Guldborgsund

Middelaldercentrets øl er revet af hylderne. Foto: Middelaldercentret

Øl-brøler på Middelaldercentret: - Det er frygteligt

Middelaldercentret er ganske uventet løbet tør for Middelalderøl. Centerchefen kalder situationen "frygtelig".

Offentliggjort Sidst opdateret

Ak og ve. Middelaldercentrets gæster er mere tørstige, end selv de vådeste prognoser har spået.

Nu må de stille tørsten i andet end Middelalderøl, idet de gyldne dråber er sluppet op i utide.

- Det er helt utilgiveligt, siger centerchef Andreas Bonde Hansen, der lægger sig fladt ned og beklager fejlen.

Centerchef på Middelaldercentret Andreas Bonde Hansen beklager inderligt fejlen. Foto: Jose Orlando Rodrigues

Det er den såkaldte Middelalderøl, som er revet af hylderne. Øllen er skabt i samarbejde med Krenkerup Bryggeri og serveres både på flaske og fad. Beholdningen af flaskeøl er for længst sluppet op, og fadøllen er hastigt på vej mod samme skæbne.

Ifølge Andreas Bonde Hansen er Middelaldercentret ellers nogle af de bedste i landet til at kigge på data og spå om fremtiden. Men denne gang er det glippet.

- Vi har simpelthen ikke gjort vores hjemmearbejde ordentligt. Og det er et kæmpe problem for mig, for det er jo dataanalyse, der gør, at jeg har tillid fra politikere og erhvervsliv, men også internt i organisationen.

- Så jeg må bare lægge mig fladt ned og sige, at jeg skal gøre det bedre en anden gang.

Til Folketidende fortæller Andreas Bonde Hansen, at gæsterne - trods den store efterspørgsel på øl - ikke slingrer vakkelvornt rundt i Middelaldercentret.

Der er i første omgang produceret 1800 liter Middelalderøl, og forventningen var, at det ville holde året ud. Centerchefen regner med, at der igen er Middelalderøl på flaske og haner, når museet slår dørene op til festivalen Historiske Dage i marts.