Guldborgsund

Holger Schou Rasmussen kæmpede med at skærme statsminister Mette Frederiksen mod regnen, da hun besøgte Nakskov. 8. september 2022. Inden længe gælder det en gåtur i Sakskøbing. Arkivfoto: David Arnholm

Mette Frederiksen skal på vandretur i Guldborgsund

Snart kan du komme på gåtur med statsministeren.

Offentliggjort

Statsminister Mette Frederiksen (S) har snøret vandreskoene og tager Danmark rundt for at besøge borgere i hele landet. I alt skal hun besøge 18 lokationer, og et af dem er Sakskøbing. 

Det oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Fredag den 22. august klokken 16 starter gåturen på Torvet 9, og ifølge pressemeddelelsen er formålet at ”tale om alt fra hverdagsbekymringer til de store spørgsmål om Danmarks fremtid”. 

– Vi danskere skal tale mere med hinanden. Ikke bare i studier og på sociale medier, men ude i virkeligheden. Det er vigtigt for os at lytte til danskerne og høre, hvad der fylder i deres liv. Det er sådan, vi bliver klogere, og sådan vi sikrer, at den førte politik hele tiden hænger sammen med hverdagen, siger partisekretær i Socialdemokratiet Lasse Ryberg i pressemeddelelsen.

Hvorfor det sker netop nu, hænger sammen med, at vi i november skal til stemme til både kommunal- og regionsrådsvalget. Derfor er det ”vigtigt for Socialdemokratiet at komme så meget rundt i Danmark som muligt”, forklarer partisekretæren i pressemeddelelsen. 

– Vandreturen er et af de tiltag, fortæller han.