Michael Nielsen er mere end tilfreds med årets høst. Her er han sammen med sin datter Silje. Privatfoto
Michaels høst har været "blandt de bedste i mange år": Men undervejs frygtede han det værste
Den falsterske landmand Michael Nielsen er netop blevet færdig med at høste. Udbytterne ligger et pænt stykke over normalen, men på et tidspunkt frygtede han, at det ville blive en gentagelse af 2011, der var historisk dårlig.
Støvet danser i sommervarmen. Den bippende lyd, der normalt vækker tanken om en bakkende lastbil, synger ude i det fjerne. Gule kæmper æder sig gennem markerne, hektar efter hektar.
Det er den tid på året, hvor høsten skal i hus. Og det er ikke "gået så tosset endda" hos den lokale landmand Michael Nielsen. Sammen med sin far og bror driver han Skovsminde I/S - et 650 hektar stort landbrug ved Hullebæk på Midtfalster. 550 af dem er med byg, hvede, raps og græsfrø.
Fredag aften blev han færdig med at høste.
- Vi har brugt 12 dage i alt. De sidste syv dage op til fredag har vi kørt hver dag fra midt på formiddagen til midnat, siger den lokale landmand, der "er ved at være godt brugt".
- Ja, det synes jeg. Vi har også griseproduktion. Selvfølgelig
har vi folk også, men vi skal også lige passe grisene, inden vi går i gang med
at høste. Søvn har der ikke været så meget af, griner han.
Annonce
Perfekt timing
Høsten er blandt de bedste i mange år, fortæller Michael Nielsen.
- Udbyttemæssigt er det til den gode side. Det er over
normalen, siger han og fortsætter:
- I udbytte ligger vi på mellem otte og ni tons per hektar i byggen, og i hveden er vi på 11-12 tons per hektar. For raps er det cirka fem tons per hektar, vi har høstet i år. Det skal vi ikke klage over, siger han.
Tørken i foråret og regnen i juni har givet de perfekte forhold.
- Regnen kom på det rigtige tidspunkt lige i sidste øjeblik, siger landmanden.
Frygtede gentagelse af 2011
Nu mangler halmen bare at komme væk, fortæller Michael Nielsen. Privatfoto
Dog har han ikke kun gode ord tilovers for dryp foroven. For da sluserne for alvor blev åbnet i uge 30, blev det lige spændende nok.
- Den sidste regn, havde vi ikke lige
regnet med. Det var en voldsom omgang. Der var vi godt nok bange
for, at det skulle udvikle sig ligesom i 2011, siger Michael Nielsen om året, den endte med en historisk dårlig høst på grund af store mængder nedbør i høstperioden.
- Der er spildt lidt korn, der er knækket lidt ned på grund af
den store regnmængde. Det lå også ned, så det har taget lidt længere tid at
høste, end hvad det plejer at gøre.
Annonce
- Men kvaliteten holder lige, som den skal. Der er kun lige
et par få læs, jeg har fået omkvalificeret til foderkorn i stedet, fordi det
har nået at spire på grund af vandet. Men ellers er det gået rigtigt godt den sidste uges tid, siger Michael Nielsen.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu