Guldborgsund

Gedser. Men hvor præcist i Gedser?

Nu beder museet om hjælp: Hvor er de 5000 fotografier taget henne?

Frivillige fotodetektiver har på et halvt år stedfæstet 3300 historiske fotos fra Lolland og Falster. Nu har Museum Lolland-Falster gjort 5000 nye fotos tilgængelige og søger flere frivillige.

Offentliggjort Sidst opdateret
Hvilket trinbræt er der tale om her?

Det går meget hurtigt med at stedfæste historiske fotos fra Lolland-Falster på internettet. På godt et halvt år har engagerede frivillige stedfæstet 70 procent af de knap 5000 historiske fotos, som Museum Lolland-Falster i november 2024 lagde ud på nettet i projektet "Hvor er det fra?" Det er et samarbejde med Nationalmuseet og Den Gamle By i Aarhus.

Billederne, der er taget på Lolland-Falster, stammer alle fra museets store samling af gamle fotografier, men museumsfolkene ved ikke helt præcis, hvor fotografen har stået. Det er her, de frivillige ”fotodetektiver” kommer ind i billedet. De finder via deres store lokale viden ud af, hvor det gamle foto er taget og placerer det præcist på et digitalt danmarkskort.

Hvor er billedet af alléen her taget?

Projektansvarlig på Museum Lolland-Falster Amel Rahba Vestgaard fortæller, at det overstiger alle hendes forventninger, at projektet så hurtigt er blevet en succes, og hun takker de frivillige mange gange for deres store indsats.

Hvilken fabrik myldrer arbejderne ud fra her?
Bræddehytten, står der. Men hvor lå den?

- Allerede efter de første tre uger havde de frivillige placeret næsten en tredjedel af fotografierne på landkortet. Hen over vinteren fortsatte de deres engagerede indsats, men i takt med, at fotobunken blev mindre, gik det lidt langsommere med at få billederne stedfæstet. Det skyldes ikke manglende begejstring, men at de tilbageværende fotos er vanskelige at stedfæste for de frivillige, siger Amel Rahba Vestgaard i en pressemeddelelse.

5000 "nye" fotografier

En fin gammel mølle. Hvor stod fotografen og tog det foto?

Derfor har Museum Lolland-Falster nu gjort 5000 flere gamle fotos tilgængelige, så fotodetektiverne får nyt materiale at arbejde med, og Amel Rahba Vestgaard fortæller, at fotografierne nu er ordnede efter sogn, så det bliver lettere at søge rundt i.

Hun håber, at flere frivillige melder sig til projektet.

Bindingsværksidyl. Men hvor henne?

- De frivillige, som hjælper os, gør en stor og værdifuld indsats, men vi har brug for friske øjne til at kigge på de fotografier, som vi ikke har kunnet stedfæste. Jeg er sikker på, at der ude blandt borgerne på Lolland og Falster findes nogen, som kan hjælpe os med at løse mysterierne, siger hun.

Har du lyst til at hjælpe Museum Lolland-Falster og "Hvor er det fra?" med til at placere gamle fotos på kort? Så er det bare at klikke ind på hjemmesiden samlinger.dk/hvorerdetfra. Du kan oprette dig som bruger og gå i gang, eller du kan kontakte Amel Rahba Vestgaard på mail arv@museumlollandfalster.dk.

Hvor er det her fotografi mon taget henne?