Guldborgsund

Godt 100 engagerede borgere mødte frem til borgermødet på Hotel Saxkjøbing, hvor hotelejer Claus Meyer med hjælp fra Birte Aagaard også gav sit perspektiv på byudviklingen. Foto: Kim Møller Pedersen
Godt 100 engagerede borgere mødte frem til borgermødet på Hotel Saxkjøbing, hvor hotelejer Claus Meyer med hjælp fra Birte Aagaard også gav sit perspektiv på byudviklingen. Foto: Kim Møller Pedersen

Meyer håber på et fælleshus som et fyrtårn for Sakskøbings byudvikling

Et fælleshus blandt andet med madskole var det store omdrejningspunkt på det flere timer lange borgermøde i Sakskøbing om den igangværende byudvikling. Her leverede Claus Meyer et tilbageblik til en tid med nærmest "bymæssig identitetskrise" og fremsatte et ønske om en byudvikling, der vil "skabe et fyrtårn for de håb og drømme, som er blevet formuleret de foregående år".

Offentliggjort

Hvor står Sakskøbings byudvikling her og nu? Det var omdrejningspunktet for det borgermøde, der tidligere på ugen blev holdt på Hotel Saxkjøbing. 

Her var der en hotelejer, som på grund af ferie var forhindret i selv at møde frem. Claus Meyer fik dog alligevel givet sit besyv med i forhold til at perspektivere for de godt 100 fremmødte borgere, hvor de nuværende tanker og idéer om en ny form for fælleshus i byen egentlig stammer fra. 

Borgerdrevet madskole

De sidste 5-7 år har Claus Meyer med kolleger i Meyers Madhus gjort egne erfaringer med lokale og kommunale borgerindragelses -og madkulturindsatser mange steder i landet.

Blandt andet i Udsholt (verdens bedste skovtur) og ikke mindst Brøndby (det længste bord), hvor motiverede borgere er blevet trænet i praktisk samfundslederskab (værtsskab) og i madundervisning, som nu foregår på den lokale, borgerdrevne Brøndby Madskole - med støtte fra Meyers Madhus.

Var på nippet til at give op

Det sørgede Birte Aagaard - en af de to mødeindkaldere - for ved at læse en længere skriftlig redegørelse fra Claus Meyer op i hotellets gamle teatersal.

- Hold kæft, hvor er der meget, lød det med et smil på læben undervejs i oplæsningen af Birte Aagaard. 

Her springer vi over Claus Meyers personlige baggrund for at overtage Hotel Saxkjøbing tilbage for 20 år siden og hopper 10 år frem i tiden til dér, hvor han med egne ord - efter i forvejen at have tabt "svimlende summer" på de første 10 års drift - var på nippet til at give op.

Centrum for fødevarer og madkultur

- Men samtaler med især Birte Aagaard fik mig på andre tanker. Vi havde i en årrække arbejdet sammen om Sydhavsøernes Frugtfestival - andre samarbejder skulle komme til - og begyndte nu at diskutere en koalition bestående af en stor gruppe borgere, som organiserede sig i foreningen The Little Apple, Guldborgsund Kommune, Saxenhøj og Hotel Saxkjøbing, huskede Meyer tilbage.

Den benævnte koalitions ambition var at gøre Sakskøbing til et regionalt centrum for fødevarer og madkultur, at sikre fondsstøtte til den livsnødvendige renovation af bygningsmassen og, i samme åndedrag, at undersøge, hvordan Sakskøbing til gavn og glæde for såvel byens borgere som dens gæster kunne blive verdens bedste udgave af sig selv.

Forstudie til fælleshus

- Udover vel reelt at sikre opbakning til en fortsat drift af hotellet, udmøntede disse samtaler sig på finurlig vis i en ærtefestival, i corona-begivenheden ”Den Store Tarteletdyst”, i en grøntsagsmark på Saxenhøj, etableringen af en madskole i Torvegade og investeringen i en gårdbutik på Torvet. Der blev desuden etableret en yderligere forening ”4990 Sakskøbing og omegn i focus” , der stod bag et forstudie til etablering af et fælleshus/borgerhus, lød det fra Meyer, som via Birte Aagaards oplæsning fortsatte: 

- Forstudiet mundede ud i en afrapportering til kommunen, der på den ene side satte lys på, hvordan borgere i Sakskøbing oplever at være glemt i den nye Guldborgsund Kommune, og hvilke konsekvenser det havde i form af oplevet magtesløshed, ja nærmest en bymæssig identitetskrise. 

Fysisk omdrejningspunkt

Hotelejeren og den gastronomiske iværksætter mindede også de godt 100 borgere i teatersalen om, hvordan den førnævnte rapport ligeledes beskrev, hvordan et fælleshus/borgerhus kunne være et levende, fysisk omdrejningspunkt for ambitionen om at gøre Sakskøbing til et regionalt centrum for madkultur og fødevarer. 

- Og dels kunne have til opgave at støtte borgerne i at virkeliggøre store og små initiativer og begivenheder, de havde lyst til at stille sig bag, men måske ikke ressourcerne til at få ud over rampen alene. Personligt havde jeg ikke mulighed for at være tæt på processen, men jeg heppede, i tillid til de gode kræfter, alt hvad jeg kunne. Jeg var derfor også skuffet, da kommunen efter forstudiet ikke så sig i stand til at finansiere den to-årige forsøgsperiode, der blev søgt om midler til, huskede Meyer tilbage.

Det er fortsat min forhåbning, at arbejdet kan komme ordentligt i gang

Claus Meyer, i et indspark til debatten om fælleshus og byudvikling i Sakskøbing

Han var var derfor glædeligt overrasket, da Guldborgsund Kommune gjorde ham bekendt med, at "de havde skaffet midler til, hvad der kunne lyde som noget nær en realisering af de oprindelige visioner".

At lede undersøgelsen

- Og efter at havde sikret mig, at den nuværende madskole, i hvert fald ikke før 1. januar 2028, tænkes ud af ligningen, og at rollen indebar et ansvar for den nødvendige parterapi mellem byen og kommunen, så takkede jeg sammen med mine kolleger fra Meyers Madhus ja til, frem til det nye år, at lede undersøgelsen af, hvordan sådan et initiativ kunne udfoldes, så det ikke bare undgik at genere eksisterende aktiviteter, men også så det blev et fyrtårn for de håb og drømme, som er blevet formuleret de foregående år, lød det fra Meyer via Birte Aagaard foran de mange fremmødte på borgermødet.

Et hus og et indhold

- Det er fortsat min forhåbning, at arbejdet kan komme ordentligt i gang, at de mange samtaler, der ligger foran os, vil kunne udmønte sig i et hus og et indhold, som borgerne inderligt ønsker bliver realiseret, og at der vil være et frugtbart samspil til de andre indsatser, som jeg forstår kommer til at udfolde sig under overskriften ”frie bymidter”, sluttede Claus Meyer af med i sit indspark til det borgermøde, som i al hast blev planlagt af to Sakskøbing-borgere - nemlig byrådsmedlem Janne Hansen og tidligere frugtfestival-koordinator Birte Aagaard.

Der er fortsat planer om et nyt kommunalt dialogmøde med borgerne i Sakskøbing, når byrådets politiske behandling af byudviklingen i Sakskøbing er gennemført den 21. maj.