Lolland

Det nuværende gulv kan sagtens holde til sportsaktiviteter, men ikke til store udstillinger og koncerter, som hallen skal tjene penge på. Arkivfoto: Jakob Poulsen

Milliondyr farce: Hal skal have nyt gulv for fjerde gang på fem år

Efter tre forfejlede forsøg skal en ny leverandør nu overtage opgaven.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et godt halgulv kan normalt holde i omkring 15 år, og derfor havde Maribo Hallerne passet godt på det gulv, som blev udskiftet i 2021. Det havde 22 år på bagen, men var også godt og grundigt slidt.

Hvor det gamle gulv var af en høj klasse, har det siden været en nærmest tragikomisk farce at få det erstattet. Nu skal gulvet skiftes for fjerde gang på blot fem år.

"Nu står vi desværre der, at det er nødvendigt, at det skal udskiftes igen, og vi har ikke tillid til, at leverandøren kan udføre arbejdet med udskiftning én gang til, netop på grund af de konstaterede fejl, som ikke skyldes materialerne, men udførelsen," lyder det i et skriftligt svar fra økonomi-, kultur- og fritidschef Sonja Baunbæk til Folketidende.

Gulvvaskemaskine røg gennem gulvet

Det hele begyndte faktisk skævt allerede tilbage i 2020, hvor Maribo Hallerne havde fået en bevilling på 365.000 kroner. Der var blot behov for et facelift af gulvet, lød anbefalingen først fra firmaet, men da en konsulent kiggede nærmere på halgulvet, kom der nye toner mellem håndboldmålene.

- Han fortalte, at undergulvet slet ikke er så stærkt, som vi havde fået at vide. Nogle steder er der opstået bløde punkter, og han anbefalede, at vi skiftede hele gulvet, forklarede daværende haldirektør Morten Harkjær Nielsen til Folketidende for seks år siden.

Her er en af skaderne på det første gulv, som blev lagt i 2021. Flere steder kunne det nye gulv ikke klare, at der blev spillet divisionshåndbold på det. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen

Bestyrelsen måtte vende tilbage til politikerne og bede om flere penge. Nu lød prisen på lige over 1,1 million kroner. Politikerne nikkede ja til en større bevilling, og året efter blev gulvet skiftet.

Glæden ved et nyt gulv var dog særdeles kort. Hallens gulvvaskemaskine brød gennem det nye gulv efter få rengøringer, og så væltede det ellers frem med problemer. Skruer arbejdede sig op ad gulvet, og dæksler til bøsningerne i gulvet blev hevet op af en bold med harpiks på. Ikke særligt fordelagtigt, når det er Team Sydhavsøernes hjemmebane.

Leverandøren anerkendte problemerne

En tilstandsrapport viste, at gulvet burde udskiftes fuldstændigt, hvilket skete for leverandørens regning. Da hallen alligevel skulle have nyt gulv, søgte bestyrelsen om 150.000 kroner til et mere holdbart gulv, men det sagde kommunen nej til.

I sensommeren 2022 var gulv to på plads. Nu burde alt være fryd, gammen og masser af aktivitet på det nye gulv. Der bliver trukket en del gule kort over for leverandøren, som gennem resten af året brugte tid på at udbedre mangler. 

2023 begyndte ikke meget bedre. Der var stadig behov for udbedring af mangler. Inden der blev trukket et rødt kort, valgte leverandøren at anerkende, at et nyt gulv var nødvendigt. Denne gang valgte bestyrelsen og kommunen at bruge 246.000 kroner på at forstærke gulvet.

Nye undersøgelser gav svar

Det tredje gulv blev afleveret i januar 2024, men helt godt er det aldrig blevet.

Maribo Hallerne har mere end 100 bøsninger i det 1.289 kvadratmeter store gulv. Gulvet sank sammen omkring dem, og håndbolde flåede dækslerne af. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen

"Vi har haft en rådgiver, Force Technology, som har udført destruktive tests og fundet ud af, hvor problematikken er med det nuværende gulv. Det er blandt andet sammenføjningen af undergulvet, der giver hallen problemer med gulvet," forklarer Sonja Baunbæk.

Hun påpeger samtidig, at den tidligere leverandør efterfølgende har trukket sig fra det danske marked, hvilket hun ser som en konsekvens af, at virksomheden ikke har haft succes med gulvmonteringen eller de rigtige underleverandører til at udføre de gulve, de har lavet. Forvaltningschefen fortæller, at der er flere andre haller, som oplever problemer af samme type som dem i Maribo Hallerne.

Maribo Hallerne havde ellers gode erfaringer med virksomheden, der udskiftede gulvet i hal 1 i 2015. Her har det nye gulv aldrig givet problemer.

Mangelfuldt tilsyn

Sonja Baunbæk mener, at det er brugen af underleverandører, som har givet problemer, da de ikke har haft "de rigtige forudsætninger eller incitament".

"Tilsynet med udførelsen fra leverandørens side har været mangelfuldt, hvilket i kombination med dårlig udførelse har givet de problemer, hallen oplever med gulvet," skriver hun i svaret til Folketidende.

Prisen for et nyt gulv lyder på to millioner kroner. Lolland Kommune har indgået et forlig med leverandøren af gulvet, som dækker de 875.000 kroner, men arbejdet skal udføres af en anden. Den resterende del af pengene har kommunens politikere fundet i henholdsvis "Masterplanpuljen" og "Det gode liv på Lolland-puljen".

Skal finde ny leverandør

Selvom gulvet nu skal udskiftes for fjerde gang på fem år, har kommunen kun selv betalt for det første gulv og en efterfølgende forstærkning. De øvrige udskiftninger er sket for leverandørens regning, lyder det fra Sonja Baunbæk.

Med den kommende udskiftning løber kommunens samlede udgifter dog op i godt 2,5 millioner kroner. Først blev der brugt godt 1,1 million kroner på gulvet i 2021, siden 246.000 kroner på en forstærkning, og nu skal kommunen igen betale godt 1,1 million kroner efter fradrag af forligsbeløbet på 875.000 kroner.

Tidigere haldirektør Morten Harkjær Nielsen i opvisningshallen før det hele gik galt. Det gamle grønne gulv, der var hallens oprindelige, blev udskiftet med et helt nyt blåt gulv. Siden har problemerne været mange. Arkivfoto: Claus Hansen

Inden der kan blive lagt en plan for udskiftningen af gulvet, skal sagen behandles i økonomiudvalget og byrådet. Efterfølgende skal der findes det ønskede gulv.

"Udskiftningen skal passes ind i hallens aktiviteter, og der skal findes en leverandør, man kan have tillid til, og som kan udføre arbejdet korrekt, så vi undgår at skulle skifte det nye gulv, førend dets levetid er ophørt," slår Sonja Baunbæk fast.

Det nuværende gulv kan holde til at blive brugt ved sport, men det kan ikke holde til, at der bliver opstillet scener eller placeret tungt udstyr på det.

Udvalgsformand, Martin Boesen (S) siger: - Jeg er ikke imponeret over den leverandør, og så har jeg vel ikke sagt for meget.

Se videoen: For få måneder siden afholdt DGI deres forårs-gymnastikopvisning i Maribohallerne: