Guldborgsund

De tidligere bankbygninger ud til Torvet i Sakskøbing er aktuelt i spil til at blive til et fælles velfærdshus for borgerne i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen

Nyt fælleshus i bymidten presser sig på  

Byfornyelsen og projektet Frie Bymidter i Sakskøbing nærmer sig en endelig placering af det velfærdshus, som skal skabe en masse fælles muligheder for borgerne i byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag i næste uge går det løs med de første byfornyelsesskridt på havnearealerne i Sakskøbing. Her er det kommunale embedsfolk, der skridter terrænet af og får målt op til de kommende fornyelser. 

- Vi går så småt i gang med Bropladsen og Havnepladsen. Her handler det i første omgang om ny belægning og nye byrumsmøbler, fortæller projektleder for både den officielt afsluttede byfornyelse i Sakskøbing samt Frie Bymidter Charlotte Bonde Wiberg.

Om Frie Bymidter

  • Folketinget vedtog 28. maj 2024 en lov om forsøgsordning for frie bymidter.
  • Dermed kunne 14 udvalgte mindre og mellemstore byer - herunder Sakskøbing - gå i gang med konkrete indsatser for at forsøge på skabe mere liv i bymidterne.
  • Loven giver Sakskøbing muligheder for en udvidet adgang til dispensationer fra lokalplaner, tilskud til leje af ubenyttede erhvervslejemål, erhvervelse eller leje af bebyggede ejendomme til borgernære velfærdsfunktioner, udlejning af lokaler i velfærdscentre samt uddeling af adfærdsfremmende gaver.
  • Ansøgningen til Frie Bymidter-puljen på i alt 130 millioner kroner kastede cirka 15,5 millioner kroner af sig til udvikling af Sakskøbing.

Lukket punkt

Også i forhold til det tidligere omtalte velfærdshus, som bliver en del af Frie Bymidter, er der nyt på vej.

'- En mulig placering af velfærdshuset har været oppe og vende på Økonomiudvalgets dagsorden. Og selv om der selvfølgelig ikke er underskrevet nogen kontrakt endnu med udlejer, er der i hvert fald sat en proces i gang, hvor man kan sige, at det gode ved den er, at der her og nu ikke skal findes yderligere midler i kommunens budget. Vi har så at sige pengene klar i regi af Frie Bymidter-midlerne, forklarer Charlotte Bonde Wiberg om det arbejde, der aktuelt foregår omkring at finde den rette placering og skabelsen af det, som bliver et velfærdshus i Sakskøbing.

Om byfornyelse

  • Sakskøbing Byrum er en områdefornyelse planlagt fra marts 2021 til første halvår 2024. 
  • I 2022 blev der fra politisk side nikket ja til at afsætte 11,5 millioner kroner til områdefornyelsen.

I Guldborgsund Kommunes oprindelige ansøgning om Frie Bymidter-midler beskrives indsatser som velfærdsfunktioner og fællesskaber med blandt andet fokus på sund mad som en del af det kommende velfærdshus. Sidstnævnte bliver forventeligt den dyreste enkeltstående konkrete indsats i regi af Frie Bymidter og er præsenteret som en idé til fem millioner kroner.

400 kvadratmeter i spil

Foreløbig er der ikke noget endeligt at melde ud om det kommende velfærdshus, hvis man spørger projektlederen. Men Charlotte Bonde Wiberg fortæller til Folketidende, at det er de tidligere banklokaler ved Torvet i Sakskøbing, der arbejdes på at placere velfærdshuset i.

Det bliver til et fælleshus med mange forskellige aktiviteter fordelt ud på Torvet 6A, B og C

Charlotte Bonde Wiberg, projektleder

Omkring 400 kvadratmeter fordelt ud på blandt andet tidligere banklokaler er således i spil som den kommende placering for det omtalte velfærdshus. Hvis og såfremt lejekontrakten kommer i hus, vil velfærdshuset komme til at strække sig fra porten over for Grill Huset på Torvet i Sakskøbing og helt hen til værtshuset Møllestenen. 

- Det er planen at trække madskolen i Torvegade med ind i det nye velfærdshus. Men det bliver meget andet end det. Det bliver ikke bare et stort køkken. Det bliver til et fælleshus med mange forskellige aktiviteter fordelt ud på Torvet 6A, B og C, fortæller projektlederen.

Mere præcis beskrivelse

Charlotte Bonde Wiberg understreger, at der er fuld fart på byfornyelsen samt Frie Bymidter med aktuelt flere sideløbende processer. I forhold til velfærdshuset arbejdes der som nævnt på at koble flere forskellige aktiviteter på fælleshuset.

- Vi skal først have beskrevet mere præcist, hvad der skal tænkes ind i det nye fælleshus. Og det er den ramme, vi i øjeblikket arbejder på at få på plads, fortæller projektlederen.

I forhold til byfornyelsen omkring den længe ventede aktivitetsplads, der skal skabes på det gamle Rørbæk Stadion ud til Saxes Allé, henviser Charlotte Bonde Wiberg til, at en høringsproces omkring den sidste tilladelse er ved at være overstået. Herefter er det stadig forventningen, at byfornyelsens største enkeltstående projekt kan sættes i gang i 2025.  

På det gamle Rørbæk Stadion ud til Saxes Allé er der skabt en platform af træ, som nu strækker sig ud over Sakskøbing Å. Snart kan der også skabes en ny aktivitetsplads. Foto: Kim Møller Pedersen