Guldborgsund

CELF og SOSU Nykøbing Falster har arbejdet længe på at skabe rammerne for en ny skole. Fra venstre: Jakob Søndergaard Nielsen, Berit Hvalsøe, Lene Vistisen og Dennis Fridthjof. Foto: SOSU Nykøbing Falster/CELF

Nu er det en realitet: Håndværkere og SOSU'er skal samles under samme tag

To lokaler uddannelser har slået sig sammen om erhvervsuddannelser på Sydhavsøerne.

Offentliggjort

Snart skal fremtidige håndværkere og SOSU-hjælpere og -assistenter gå på én og samme skole.

Sammenlægning af uddannelser styrker Lolland-Falster

  • UddannelsesCenter Sydøstdanmark samler fremtidige håndværkere og SOSU'er under ét tag i Nykøbing Falster.
  • Sammenlægningen er resultat af grundige forberedelser mellem SOSU Nykøbing Falster og CELF.

De sidste brikker er netop faldet på plads i en aftale, hvor SOSU Nykøbing Falster og CELF slår sig sammen. Den nye skole får navnet UddannelsesCenter Sydøstdanmark.

Den sidste brik

Aftalens indhold været grundigt forberedt i længere tid, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to skoler. Den sidste brik, der nu er faldet på plads, er en godkendelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Bestyrelsesformand for CELF, Jakob Søndergaard Nielsen, mener, at det vil styrke de to skolers uddannelser.

- Nu kan vi for alvor tage hul på at virkeliggøre det potentiale, der ligger i en ny skole. Vi vil skabe vækst og velfærd på Lolland-Falster og Sydsjælland ved at styrke vores mange uddannelser, skriver han i pressemeddelelsen.

SOSU Nykøbing Falsters bestyrelsesformand Berit Hvalsøe ser ligeledes frem til samarbejdet.

- Vores to bestyrelser har lagt et grundigt og velforberedt fundament for sammenlægningen. Vi er allerede langt i processen, og vi har sammen skabt en rigtig god retning for vores fælles skoles fremtid, skriver hun.

Krævende opgave

Under CELFs tag er 23 erhvervsuddannelser, HTX-uddannelsen Teknisk Gymnasium Lolland-Falster, HHX på Handelsgymnasiet Lolland-Falster og et kursuscenter.

SOSU Nykøbing Falster rummer afdelinger i Nykøbing, Nakskov og Vordingborg. Skolen udbyder uddannelser til social- og sundhedshjælper, soecial- og sundhedsassistent, serviceassistent og pædagogisk assistent samt en række AMU-kurser og efteruddannelse.

Det er altså to lokale uddannelsesgiganter, der nu går sammen. Dermed følger nu et stort arbejde med at sammenlægge de to skoler.

- Det er en krævende opgave, og den løser vi i et nyt stærkt fællesskab, skriver direktør for den nye skole, Steen Frederiksen.

- Skolens ansatte deltager i sammenlægningen med et stort engagement og en kæmpe energi.