Frederik Mørkebæk Christensen var med to scoringer og to oplæg kampens helt store profil. Arkivfoto: Ingrid RiisIngrid Riis
Overlegent brødrepar bag knusende Nakskov-sejr
Frederik Mørkebæk Christensen scorede to gange på oplæg fra sin bror, da FC Nakskov gjorde rent bord og vandt med hele 5-0 i Haslev i Sjællandsseriens oprykningsspil. For anden runde i træk tabte alle de andre lokale hold i nedrykningspuljen.
FC Nakskov er kommet forrygende fra start i Sjællandsseriens oprykningspulje.
Efter det flotte comeback i 3-2-sejren over Køge BK ventede lørdag eftermiddag en anden kending fra efteråret - Haslev FC.
Tilbage i september tabte nakskovitterne 4-1 i den sjællandske by. Denne gang blev det en helt anden kamp.
23 minutter var der spillet, før FC Nakskov kom foran på en scoring af Frederik Mørkebæk Christensen, som endda fik bolden serveret af sin bror, Simon Mørkebæk Christensen.
Lige inden pausen gentog det sig, da Frederik Mørkebæk Christensen blev dobbelt målscorer efter endnu et oplæg fra sin bror.
Annonce
Med en solid saltvandsindsprøjtning lige før pauseteen havde FC Nakskov solide kort på hånden til at gøre det til en ekstrasjov udebanetur i Haslev. Kortene blev spillet helt rigtigt.
I anden halvleg stod der FC Nakskov på det meste, og efter 63 minutter dukkede comeback-helten mod Køge, Noah Fugl, op og bragte gæsterne foran 3-0 - denne gang med Frederik Mørkebæk Christensen i oplæggerens rolle.
Et kvarter senere blev Haslev reduceret til ti mand, og så var det hele reelt afgjort.
Det forhindrede ikke Noah Skovgaard, endnu en gang med Frederik Mørkebæk Christensen med næstsidste fod, i at score til 4-0 tre minutter før tid, mens et selvmål to minutter senere pyntede på måltavlen. En knusende 5-0-sejr kunne FC Nakskov tage med hjem til Vestlolland.
Derfor ligger holdet nu på en delt førsteplads. Kun et andet hold, Nerashté Ballerup, har også vundet begge sine kampe. Netop Ballerup-klubben venter i et tidligt topbrag næste lørdag i Nakskov.
Manglende straffespark blev dyrt
Oprykkerne fra Væggerløse har fået en svær start på tilværelsen i Sjællandsseriens nedrykningspulje 2. Fredag drog falstringerne til Næstved for at møde Herlufsholm GF.
Væggerløse kom fint fra start, men den sidste skarphed manglede. I stedet fik hjemmeholdet så småt overtaget, og lige inden pausen udmøntede det sig i en Herlufsholm-scoring.
Trods den hårde skæbne nægtede gæsterne at give op. Fem minutter inde i anden halvleg troede alle, at Væggerløses helt store profil fra efteråret, Martin Stryhn Hansen, havde fremtvunget et straffespark. I stedet gav dommeren frispark til hjemmeholdet og et gult kort til VB-spilleren.
Få minutter senere fik Væggerløse to gule kort i samme sekvens - først for en satset tackling i et returløb og herefter fra et verbalt udbrud over situationen, hvilket dommeren tolkede som rettet mod ham.
Annonce
Derfor var gæsterne hele tre mand i undertal i syv minutters tid. I overtalsperioden kom værterne foran 2-0.
I overtiden slog Herlufsholm to ekstra søm i kisten. Desværre måtte Væggerløse rejse hjem med et 0-4-nederlag i bagagen.
Tenniscifre
For anden runde i træk havde Raklev GI på det nordvestlige Sjælland besøg fra Falster. Denne gang fra Nykøbing FC lørdag formiddag.
Desværre for sidstnævnte kom hjemmeholdet bedst ud til opgøret. Efter 20 minutter blev det 1-0, og fem minutter senere udbyggede holdet føringen.
I det 39. minut blev det 3-0 til Raklev, og det hjalp lidt på gejsten, at Anton Hansen to minutter før pausen fik reduceret for gæsterne.
Efter pausen fik nykøbingenserne en gylden mulighed for at igangsætte et comeback. Milas Schwensen, der blev dobbelt målscorer i første runde, fik efter 52 minutter muligheden fra ellevemeterpletten - men han brændte.
I stedet kom hjemmeholdet fem minutter senere på 4-1. I slutfasen scorede Raklev to gange, og så blev Nykøbing FC sendt hjem med tenniscifrene 1-6.
Lammet af to kontrastød
Sidste lokale hold i aktion var B. Frem, der hjemme i Sakskøbing fik besøg af Køge Nord FC.
Annonce
Gæsterne skulle vise sig at være yderst skarpe på de få chancer, de fik. Allerede efter otte minutter slog de til første gang på et kontrastød og kom tidligt foran.
Herefter blev det en tam affære, hvor ingen af holdene for alvor skabte de helt store chancer. I slutningen af første halvleg fik lollikkerne et par muligheder, men det lykkedes ikke at konvertere dem til mål.
I indledningen af anden halvleg pressede hjemmeholdet fortsat på - men bolden ville ikke ind.
I stedet blev Køge Nord FC efter 64 minutter sendt afsted i endnu en kontra - og så stod det 0-2 på måltavlen.
Herefter gik luften af ballonen. B. Frems Magnus Wenzel havde et glimrende langskud, der sneg sig lige forbi stolpen med 20 minutter igen - men bolden ville stadig ikke ind. 0-2 tabte B. Frem.
Efter anden runde har ingen af de tre hold fra Lolland og Falster hentet point i Sjællandsseriens nedrykningspulje 2.