på. Det er klart, at det får man, hvis det er privat, og hvis det er et friplejehjem. Men det får man også, hvis man bruger et af de her nye lokalplejehjem, som vi lægger op til, hvor det er kommunen, der stadig ejer det og har det overordnede ansvar. Men hvor man i virkeligheden flytter ansvaret ud til en bestyrelse, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Oplevelsen af service

Formanden for Moderaterne havde til onsdagens besøg hos SOSU Nykøbing F. også sin næstformand for folketingsgruppen og kandidat til regionsrådet i Region Østdanmark Charlotte Bagge Hansen samt 2. viceborgmester i Guldborgsund Kommune René Christensen med. De to partifæller fik også lejlighed til at svare på elevernes mange spørgsmål til alt det, der nu er sat i gang med den seneste sundhedsreform. 

Som i helt vildt kommer vi til at mangle sosuassistenter

Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister

- Det, vi vil inde fra Christiansborg, er, at vi vil give ansvaret ud til jer, for vi tror på, i er dem, der kender jeres borgere bedst. Den dér indlevelse og det ansvar i tager på jer er uvurderligt, når i kommer til selv at kunne bestemme. Og når i kan tilrettelægge jeres dag og kan arbejde i de her faste teams sammen med de samme mennesker. Så tror jeg også på, at det kommer helt naturligt, at man får en bedre trivsel, og dermed også at vi bruger færre penge på sygefravær, mente Charlotte Bagge Hansen.

Skræddersyet dagligdag

Etableringen af de nye sundhedsråd i regionerne og de friere rammer i forhold til selv at være med til at planlægge arbejdet bragte også adskillige spørgsmål på banen fra eleverne.  

- Det er vidt forskellige opgaver, der skal prioriteres, og nu får I selv lov til det. I kommer til at arbejde i de her teams, hvor I planlægger, så det kommer I til selv at navigere i sammen med jeres nærmeste leder for at få skræddersyet jeres dagligdag, så den giver mest mening. Så jeg tror bestemt, at det kommer til at give jer mere tid på den lange bane, mente Charlotte Bagge Hansen, der tog sig af at svare på en bekymring over, om der er tid nok til arbejdsopgaverne som eksempelvis sosuhjælper.

Om sundhedsråd

17 nye sundhedsråd i regionerne skal være drivende i omstillingen af sundhedsvæsenet og styrkelsen af det nære sundhedsvæsen.

Sundhedsrådene skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område.

- Det, der kommer til at ske nu, håber jeg, er, at man måler på den samlede pakke og på den oplevede service i stedet for som i dag, hvor man ikke måler på, hvad det er for en service, du som borger oplever. Der måler man kun på, hvad det er for en service, du får. Og det kan jo godt være, at man laver en opgave på otte minutter, som borgeren føler er rigtig god, i stedet for at der er sat ti minutter af til en opgave, som borgeren ikke føler er god, lød det fra udenrigsministeren.

Kæmpe magt

- De her nye sundhedsråd får en kæmpe, kæmpe magt. De kommer også til at give jer - som fagpersoner - meget mere magt og meget mere indflydelse, så vi får sundhedsvæsenet helt ud i spidsen af Lolland. Så uanset om man bor i Nordsjælland eller Nakskov, får man den samme gode behandling, lød det fra Charlotte Bagge Hansen.

Moderaternes spidskandidat i Guldborgsund, René Christensen, valgte at beskrive de nye sundhedsråd som "utrolig vigtige talerør".

Også vigtigheden af at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmarks pleje- og sygehussektor blev flere gange italesat af udenrigsministeren.

- Vores pleje- og sygehussektor ville ikke kunne fungere, hvis ikke vi havde arbejdskraft, som vil komme til Danmark. Det ville det simpelt hen ikke. Vi ville i øvrigt heller ikke have pengene til det, for den internationale arbejdskraft, der er kommet ind i Danmark, leverer rigtig meget velstand. Hvis man regner værdien af dem, der er kommet til Danmark og arbejder i Danmark, så svarer det til 361 milliarder kroner eller 12 procent af vores BNP. Det er mere, end det vi bruger på den samlede sundhedssektor. Vi skal være bedre til at tage imod udenlandsk arbejdskraft, understregede Lars Løkke Rasmussen, der heller ikke tøvede med at slå fast, at vi i Danmark kommer til at mangle sosuassistenter:

- Som i helt vildt kommer vi til at mangle sosuassistenter.

Lars Løkke Rasmussen blev budt velkommen af direktør for SOSU Nykøbing F. og CELF Steen Frederiksen. Foto: Kim Møller Pedersen