Det var Carina Tybjerg Madsen, sopran, og Teit Kanstrup, baryton, der sammen med Ensemble Storstrøm stod for underholdningen ved operamiddagen på Søllestedgaard lørdag. Foto: Lolland Operafestival
Lollandsk operafestival fik superstart
Årets Lolland Operafestival begyndte i weekenden, og det blev en god begyndelse med masser af tilskuere.
Regnvejret har skabt udfordringer for mange arrangementer denne weekend, men Lolland Operafestival er ikke et af dem.
Festivalen, der finder sted i første halvdel af august, begyndte fredag klokken 18 med en koncert på Axeltorv i Nakskov og fortsatte lørdag med en operamiddag på Brasseriet Søllestedgaard.
- Vi kom supergodt fra start. Vejret var lidt imod os i starten på Axeltorv, men det klarede heldigvis op ved 17-tiden, og der kom cirka 400 tilskuere. Og ved operamiddagen lørdag var der udsolgt med 110 deltagere, fortæller Katrine Hartmann, der er næstformand i Lolland Operafestival.
Det tegner også allerede godt for de næste to arrangementer på fredag i Maribo Domkirke og på lørdag på Pederstrup. Billetsalget er allerede rigtig godt i gang til begge forestillinger, fortæller Katrine Hartmann.
Kommer både fra Jylland og København
Annonce
I Maribo Domkirke vil brødrene Jonathan og Thomas Peter Koppel synge værker af en række af de store mestre, og lørdag kan man se forestillingen Madame Butterfly på Pederstrup.
Der var udsolgt med 110 deltagere til operamiddagen på Brasserie Søllestedgaard. Foto: Lolland Operafestival
- Folk kommer både fra Jylland, København, Nordsjælland og Falster, så det er super dejligt, at vi også kan tiltrække publikum lidt længere væk fra. Vi laver jo det her både for os lokale på Lolland, men også for at gøre Lolland til et attraktivt sted at tage hen for folk udefra, fortæller hun.
Og antallet af gæster, der kommer fra andre dele af landet, er stigende.
- Vi markedsfører os dels via vores hjemmeside og sociale medier, og så vil vi også til at starte et nyhedsbrev op.
- Vi har også fået hjælp fra Visit Lolland-Falster og Hotel Saxkjøbing, og så kan man finde os på en landsdækkende kultur- og eventguide, der hedder Gogo.
- Vi vil gerne have operaen "ned på asfalten" og i nogle anderledes bygninger og spille nogle kortere forestillinger, end man normalt ser, for vi vil forsøge at åbne genren for flere. Mange tænker nok, at opera er nogle lange, dramatiske forestillinger, men det er mere end det, forklarer Katrine Hartmann.
Lolland Operafestival slutter 16. august med en temakoncert i Sankt Nikolai Kirke i Nakskov.
Operafestivalen åbnede med en koncert på Axeltorv i Nakskov tidligt fredag aften med masser af tilhørere. Foto: Lolland Operafestival
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker