Krimi

Manden fremstilles i Retten i Nykøbing. Arkivfoto: Anders Knudsen
En mand stod tiltalt for at blotte sig og udøve vold mod en lokal restauratør. Arkivfoto: Anders Knudsen

Mand tiltalt for at blotte sig for restauratør og nikke ham en skalle

En lokal mand stod ved Retten i Nykøbing tiltalt for at have blottet sig for en restauratør og nikket vedkommende en skalle. Manden blev midt i januar frifundet for begge forhold.

Offentliggjort

I februar 2024 skal første led i en noget speciel sag have udfoldet sig.

En mand stod ved Retten i Nykøbing tiltalt for dengang at have blottet sig for en restauratør.

Manden skal ifølge retsbogen fra sagen have stået i et vindue vendt ud mod en lokal restaurant. Mens han stod i vinduet, lavede han "onanibevægelser med sit blottede lem", mens restauratøren og en anden overværede optrinnet, mente anklagemyndigheden.

Manden stod også tiltalt for at nikke restauratøren en skalle i dennes opgang i juli 2024.

Anklagemyndigheden påstod, at tiltalte skulle idømmes fængselsstraf og udvises fra Danmark med indrejseforbud i seks år. Den forurettede restauratør rejste erstatningskrav på 10.000 kroner.

Dommen

Sådan gik det ikke.

Manden blev frikendt i begge forhold, blandt andet fordi retten lagde vægt på, at parterne har haft en langvarig konflikt, og at der ikke forelå oplysninger, som understøttede restauratørens forklaring om blufærdighedskrænkelse og at tiltalte skulle have nikket vedkommende en skalle.

Statskassen betaler i sådanne tilfælde sagens omkostninger.