Guldborgsund

Jan Lyngby Sørensen fylder rundt. Vejen til toppen af Falsters erhvervsliv var ikke snorlige. Arkivfoto: Jan Knudsen.

Manden bag MSE fylder 60: - Jeg vil gerne stå for noget positivt

Det stod lysende klart for enhver, at Jan Lyngby Sørensen ikke skulle være fodboldspiller, men at han skulle ende med at drive et af områdets største firmaer, var ikke en del af den grønne plan, han havde i sin ungdom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man kan ikke sige udvikling på Lolland og Falster uden at nævne MSE.

Jan Lyngby Sørensen er manden bag entreprenørfirmaet, der har haft en finger med i mange af de bygninger, der i dag præger Nykøbing, Falster og hele Guldborgsund Kommune.

Håndboldklubben NFH's trøjer prydes også med de tre store bogstaver "MSE". Arkivfoto: Thomas Lærke Jensen

- Jeg kan godt lide Nordfalster, og selvfølgelig også Guldborgsund Kommune. Og jeg vil gerne stå for noget positivt, siger Jan Lyngby Sørensen, der fylder 60 år i dag.

På maverne af flere sportsforeningsmedlemmer står der MSE, og der hænger bannere med firmaets logo rundtomkring i kommunen i lokalforeninger.

- Jeg mener idræt generelt står for noget positivt. Jeg vil gerne støtte sunde interesser og sammenhold, siger Jan Lyngby Sørensen, der selv har gået til fodbold som ung, men måtte erkende, at talentet ikke rakte langt.

- At blive professionel fodboldspiller har jeg aldrig haft drømme om, og det kunne jeg også lige så godt lade være med. Så var jeg død af sult, siger han og griner.

Fra planteskole til entreprenør

Selvom han i dag ejer en af de største lokale virksomheder, der har bygget og renoveret store dele af de to kommuner, lå det ikke ligefrem i kortene, at Jan Lyngby Sørensen fra Alstrup på Nordfalster skulle ende som byggematador.

Jan Sørensen har altid gerne ville være selvstændig. Arkivfoto: Anders Knudsen

- Jeg havde lyst til at være erhvervsmand, helt fra jeg var ganske ung. Jeg købte jo en landbrugsejendom, da jeg fyldte 20 år. Og der troede jeg, at jeg skulle have en lille planteskole. Så jeg har været selvstændig på et eller andet niveau hele livet, siger Jan Lyngby Sørensen.

Gennem tiden har han været indblandet i 42 virksomheder. 18 af dem er han stadig en del af i dag, de fleste som ejer og enkelte som bestyrelsesmedlem. Virksomhederne, Jan Lyngby Sørensen enten ejer eller sidder i bestyrelsen af, er blandt andet MSE Enterprise, Bo-hus, Nykøbing FC og flere bolig-investeringsfirmaer.

Fødselaren fra Alstrup er egentlig udlært gartner og arbejdede kort med sine grønne fingre. Men et stridspunkt i hans gartner-karriere ændrede det hele. Jan Lyngby Sørensen skulle binde julekranse, hvilket han nægtede. Det førte til, at han indleverede sin opsigelse og søgte mod entreprenørfaget.

- Det var sådan set det, der gjorde, at jeg kom ind i byggebranchen. Byggefirmaet var ejet af min familie på det tidspunkt, så jeg havde arbejdet i virksomheden i skoleferien, siger direktøren.

Flere ben at stå på 

Borgmester Holger Schou Rasmussen fra Lolland Kommune (til venstre), direktør Jan Sørensen fra MSE, direktør Jens Koefoed fra PLE debatterer lønpres fra megaprojekter på Folkemødet på Bornholm. Arkivfoto: David Arnholm.

Den driftige erhvervsmand er ikke alene byggematador, men også ejendomsmogul. I alt er der tilknyttet cirka 54 ejendomme til ham enten personligt eller gennem investeringsfirmaer.

Men interessen for ejendomsinvesteringer er han ikke ene om i familien, for sønnen Christian Sommer Sørensen er også gået ind i branchen og er i dag direktør for deres fælles investeringsfirma, Invebo.

- Jeg er glad for, at han har gjort det, men det har ikke været et stærkt ønske fra min side. Mit ønske har været, at han gør det, han har lyst til, siger Jan Lyngby Sørensen.

Samlet er de 54 ejendomme købt til en værdi på cirka 80 millioner kroner, derudover har han gennem tiden solgt ejendomme for cirka 20 millioner kroner.

Fremtidsplaner

Præcis det, at sønnike er trådt med ind i boligdelen af firmaerne, er en del af en langsigtet plan om at sikre en ordentlig overgang, når byggematadoren ikke længere er en aktiv del af firmaerne. Samtidig har han delt ejerskabet mellem sig selv og tre driftige eksterne figurer i entreprenørfirmaerne.

Snart skal Jan Sørensen stå i spidsen for havneudvidelsen i Nykøbing. Arkivfoto: Jan Knudsen

- Nu har jeg ikke planlagt ikke at være her, men jeg har gjort mig en overvejelse, siger Jan Lyngby Sørensen.

Vil du selv sige, at det er sådan en måde, du arbejder på - langsigtet og med store planer?

- De fleste vil nok påstå, at jeg er meget impulsiv, siger han.

At tælle til 10

- Det ligger nok i mine gener at være impulsiv, og jeg har ikke voldsomt meget tålmodighed. Men der er nogle ting, hvor man er nødt til at tænke længere frem.

Er du sådan en, der er god til at tage risiko? 

- Ja, det tror jeg.

Er det noget, der har hjulpet dig?

- Ja, det tror jeg da nok. Det vil jeg da mene. Men det er også godt, at jeg omgiver mig med nogle folk, som en gang imellem får mig til at tælle til 10 eller 100, så jeg ikke løber alle de risici, jeg kunne bevæge mig ud i, siger han.

Erhvervsmanden ønsker dog ikke at dele, hvad den seneste årsag til, at nogle bad ham tælle til 10, er.

Den runde fødselsdag skal fejres med en reception for forretningsforbindelser, venner, familie og kollegaer. Efterfølgende skal han ud at spise med den nærmeste familie, og så kommer der en sommerfest om et halvt års tid, forklarer han.