Guldborgsund

Lennart Damsbo-Andersen (tv.) viser sammen med Michael Rasmussen, hvor fire af de nye bytræer kommer til at skyde i vejret. Foto: Kim Møller Pedersen

Nye træer skal få bilister til at lette foden i tre østlollandske byer

Kettinge Bylav er i gang med at sikre, at det er helt slut med eventuelt at have en flad fornemmelse omkring byskiltene i Kettinge, Frejlev og Nørre Frejlev. 

Offentliggjort

Det syner måske ikke af meget endnu. 

Men der kommer 35 nye bytræer til omkring Kettinge, Frejlev og Nørre Frejlev. Og gerne så meget, at også farten på vejene bliver sat lidt ned hos de forbikørende bilister. Det er i hvert fald en af flere hensigter med de nye træer.

- Vi vil gerne prøve at markere byen lidt bedre. Byskiltet står lige herhenne, og ideen er, at man fremover tydeligt kan se, at der sker noget her, og vi vil gerne lige have, du sætter farten lidt ned. Så skal det i øvrigt også være lidt kønnere at se på.

Alle 35 bytræer kommer efter planen i jorden i denne uge. Foto: Kim Møller Pedersen

Sådan siger Lennart Damsbo-Andersen om initiativet, der udspiller sig i denne uge omkring byskilte i Kettinge, Frejlev og Nørre Frejlev. Han er næstformand i Kettinge Bylav, som er dem, der har taget initiativet til de nye bytræer.

 Guldborgsund Kommune har via en særlig pulje også bakket op om byforskønnelsen i de tre mindre byer på Østlolland.

Et større puslespil

- Nu bliver de her 35 træer plantet med hjælp fra kommunen, men det har været et større puslespil at nå hertil. Det er ikke bare sådan lige at gå i jorden. Der er mange forskellige ledninger at tage hensyn til, og så er der forskellige afstandskrav til forskellige veje. Det har ikke været nemt at grave uden om el, vand og fjernvarme og samtidig finde plads tæt ved byskiltene, forklarer Lennart Damsbo-Andersen om forarbejdet.

Om 2-minus-1-vej

En 2-minus-1-vej er en særlig vejtype med ét centralt kørespor til biler i begge retninger og to brede, stiplede kantbaner til cyklister og fodgængere. 

Bilister skal køre i midten, men må trække ud i siderne ved modkørende, hvilket sænker farten og øger trygheden for de bløde trafikanter.

Det er nu overstået, og i denne uge er anlægsgartnerne Jakob Jakobsen og Michael Rasmussen fra H. Rasch & Søn A/S derfor daglige gæster ved indfaldsvejene til Kettinge, Frejlev og Nørre Frejlev.

- Her skal der eksempelvis fire birketræer i jorden, forklarer Michael Rasmussen få meter inden for Frejlev-byskiltet, mens makkeren tager en tørn med gravearbejdet.

Her er der godt at bo

Efter planen bliver det - udover birketræer - også til platan, lind og ask, der de næste mange år vil skyde i vejret ved indfaldsvejene til de tre nævnte byer.

- Her kommer træerne til at signalere, at vi er i et område, hvor der bor mennesker. Vi skal have markeret, at her er der en by, og det er godt at bo her, lyder det om de nye træer fra Lennart Damsbo-Andersen.

De første to-tre år er der i øvrigt stillet en trailer og vandingsudstyr til rådighed fra kommunens side, så bylavet løbende kan sørge for at vande de mange nye bytræer, indtil de kan klare sig selv.

Lennart Damsbo-Andersen er her ved Frejlevs gamle mejeri - nu Wonderland - med et af de nye bytræer. Foto: Kim Møller Pedersen

Udover nye bytræer arbejder Kettinge Bylav også - i samarbejde med Guldborgsund Kommune via en dialoggruppe - på at få skabt nye såkaldte  2-minus-1-veje.

- Vi ved godt, det er dyrt, når det handler om veje og asfalt, men det vigtige her og nu er, at det er i en proces, og at der er en plan for, hvad det skal ende med, siger Lennart Damsbo-Andersen.

I første omgang satser bylavet på, at det bliver ved børnehaven og købmanden centralt i Kettinge, at der kan etableres de første 2-minus-1-veje.