Nykøbing FC sætter fokus på kampen mod ludomani i denne uge og har udnævnt lørdagens hjemmekamp mod Vanløse IF til netop "kampen mod ludomani". Foto: BetaMy
NFC dedikerer hjemmekamp til kamp mod ludomani: - Vi har et ansvar
Det kommer ikke kun til at handle om point i tabellen, når Nykøbing FC på lørdag møder Vanløse i 3. division.
Det kommer ikke kun til at handle om spillet på banen, når Nykøbing FC på lørdag tager imod Vanløse IF i fodboldens 3. division.
I hele denne uge og på kampdagen vil klubben nemlig også sætte fokus på spillet udenfor banen - vel at mærke afhængighed af den slags spil, hvor man kan vinde eller tabe penge og derfor har man døbt opgøret mod Vanløse "kampen mod ludomani".
- I Nykøbing FC er det i kraft af vores NFC Samfund-engagement helt naturligt for os at tage et samfundsansvar. Her er en sag, som
vi synes fortjener ekstra opmærksomhed, forklarer kommerciel chef i Nykøbing FC,
Frederik Scheuermann, i en pressemeddelelse.
Klubben vil i løbet af ugen lave forskellige ting for at sætte fokus på ludomani og de konsekvenser, det kan have for de, der bliver ramt.
Blandt andet har man inviteret klubbens U15-, U17- og U19-hold til et oplæg med den tidligere NFC-spiller Timmi Nielsen, som selv har kæmpet med ludomani og derfor kan fortælle de unge om både konsekvenserne og, hvordan han slap ud af afhængigheden igen.
Man har ligeledes inviteret klubbens partnere samt elever fra flere lokale ungdomsuddannelser til et foredrag med journalisten Claus Elgaard, som nogle måske husker fra hans tid som sportsjournalist på TV2. Han har også haft ludomani tæt inde på livet og vil fortælle om det.
- Vi kan se, at flere og flere unge mennesker udvikler
spilafhængighed, og derfor mener vi, at vi som klub har et ansvar for ikke at
bidrage til den udvikling, men i stedet skabe fokus på problemstillingen.
- Vi er
en klub med mange unge spillere, fans og frivillige omkring os. Derfor giver
det mening for os at bruge vores platform til at sætte fokus på en problematik,
som rammer mange mennesker og familier, siger kommerciel chef Frederik Scheuermann.
Initiativet bakkes op af Center for Ludomani, som derfor i dagens anledning vil have deres navn på forsiden af spillernes trøjer til kampen mod Vanløse.
Derudover vil Nykøbing FC også bringe forskellige videoer i løbet af ugen, der skal sætte fokus på kampen mod ludomani.
3. division sponsoreret af bookmaker
Paradoksalt nok er 3. division, som Nykøbing FC spiller i, sponsoreret af bookmaker-virksomheden CampoBet. Om det paradoks siger Frederik Scheuermann:
- Som fodboldklub føler vi et stort ansvar for at informere om og sætte fokus på de problemstillinger, der er ved betting og eksponeringen af bettingreklamer overfor unge, og det er det, vi forholder os til. Hvad andre gør, er det ikke vores opgave at moralisere over. Vi spiller i den række, vi gør - det kan vi ikke gøre så meget ved, det er en del af den virkelighed, der er.
- Vi forholder os bare til, at vi ser nogle problematikker i det, og dem vil vi gerne sætte fokus på.
Annonce
Så hvis man overvejer at spille på kampen på lørdag, hvad er så jeres opfordring?
- Det er fuldstændig op til folk selv. Vi synes bare, at man skal gøre det med forsigtighed og respekt. Vi er jo ikke imod betting som sådan. Vi ønsker blot at sætte fokus på problematikkerne ved det, og at unge biver eksponeret for det i den grad, de gør.
- Der er jo masser, der spiller og gør det med respekt for økonomien. Vi vil bare gerne sætte fokus på de problematikker, der også kan være, siger Frederik Scheuermann.
Nykøbing FC fører 3. division suverænt med 13 points afstand ned til nummer to. Lørdagens modstander Vanløse ligger på femtepladsen, 18 point efter topholdet. De to hold spillede uafgjort 2-2 i deres første møde i Vanløse i august. Der er kampstart klokken 15.