Guldborgsund

Partiformand Mona Juul var torsdag en tur rundt om Kildebo i Sakskøbing for at hilse på lokale partifæller samt kandidater. Foto: Kim Møller Pedersen

Mona Juul fik masterplan til frokost på plejehjemmet, som nærmer sig en ny rekord

Plejehjemmet Kildebo er et af de steder, som står til en udvidelse og en større renovering i Guldborgsunds store masterplan for kommunens plejehjem. Det var noget, som Det Konservative Folkepartis leder Mona Juul gerne ville høre mere om sammen med en gruppe partifæller.

Offentliggjort

- Hvor lang tid er man her?

Lederen af Det Konservative Folkeparti Mona Juul er på Plejehjemmet Kildebo og spørger interesseret til de lokale forhold. Og svaret på spørgsmålet er cirka et par år i gennemsnit. 

- De nye tal viser et par år i gennemsnit, og det er et tal, der har rykket sig en del i de senere år, forklarer Lina Lauridsen, der er leder af plejehjemsområdet i Guldborgsund Kommune.

Der bliver snakket videre om mødebordet på Plejehjemmet Kildebo mellem kommunale repræsentanter og byrådsmedlemmer, folketingspolitikere og valgkandidater - nye som rutinerede. Partifællerne er alle fra Det Konservative Folkeparti og på tur til Plejehjemmet Kildebo, der står over for at skulle udvides de nuværende 72 pladser til 108 pladser, når den store masterplan for den fremtidige plejeboligstruktur er rullet helt ud.

Rammerne er sat

- Det er et meget stort projekt, men det er fornuftigt, at rammerne er sat. Vi håber virkelig ikke, at der er nogen, som laver det om, lyder det fra Lina Lauridsen.

Den bekymring er byrådsmedlem og borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune Johannes Kristensen hurtig til at følge op:

Om masterplan

Der skal laves kapacitetsanalyser løbende hen over de kommende år, så udviklingen kan følges, og så muligheder og politiske beslutninger ikke baserer sig på gamle tal, fremskrivninger og vurderinger.

- Det gør vi ikke. Det er et meget bredt forlig, der står bag den her masterplan.

Det er Ældre- og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, der tidligere i år vedtog en ny masterplan for kommunens plejehjem. Den skal realiseres over en 10-årig periode og bliver ifølge udvalget den størstse udvikling af ældreområdet i Guldborgsund Kommunes historie.

Plejeboligerne på Guldborgsund Kommunes plejehjem skal moderniseres og opgraderes, og der skal også bygges nye, så der er god plads og boliger nok til fremtidens ældre. Udvalget vedtog dels en vision for fremtidens plejeboliger samt en såkaldt masterplan for den fremtidige plejeboligstruktur.

Nærhed til naturen

Det ville Mona Juul, Marcus Knuth og de andre konservative politikere og kandidater gerne vide lidt mere om.

- Det er værdier som helende sanseoplevelser, interaktion med nærsamfundet og nærhed til naturen, remsede Lina Lauridsen op fra den endnu ikke helt færdige og lange liste af prioriterede værdier inden for plejeboligsektoren.

Det gør vi ikke. Det er et meget bredt forlig, der står bag den her masterplan

Johannes Kristensen (KF), byrådsmedlem og borgmesterkandidat i Guldborgsund

En del af den nævnte masterplan, som i sit fulde omfang ender i 611 plejeboliger på kommunens plejehjem og altså lidt over 100 flere boliger end i dag, handler også om lukning af plejehjem i Toreby og Idestrup. Hos Sømarken i Nykøbing og altså også Kildebo i Sakskøbing er der til gengæld tale om planlagte udvidelser og renoveringer. Flere plejeboliger - eksempelvis dem på Doktorparken i Sakskøbing - skal i medfør af masterplanen også nedlægges i de kommende år.

Nye plejeboliger

Der opføres 181 nye plejeboliger i Nykøbing senest i 2023.

Plejehjemmet Kildebo i Sakskøbing udvides med 36 pladser fra start 2025 til 2028, og Kildebos eksisterende bygninger renoveres efterfølgende fra 2030-2032.

Sømarken udvides med 38 boliger fra 2030-2032, og Sømarkens eksisterende bygninger renoveres sideløbende.

Skovvej nedrives efter opførelse af de nye plejeboliger i Nykøbing, og der bygges herefter nyt plejecenter med 60 boliger på grunden, som står klar til indflytning i løbet af 2033.

Toreby plejehjem lukker i 2028, og Doktorparken, Idestrup & Blomsterhaven lukker i 2032, mens Oasen lukker i 2034.

De resterende plejecentre renoveres løbende, når kapaciteten kan rumme dette.

Med denne plan vil plejeboligkapaciteten være på 611 boliger inden 2034.

Altid følelser i spil

- Der er altid følelser i spil, når der skal lukkes, understreger plejehjemsleder på Kildebo Britt Maria Hansen, der stod for en rundvisning til først Palmehaven og senere de resterende tre afdelinger af Kildebo med Oasen, Udsigten og Kildehuset.

- Som noget nyt har vi også rykket Aktivitet væk fra fællesarealerne og hen i det her rum, hvor der er mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, så man også har mulighed for at bruge fællesarealerne uden at skulle være en del af Aktivitet, hvis man ikke ønsker det, forklarer Britt Maria Hansen, inden delegationen sætter sig om madbordet.

Al morgenmad og frokost laver personalet på Kildebo selv, og aftensmaden leveres fra Fælleskøkkenet, som også ligger i Sakskøbing. Mens rugbrødsmadderne blev spist, fik Johannes Kristensen også fortalt partilederen, at en tredjedel af Guldborgsunds indbyggere er over 60 år:

- Og antallet af ældre er stigende. Det er også derfor, at jeg er så glad for, at vi har turdet tænke langt og op til 10-15-20 år frem i tiden ved at sikre de bedst mulige plejeboliger og det bedst mulige arbejdsmiljø for de ansatte via den her masterplan.

Rekrutteringsproblemer

Lederen af plejehjemsområdet i Guldborgsund Kommune kunne også fortælle om en ny udfordring på plejeområdet, som ikke har været så iøjnefaldende før.

- Vi har faktisk lidt udfordringer med at rekruttere nok personale. Det har ikke været et problem for os før, men det er det begyndt at blive. Det rammer også os nu, og de en af de udfordringer, vi skal have løst, lød det fra Lina Lauridsen.

Aktuelt er der omkring 600 ansatte på plejeområdet i Guldborgsund Kommune.

Som rosinen i - om ikke pølseenden så afslutningen af frokostaftalen - kunne Kildeboleder Britta Maria Hansen orientere dagens konservative gæster om, at Kildebo igen i år ser ud til at sætte rekord i konkurrencen om at være landets mest aktive plejecenter i forhold til cykelture. Guldborgsund Kommune har mere end 100 oplærte frivillige cykelpiloter, og der er i øvrigt plads til flere. 

 

Her viser leder af plejehjemsområdet i Guldborgsund Kommune Lina Lauridsen den store masterplan frem for de konservative gæster. Foto: Kim Møller Pedersen