Krimi

Denne hvide varevogn på rumænske nummerplader sættes i forbindelse med tyveri i Nykøbing. Foto: Steffan Drost Mikkelsen

Mystisk varevogn slukkede lyset - og gik viralt: Nu jagter politiet den

Steffan Drost Mikkelsen konfronterede tre mænd og hev telefonen frem, da en varevogn med slukket lys trillede ned ad hans private vej. Kort forinden havde mændene stjålet i Nykøbing. Siden er videoen gået viralt i lokale facebookgrupper.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mysterium om hvid varevogn på Falster

  • Steffan Drost Mikkelsen konfronterede tre mænd i en hvid varevogn med slukket lys på hans private vej og filmede dem – kort efter fandt han en 60-liters dunk og en slange, som peger på dieseltyveri.
  • Varevognen sættes i forbindelse med et tyveri af diesel og europaller ved Lakcentrum i Nykøbing samme aften, opslaget gik viralt i lokale facebookgrupper, og politiet efterforsker nu køretøjet, der kan knyttes til flere forhold.

Steffan Drost Mikkelsen var egentlig på vej i bad, da han opdagede noget besynderligt søndag aften.

Noget, der fik ham hurtigt i tøjet igen.

- Jeg har en lang allé op til min bolig. Jeg så en hvid varevogn komme kørende op ad alléen. 200 meter før gårdspladsen slukker de lyset, og der tænker jeg, at der er et eller andet galt, fortæller Steffan Drost Mikkelsen.

Han tager fat i sin termiske spotter, og på den kan han se, at bilen holder stille, og at tre mænd nu løber rundt omkring den. Han skynder sig at hoppe i sin egen bil og drøne ned til varevognen.

- De får meget travlt med at komme ind i bilen, da jeg kommer derned. Jeg siger til dem, at det er privat vej, men de svarer mig ikke. De prøver faktisk at køre forbi mig, men i forsøget kører de fast ude i rabatten, siger han.

Her vælger han at optage en video af bilen, der triller lidt frem og tilbage på den private vej ved Ønslev på Falster.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

- Efterfølgende kommer to af de tre mænd ud og får skubbet den fri, før de kører lidt ned ad vejen og holder stille. Efter fem minutters tid kører de væk.

Går viralt på Facebook

Efterfølgende tager han kontakt til politiet. Han fortæller også, at han finder en 60 liters dunk og en slange, der er smidt på vejen.

- De har stået og fyldt diesel på varevognen. Jeg finder ud af senere, at de lige havde stjålet det, siger han.

Ud på aftenen lægger Steffan Drost Mikkelsen nemlig et opslag op i facebookgruppen "4863 Eskilstrup "Hjælper Hinanden"". Det har i skrivende stund affødt 81 kommentarer, 542 likes og 141 delinger. På den måde er det gået viralt lokalt i andre facebookgrupper for byer som Nykøbing, Stubbekøbing og Maribo.

Steffan Drost Mikkelsen konfronterede mændene i varevognen. Prifatfoto

I kommentarsporet fremgår det, at flere har set varevognen køre rundt på Lolland og Falster - den bliver endda sat i forbindelse med hændelser i Ringsted og ved Kerteminde.

Opslaget bliver opdaget af en anden, der har talt med mændene søndag aften.

- Hen på aftenen tager Dan (Nielsen, red.) fra Lakcentrum i Nykøbing kontakt til mig, fortæller han.

Mændene har kort forinden besøget ved Ønslev stjålet diesel og europaller hos Lakcentrum på Herningvej i Nykøbing.

- De var blevet forfulgt af ham og var derfor kørt op til mig. Der vidste jeg ikke, de havde lavet noget. Jeg ville bare have dem væk fra min ejendom, siger Steffan Drost Mikkelsen og fortæller, at politiet har været ude for at sikre spor fra vejen, hvor dieseldunken og slangen blev smidt.

- Tager dem med bukserne nede

Dan Nielsen, indehaver af Lakcentrum, bekræfter, at den hvide varevogn og de tre mænd var på besøg hos Lakcentrum.

- Jeg ser dem på mit overvågningskamera søndag aften klokken 19.11. Jeg bor to kilometer derfra, så jeg springer ind i min bil og tager dem med bukserne nede, fortæller Dan Nielsen.

Screendump af Steffan Drost Mikkelsens opslag.

Han konfronterer mændene, der på ingen måde har lyst til at tale med indehaveren af Lakcentrum.

- De bliver bange og frustrerede. De springer hurtigt ind i varevognen. Jeg forsøger at lukke dem inde, men de kører i varevognen og skal til at mase op i min nye bil. Det er jeg ikke interesseret i, så jeg lader dem køre, siger Dan Nielsen.

Sætter efter tyvene

Han beslutter sig for at sætte efter varevognen, imens han ringer til politiet. Men det lykkes mændene at slippe væk.

- De kører med fuld knald ned igennem rundkørslerne, men der kommer biler. Jeg vil ikke køre hasarderet, så de forsvinder fra mig, imens jeg stadig har politiet i røret. Så viser det sig jo, at de er kørt op ad markvejen og har slukket lyset for at gemme sig, siger Dan Nielsen.

Senere på aftenen bliver han opmærksom på Steffan Drost Mikkelsens facebookopslag. Han kan se, der er tale om den samme varevogn og de samme tre mænd på de billeder og videoer, der er lagt op på Facebook.

- Jeg har billeder af bilen og videoovervågning, så der er ikke så meget at rafle om. Jeg har selvfølgelig anmeldt det og sendt billeder til politiet, siger Dan Nielsen, der desuden mistænker, at de samme mænd har stjålet fra Lakcentrum tidligere.

- De kom kørende på en måde som om, de har været der 100 gange før. For en måned siden fik vi stjålet 20 store batterier, og jeg tror, det kunne være de samme, siger Dan Nielsen.

Politiet kender varevognen

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afdeling for udlændingekontrol kender man til den omtalte hvide varevogn. Det fortæller politikommissær Carsten Høj Hansen.

 - Det er et køretøj, som kan sættes i forbindelse med mere end et forhold, siger han og uddyber: 

Varevognen var forbi Lakcentrum i Nykøbings industrikvarter. Foto: Google Street View

- Hvis vi taler lokalt, kan det sættes i forbindelse med mere end hændelsen ude ved Lakcentrum, siger politikommissæren.

Han ønsker ikke at fortælle, hvor mange andre hændelser, varevognen kan sættes i forbindelse med, eller hvor det er foregået henne.

- Vi har i hvert fald en idé om, hvordan det aktuelle køretøj har bevæget sig rundt, siger han og fortæller, at der har været aktivitet hen over sidste weekend.

- Nu skal vi lave en efterforskning, som kvalificerer det her, siger Carsten Høj Hansen, der dog gerne vil sige lidt om, hvordan man generelt efterforsker den slags sager.

- Normalt når vi har sådan en sag, går vi ind og bruger vores ANPG-kameraer (automatisk nummerpladegenkendelse, red.). De sidder blandt andet på motorvejen på Falster tæt ved Farøbroen, siger han.

Det har ikke været muligt at få bekræftet, om varevognen kan sættes i forbindelse med hændelser ved Kerteminde og i Ringsted.

Mændene er endnu ikke pågrebet.