Guldborgsund

Martin Koch fra Sport 24 er klar med landsholdstrøjer og meget andet landsholdsudstyr i den landsholdsshop, som bliver stillet op i hallen i forbindelse med landskampen. De mange kasser i baggrunden er fyldt med forskelligt merchandise. Foto: Jakob Poulsen

Nykøbing gør klar til historisk landskamp

Onsdag spiller det danske kvindelandshold i håndbold for første gang nogensinde i Nykøbing. Det bliver blandt andet med en stor fanzone før kampen og autografskrivning bagefter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldboxen i Nykøbing er vant til at danne ramme om store håndboldoplevelser, når NFH's ligakvinder spiller hjemmekampe.

Men onsdag i denne uge bliver det hele lidt større. For første gang nogensinde kommer det danske kvindelandshold til Nykøbing for at spille landskamp.

Modstanderen er Tjekkiet, og det bliver en næsten - eller måske helt - fyldt hal, der tager imod spillerne. Samtlige siddepladser er udsolgt, og der er kun omkring 250 ståpladser tilbage til kampen, der begynder klokken 20.

Forberedelserne til kampen er i fuld gang, og allerede tirsdag begynder arbejdet med at gøre hallerne klar - arrangementet omfatter nemlig også den gamle hal 1 i Nykøbing F. Hallerne, hvor NFH spillede, før Guldboxen blev bygget.

Fanzone inden kampen

I hal 1 bliver der etableret en såkaldt fanzone, hvor publikum kan møde op allerede fra klokken 17. 

Her vil der være forskellige håndbold-relaterede stande, hvor man kan prøve sine evner af indenfor udvalgte grene af håndboldspillet. Der vil også være forskellige konkurrencer, hvor man blandt andet kan vinde billetter til landskampe, NFH's ligakampe og 90'er-festen på Nykøbing F. Teater 15. november, som NFH arrangerer.

Derudover vil der være mulighed for at købe mad og drikke, blive malet i ansigtet, og hvis det går efter planen, kommer nogle af TV2's eksperter ved 18.30-tiden og holder et oplæg om kampen, oplyser Guldborgsund Kommune og Dansk Håndbold. Fanzonen er åben fra klokken 17.00 til 19.30.

Sportsforretningen Sport 24 vil også være til stede med en såkaldt landsholdsshop. Her kan man købe alt fra landsholdstrøjer til halstørklæder, drikkedunke, flag, caps, bøllehatte og solbriller i rød-hvide farver. Det vil også være muligt at få trykt en af landsholdsspillernes navn og nummer på ryggen af trøjen, hvis man køber en landsholdstrøje. 

Normalt er det Sport 24s hovedkontor, som står for landsholdsshoppen, men i dagens anledning har Martin Koch fra Sport 24 i Nykøbing fået lov at stå for salget. 

- Det er første gang, at de prøver at uddelegere det til andre. Vi glæder os, fortæller han.

Landsholdsshoppen vil også være åben i pausen og efter kampen i forhallen.

Efter kampen vil der være mulighed for at få autografer af nogle af de danske landsholdsspillere, hvis man bliver i hallen.

Lokal landsholdsspiller: - Bliver fedt!

Blandt de spillere, der er udtaget til onsdagens kamp er NFH's stregspiller Nanna Hinnerfeldt, som dermed kan se frem til at spille landskamp på hjemmebane i mere end én forstand.

- Det bliver skide fedt! Jeg har snakket med en del af vores (NFH, red.) supportere, og det lader til, at mange af dem kommer og ser kampen, siger hun.

- Hvordan ser ud på mulighederne for at vinde kampen?

- Jeg tænker, at vi har gode muligheder. Vi har et virkelig dygtigt hold.

- Det nærmer sig også så småt det tidspunkt, hvor truppen til VM-slutrunden i december skal udtages. Hvor meget fylder det i dine tanker?

- Når man er i klubben, synes jeg ikke, at det fylder så meget, men når man er her (med landsholdet, red.), fylder det selvfølgelig mere. Men der er gode spillere på alle pladser, og det giver en sund konkurrence, siger Nanna Hinnerfeldt.

Hvis man ikke har fået billet til landskampen, kan den ses på TV2 Sport X, hvor der er optakt fra klokken 19.15.