Personalet på Plejecentret Skolebakken lægger vægt på at få tid til at gå ture med beboerne. Og beboerne er glade for at komme uden for i den friske luft. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Nakskovs stolthed: Her kan Jytte, Birthe og Villy blive landets lykkeligste beboere
Lokalt plejehjem er i opløbet til at blive Danmarks bedste. Det afgøres i november.
Landsorganisationen Danske Seniorer har hvert år siden 2021 stået for kåringen af Danmarks bedste plejehjem.
Der var 74 nominerede til dette års pris, men nu er der kun fem tilbage i opløbet. En af dem er Plejecentret Skolebakken i Nakskov.
Man kan afgive sin stemme på www.danske-seniorer.dk
Afstemningen løber frem til 31. oktober. Vinderen kåres 4. november.
Måske ligger Danmarks bedste plejehjem i Nakskov.
Danske Seniorer har torsdag afsløret, at Plejecentret Skolebakken er det bedste plejecenter i Region Sjælland og er derfor med i opløbet til at få titel af Danmarks bedste plejehjem. Hvis Skolebakken løber af med titlen, følger der en pris på 20.000 kroner til en fælles oplevelse for alle, der bor, arbejder og giver en hånd med på plejehjemmet og en workshop til en værdi af 12.000 kroner.
Det er landsorganisationen Danske Seniorer, der står bag kåringen.
Jytte er glad for at komme uden for og mærke solen og vinden. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
I år går prisen til et plejehjem, der øger beboernes livskvalitet gennem fysisk aktivitet, træning og leg, og det er Plejecentret Skolebakken et eksempel på.
Gåtur med Jytte
Annonce
I 2024 blev der indviet et stisystem og en demensvenlig have, som beboerne på Plejecentret Skolebakken er blevet meget glade for.
I videoen herunder kan man se en af de udflugter og udnyttelsen af den flotte have, som plejehjemmet er blevet rost for.
Det er skønt at komme uden for, så vi kan følge med i årstiderne.
Jytte, beboer på Plejecentret Skolebakken
Uanset om man selv kan gå, støtter sig til rollator eller sidder i kørestol, så har stisystemet fået mange beboere til at komme uden for i den friske luft.
- Vil du med udenfor og gå en tur, spørger personalet.
Jytte, Birthe og Villy siger ja og efter at have fået vindjakker på, så er de på vej gennem stisystemet.
- Det er skønt at komme uden for, så vi kan følge med i årstiderne, siger Jytte.
De stopper op ved staudebedet og taler om, hvad det er for nogle blomster, der synger på sidste vers. Jytte får et par kastanjer, som hun knuger i hånden. Kastanjerne vil hun have med ind i sin stue som en påmindelse om efterårets komme.
Om Danske Seniorer
Danske Seniorer er landsorganisation for aktive seniorer med 70.000 medlemmer, og er paraplyorganisation for 350 seniorklubber og pensionistforeninger over hele landet. Danske Seniorer arbejder for et bedre og sjovere seniorliv.
Villy er flyttet ind på plejehjemmet for en måned siden efter at have boet hele sit liv på Fejø. Han har i den grad taget gåturene til sig og har udset sig en bænk, som han kalder "min".
- Det er gået meget bedre med at flytte på plejehjem end jeg havde frygtet, siger Villy.
Cykelture
Annonce
May-Brit Horst fra Danske Seniorer kunne torsdag fortælle, at Plejecentret Skolebakken blandt fem plejehjem er nomineret til Danmarks bedste. Foto: Jens LarsenJens Larsen
På plejehjemmets aktivitetskalender kan man se, at der tit er frisk luft og bevægelse på programmet.
De 16 frivillige og personalet sørger for cykelture to gange om ugen, gå-ture og gymnastik.
Teamleder på Plejecentret Skovbakken, Caroline Wede Clausen, siger om nomineringen til Danmarks bedste plejehjem:
- Det er en anerkendelse i sig selv at blive udvalgt og jeg er oprigtig glad på personalet og de frivilliges vegne. Det er en påskønnelse og anerkendelse af deres arbejde og det gør mig rigtig glad.
Caroline Wede Clausen har set, hvordan beboere, der helst vil blive inden for i varmen, bliver opsøgt at personalet og spurgt, om de vil gå tur.
- De små ting i hverdagen betyder meget for beboernes fysiske og psykiske velvære, siger hun.
Danmarks bedste Plejehjem 2025 kåres tirsdag 4. november.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu