Lolland

Henrik Rasmussen frygter for, hvad de nye prisstigninger kommer til at betyde for erhvervslivet på øerne. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Ø-landmænd i chok: - Så kan vi lige så godt lægge det hele brak

Nye priser på færgefarten får erhvervsdrivende på de tre øer til at se rødt. De føler, at servicen bliver forringet, mens prisen stiger. Det kan kort sagt ikke betale sig for dem at føre virksomhed, hvis Lolland Kommune bliver ved med at hæve priserne, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prisændringer

  • Den nye prismodel for færgefarten til øerne er blevet solidarisk. Det betyder, at billetprisen er den samme for alle tre øer.
  • For flere betyder prisændringerne stigninger. Flere ændringer er endt med stigninger over 100 procent.
  • Den højeste prisstigning går til erhvervslivet på Askø, der skal betale over 350 procent mere for fartøjer under seks meter.
  • Prisændringerne træder i kraft 1. januar 2026, men online booking starter 8. september 2025.

Læg det hele brak og lad øerne forfalde.

Sådan reagerer to landmænd på de nye prisstigninger, der rammer Lollands Færgefart i 2026.

- Det ødelægger alle fremtidsvisionerne for vores virksomhed, siger Laust Spandet Jensen, der er frugtavler på Fejø.

- Om det ender med, at vi flytter produktionen, ved jeg ikke, for vi har lige investeret 28 millioner i Fejø, så det er ikke bare lige at forlade øen. Men vi blev godt nok taget med bukserne nede af byrådet, siger frugtavleren.

Køber motorbåde som reaktion

Og smerten er ikke eksklusiv for erhvervslivet på Fejø.

- Lolland er den mest erhvervsfjendtlige kommune, jeg kender, siger Henrik Rasmussen, som er landmand på Askø.

Han er især bange for sin søn Christian Rasmussens fremtid, da han sidste år overtog store dele af firmaet. Dengang mente Henrik, at det var en god ide for sønnen at tage mere ansvar i firmaet.

- Vi har allerede købt to motorbåde til persontransport frem og tilbage til øen. Det er simpelthen for bøvlet at komme til Kragenæs allerede, siger Henrik Rasmussen.

Kan leve sådan

På Fejø er det ikke kun lastbiler til levering, der bliver et problem. Laust Spandet Jensen kommer til at få svært ved at ansætte nye medarbejdere, lige meget om de skal pendle eller bo på øen.

Det er ikke kun priserne for lastbiler, der gør livet svære for frugtavleren på Fejø. Privatfoto

- Et årskort til bil nærmere sig 10.000 kroner. Det bliver umuligt at tiltrække medarbejdere, der skal bosætte sig her på øen, siger frugtavleren.

Med udsigt til prisstigning, og at de tre øer i fremtiden skal deles om to færger - som der står i færgestrategien - frygter Laust Spandet Jensen virkelig for fremtiden.

- Jeg kan jo ikke blive ved med at leve med, at de bare forringer servicen og forhøjer priserne. Jeg kan jo ikke drive virksomhed sådan, siger han.

Brakmarker og ignoreret

Frugtavleren er især sur over, at politikerne ikke har inddraget erhvervslivet på øerne. Laust Spandet Jensen fortæller, at han af flere gange har forsøgt at sætte et møde op med politikere i klima-, teknik- og miljøudvalget, men de har ikke reageret på hans input.

- Politikerne vedtager bare noget hen over hovedet på os. Der bliver jo ikke lyttet til, hvordan vi har det. Det er faktisk lidt skræmmende, siger frugtavleren.

Allerede fra foråret har Askø-færgen sejlet til Kragenæs i stedet for Bandholm, hvilket har store konsekvenser for Henrik og Christian Rasmussen, der årligt bruger 400.000 kroner ekstra på spildte mandetimer og ekstra diesel til landbrugskøretøjer, samtidig kommer de nye priser til at koste landbruget mindst 100.000 kroner, og så er overskuddet på Askø-landbruget helt væk.

- Det, der sker, er, at vi holder op. Og så lægger vi ikke en krone mere på den færge, siger Henrik Rasmussen, der ikke er afvisende overfor at lægge markerne brak, hvis servicen fortsætter nedad og prisen opad.

Han frygter, at hvis landbruget forsvinder fra Askø, bruger færre færgerne, og så vil kommunen skære endnu mere i servicen. En rigtig dødsspiral ser Henrik Rasmussen for sig.