Martin Ravn bruger sine juleaftener på at skabe en magisk
jul for børn.
Det gør han, fordi han mener, at alle børn fortjener en jul,
de kan glæde sig til - og en juleaften, de kan komme tilbage i skolen efter
ferien og fortælle om uden at føle sig udenfor.
Martin Ravn bringer juleglæde til Lolland-Falster
Martin Ravn arbejder utrætteligt for at give udsatte børn på Lolland-Falster en magisk juleaften, som de kan dele med deres skolekammerater.
Trods udfordringer med finansiering, fortsætter han med at sprede juleglæde ved at give gavekort til trængte familier, og planlægger at genoptage de store julearrangementer i 2026.
I 2015 formede idéen sig til konkrete planer om at holde jul
for udsatte familier, og frem til 2021 skabte han år for år for de helt rigtige
rammer for børnene og deres forældres juleaften.
Coronapandemien satte en stopper for projektet, som
foreningen For Børnenes Skyld stod bag. Men nu gør Martin Ravn igen klar til at
give Lolland og Falsters børn en glædelig jul.
Gaven at give
Annonce
Ifølge Martin Ravn står han selv for 95 procent af alt det,
der skal fikses i forbindelse med julen. Han sender fondsansøgninger, samler
deltagerne, finder julegaver til børnene og pakker dem ind.
For Martin Ravn er det én ting, der gør det hele værd.
- Det giver mig en sindssyg glæde at få lov til at se
børnene pakke nye julegaver ud, i stedet for at de får brugt legetøj. Vi får
nogle børn, der kan komme tilbage i skolen efter juleferien og fortælle om den
juleaften, de har holdt, siger han.
Når det ligger Martin Ravn nært at give børn en god jul, er
det ikke helt tilfældigt. Han havde ikke selv de juleaftener som barn, som han
kunne have ønsket sig. Familien Ravn havde ikke alverden, og julemagien svandt
en anelse.
- Det eneste, det nok handler om, er faktisk at give børnene
en juleaften, som jeg ville ønske, vi kunne have haft.
Martin Ravn har holdt jul for udsatte familier fra 2015 til 2021. I 2026 gør han klar til at genoptage projektet. Foto: Irina Markwardt Photography
Giver igen
Én af dem, der har været med til samtlige juleaftener i
Martin Ravns selskab, er Jette Lillie. Hun og børnene Amanda og Tommy var alle
årene glade for at deltage i juleaftenerne.
- Det har været rigtig hyggeligt at sidde sammen med andre i
stedet for fire derhjemme. Vi har lært nogle andre mennesker at kende og haft
det sociale med mennesker, som var i samme båd, siger Jette Lillie.
Hun fortæller, at det både har været for det sociale aspekt –
at børnene har kunnet lege og hygge sig med andre børn over julen. Men det har
også været nemmere for hende som enlig mor at give børnene en god juleaften, at
hun har kunnet deltage i Martin Ravns arrangement.
I dag er datteren Amanda 25 år og sønnen Tommy 22 år – og nu
er de klar til at give igen. I 2026, når Martin Ravn igen holder jul for udsatte
familier, er familien Lillie med som frivillige.
Annonce
- Nu må vi være med til at hjælpe ham. Han har givet os det sociale,
og han har været et anker for det hele. Så må vi også gå ind og hjælpe ham, når
børnene er blevet så store, siger Jette Lillie.
- Det er et stort arbejde - et kæmpe arbejde. Så nu må vi
give ham lidt opbakning.
Julemagi
Martin Ravn tror på julens magiske evne til at binde folk
sammen, og han mener, at alle børn fortjener en god juletid, som de kan
fortælle deres venner i skolen om efter ferien.
- Vores juleaftener er noget specielt, og de er fantastiske.
Der er ikke noget, der kan måle sig med at holde en juleaften, som vi gør det. Jeg
har aldrig holdt en familiejuleaften, som har været så fantastisk, som jeg i
hvert fald føler, at den er, når vi holder den.
- Så det vil jeg købe 1000 procent ind på, at der er
den her julemagi. Den findes.
Benspænd
Allerhelst så Martin Ravn, at der også i år skulle fejres
jul for udsatte børnefamilier. Men anmodningen til indsamlingsnævnet er endnu
ikke godkendt, og derfor kan han ikke samle penge ind til arrangementet.
Men i 2026 afholder han stiftende generalforsamling i den
nye version af den gamle forening For Børnenes Skyld. Han fortæller, at det har
været ”forfærdeligt i år”, at han ikke har kunnet holde jul på samme måde.
Men helt kan man ikke afholde Martin Ravn fra at sprede
julemagi: i år har han med 10.000 kroner fra egen lomme uddelt gavekort til
trængte familier.
Annonce
- Jeg har ikke selv nogen familie, som jeg er i kontakt med.
Så derfor synes jeg, at det var vigtigere, at jeg kunne hjælpe nogle andre
familier, siger Martin Ravn.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Guldborgsundlisten ændrede svar - men nu lukker kommunen 'drænarbejde'-sagen
Der er ikke meget at juble over i Guldborgfuplisten
Fire sure smileyer i træk. Nu er der kommet en ny rapport
Skabte uro i lægeklinik
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Efterlyser vidner i sag om grov vold
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted