Krimi

Arkivfoto: Thomas Tolstrup

Medie: Lollik savnet efter kæntring

Onsdag aften kæntrede en jolle med to personer fra Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig og 28-årig mand fra Lolland kæntrede onsdag aften i en jolle i Langelandsbæltet ud for Spodsbjerg. Sidstnævnte er stadig savnet, men formodes omkommet.

Passagerer på Spodsbjerg-færgen opdagede den kæntrede jolle, som blev slæbt i land. Men de to personer, som sejlede i den, var ingen steder at finde.

Efter tre timer kontaktede pårørende politiet, og kort før klokken 23 startede den store eftersøgning på de to.

Det skriver blandt andre Fyns Amts Avis, som har talt med politikommissær ved Fyns Politi i Svendborg Lars Thede.

Halvanden time efter blev den 26-årige mand fundet nord for Spodsbjerg. I fire timer havde han ligget i vandet, men på grund af strømmen havde han ikke kunnet komme i land, fortæller politikommissæren til mediet.

Den 26-årige var uden for livsfare og fortalte til politiet, at hans makker var drevet fra ham. Sidst den 26-årige havde set ham, lå han bevidstløs i vandet.

Natten til torsdag forklarede vagtchef ved Fyns Politi til Fyns Amts Avis, at den anden mand formodes omkommet.

Torsdag morgen indstillede politiet eftersøgningen efter den 28-årige. Mandens familie er blevet underrettet.