Sport

Cheftræner for Nykøbing FC, Mikkel Thygesen, tror ikke, der er ret mange andre hold i rækken, som tager til Middelfart og henter en sejr, som NFC gjorde lørdag. Arkivfoto: Esben Cronbach-Christensen

NFC-cheftræner: - Ikke mange hold kommer til at opleve det her

Smilet fra NFC-cheftræner Mikkel Thygesen kunne næsten høres hele vejen fra det fynske oven på lørdagens topopgør mod Middelfart. - Vi toppræsterer på en rigtig svær udebane, siger Thygesen.

Offentliggjort

Kampen kort

Fodbold: 2. division, 4. spillerunde

Middelfart - Nykøbing FC : 2-3

Mål: 1-0 (6. min.) Akalé, straffespark

1-1 (32. min.) Mikkel Dahl, straffespark

1-2 (48. min.) Noah Sekula

1-3 (51. min.) Emmanuel Ogude

2-3 (89. min.) Mathias Præst

Nykøbing FC: Jeppe Rømer, Kasper Jensen, Peter Ullum, Oliver Svendsen, Noah Sekula, Oskar Gärtig (64. Oskar Balsløv), Lucas Nyman (73. Rory O’ Driscoll), Mikkel Dahl, Benjamin Kold (73. Marcus Rasmussen), Magnus Bøttker (64. Ole Jakobsen), Emmanuel Ogude (84. Albert Rrahmani).

Tilskuertal: 572

En rigtig svær udebane. Muligvis den allersværeste i rækken. Sådan lyder beskrivelsen fra NFC-cheftræner Mikkel Thygesen om Middelfart Boldklubs hjemmebane.

Her var NFC på besøg lørdag i fjerde runde af 2. division. Og det besøg gik fremragende.

- Vi tager derover og scorer tre mål og skaber muligheder for også at score mål nummer fire. Det er en toppræstation på muligvis den sværeste udebane i rækken, roser Mikkel Thygesen indsatsen fra sit mandskab.

Ikke mange hold

Dermed fortsætter NFC med at være et hold, som er meget svært at slå. Og specielt en sejr som den lørdag på en svær udebane, giver masser af yderligere selvtillid i tanken hos NFC.

- Jeg tror ikke, der er mange hold, som i den her sæson kommer til at opleve at tage til Middelfart og score tre mål og have chancer for at lave flere mål, understreger cheftræneren om lørdagens præstation.

Overholder aftaler

Ifølge Mikkel Thygesen er det især det med at overholde aftaler med hinanden på tværs af holdet, som er en af årsagerne til lørdagens solide præstation. Og i øvrigt også en lang række andre i de seneste mange uger.

- Det er faktisk over det seneste år tid, at vi finder trygheden i hinanden ved, at vi overholder vores aftaler. Vi ved godt, at når vi møder dygtige modstandere i 2. division, så skal vi kunne være i ubehaget. Det har vi lært. Vi finder trygheden i at vide, at nu skal vi overstå det her angreb og deres tryk, og så går vi op og skaber en chance. Selv om vi kommer bagud, så finder vi tilbage i samme tryghed, forklarer cheftræneren oven på lørdagens sejr i topopgøret.