Krimi

Et gammelt luftfoto at Stubbekøbing Havn viser yachten "Cataleya" nederst i højre hjørne, længe før båden sank. Arkivfoto: Anders Knudsen

Milliondyr luksusyacht sank: Nu skal lokalt direktørpar for retten

Efter flere udsættelser begynder sagen om en sunken motoryacht fredag. Anklagemyndigheden mener, at forliset blev fremkaldt for at få udbetalt 14 millioner kroner — parret nægter sig skyldige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er torsdag den 27. juli 2023.

Motoryachten "Cataleya" ligger omkring tre sømil syd for Trelleborg i svensk farvand. En revne i en søventil betyder, at vand trænger ind i motorrummet. Snart vil båden synke mod havets bund.

Men var det et uheld - eller var forliset bevidst fremkaldt?

Det spørgsmål er kernen i den spektakulære sag om forsøg på groft forsikringsbedrageri, der - efter at være blevet udskudt i flere måneder - fredag begynder i Retten i Nykøbing.

14 millioner kroner i forsikringssum

Straffelovens paragraf 279

    For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.

    Strafferammen er op til otte års fængsel.

    Kilde: retsinformation.dk

Ifølge anklagemyndigheden var det ikke blot et uheld til søs, der endte med en sunket yacht og et forsikringskrav på 14 millioner kroner. Et lokalt direktørpar fra Falster står tiltalt for forsøg på groft forsikringsbedrageri.

Tidligere har deres forsvarere oplyst til Folketidende, at både manden og kvinden nægter sig skyldige.

Ifølge anklageskriftet mod parret forlod de tiltalte yachten, mens den vandtætte dør i motorrummet og koøjer fortsat stod åbne. Det var ifølge anklageskriftet medvirkende til, at yachten sank og endte på havets bund ud for Sveriges sydkyst.

Men politiet og anklagemyndigheden mener, at der var mere på spil end en teknisk fejl og en båd i havsnød. Ifølge anklagemyndigheden var det de tiltalte selv, der fik båden til at synke. Det skulle ifølge tiltalen være sket ved, at de på ukendt vis påvirkede den indvendige søventil til venstre motor, så revnen opstod.

Formålet var ifølge tiltalen at få udbetalt forsikringssummen på 14 millioner kroner.

Også tiltalt i ældre sag

Sagen om den sunkne yacht er dog ikke det eneste forhold, retten skal tage stilling til. Manden er også tiltalt for et andet tilfælde af forsøg på groft forsikringsbedrageri tilbage i 2018. Her er kvinden ikke tiltalt.

Ifølge anklageskriftet forsøgte manden dengang at få et andet forsikringsselskab til at udbetale lidt over en million kroner i erstatning.

Hans forklaring lød, at selvsamme yacht, der senere skulle synke den julidag i 2023, var blevet stjålet, mens den lå i Stubbekøbing Havn. I forbindelse med tyveriet skulle der ifølge anmeldelsen være sket skader på båden, ligesom der skulle være blevet stjålet løsøre.

Men også her er politiets og anklagemyndighedens opfattelse en anden. Ifølge anklageskriftet mener de, at båden hverken har været stjålet eller udsat for tyveri i den anmeldte periode.

Manden nægter sig også skyldig i dette forhold, har hans advokat tidligere oplyst til Folketidende.

Udskudt flere gange

Parrets advokater har tidligere kritiseret grundlaget for retssagen.

Kort før et indledende retsmøde i oktober sidste år sagde kvindens forsvarsadvokat, Stefan Møller Jørgensen, til Folketidende, at det var kritisabelt, hvis anklagemyndigheden alene lagde oplysninger fra forsikringsselskabet til grund uden selv at efterprøve selskabets teser og undersøgelser. Han efterlyste blandt andet, at en uvildig tredjepart undersøgte, hvordan revnen i søventilen var opstået.

Siden blev retsmødet omberammet til slutningen af januar, men også her måtte behandlingen udskydes - denne gang på grund af sygdom hos anklageren. Derfor begynder sagen først nu, i slutningen af maj.

Fem retsdage

Folketidende har talt med anklager Johanne Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis anklagemyndighed.

Vi ville gerne have hørt, om der nu foreligger en undersøgelse fra en uvildig tredjepart som efterspurgt, og om man har brugt den ekstra ventetid på at efterforske sagen yderligere.

Da der er tale om en verserende straffesag, vil hun ikke udtale sig om detaljerne i sagen, oplyser hun til Folketidende.

Behandlingen af sagen var tidligere berammet til fire retsdage, men der er nu tilføjet en ekstra dag. Det er dog ikke sikkert, der bliver brug for den.

- Vi har sat en ekstra bufferdag på. Sagen har været udsat nogle gange, og hver gang skal man indkalde vidner igen. Så kan der være noget om, om folk kan møde eller ikke kan møde på bestemte dage. Det kan sagtens være, at det kun ender med at tage fire dage, fortæller Johanne Holm, som fredag formiddag sidder klar som anklager i Retssal J.

Sagen er berammet til fredag den 29. maj, mandag den 8. juni, tirsdag den 9. juni, mandag den 15. juni og fredag den 19. juni.