Da vi ankommer til Pangea Park, rejser medejer Marc Diego Jeffi Vogel sig fra sin stol og siger noget, der kan forkorte denne reportage betydeligt.
- Det er så dig, der vil vide, hvad vi gør med dyrene i kulden, spørger han.
- Vi skruer op for varmen - det blev et kort interview, konstaterer han spøgende.
Besøget fortsætter dog ud i parken - i selskab med biolog Rasmus Olsen. Det bliver hurtigt klart for både journalist og biolog, at de udegående dyr er bedre til at modstå kulden.
En frossen park
Annonce
De sædvanligt befærdede stier er erstattet af komplet stilstand. Alt synes tomt og en anelse kedeligt.
Parkens køretøjer er kørt gennem sneen på stierne, som nu har formet sig til en svært fremkommelig skøjtebane. Langs de glatte stier står anlæg og indhegninger med dyr, som ikke titter frem.
Lige indtil vi når hulepindsvinene. Rasmus Olsen kalder på Berta, og ud fra sine gemmer tøffer et stort pindsvin med lange, tætte pigge. Berta er næsten blind, og den skarpe eftermiddagssol, der står lige ned i anlægget, gør ikke hendes syn bedre.
Hun lunter mod os, snusende og prustende, i et så hastigt tempo, som de korte ben tillader - lidt som en gravhund.
- Hun har det strålende.
- Bliver det lidt koldt, så tøffer hun indenfor og graver sig lidt ned i sit halm og hø. Det er et af de dyr, hvor man siger, at det godt nok er en afrikansk art, men hun har været vant til kulde hele sit liv. Så det der med at have ekstra varme på, det er ikke rigtig nødvendigt, siger Rasmus Olsen.
Op med varmen
Nogle dyr er nemme at gøre tilfredse i kulden, mens andre kræver mere opmærksomhed.
Mankeulvene får ekstra hø, og temperaturen skrues et nøk op, så de har det trygt og varmt. Samme metode gælder for de fleste af parkens mindre kuldevante dyr.
Enkelte kræver en anelse mere opmærksomhed. Oddernes vandland er forvandlet til et isbjerg, og deres lille sø er blevet til endnu en skøjtebane i parken. Odderne er lukket inde, og vandfaldet er fastfrosset i et øjebliksbillede fra, da det blev slukket.
Annonce
Ved at holde odderne inde, sikrer parken, at de ikke falder igennem isen - og måske ikke kan komme op igen.
Deres indendørs leveforhold indeholder som erstatning for vandlandet et badebassin, så de stadig kan plaske rundt.
Kuldeglad
Nogle dyr klarer altså kulden bedre end andre.
For de fleste gælder, at temperaturen kan skrues op, og mere hø kan spædes til. Dertil kommer en lidt større diæt som forberedelse til vinterens komme.
- Odderne giver vi daggamle kyllinger. Normalt kan man "poppe" dem, fordi der er blommer inde i dem, som er rent fedt. Op til vinter lader vi dem i stedet være i, fordi det giver dem lidt ekstra at stå imod med op til vinteren.
Nogle dyr kræver mere opmærksomhed. Andre lader ikke til at have bemærket, at det er hundekoldt. Parkens påfugle står dovent i solen på et snefrit stykke af stien. Rasmus Olsen fortæller, at fjerene er en meget solid polstring mod kulden.
To andre påfugle er vandret ind til rensdyrene i søgen efter lidt mad. Rensdyrene er - måske ikke overraskende - helt tilpas i kulden.
- De har det bare perfekt i det her vejr. Men det er jo også en arktisk art, som man finder nord for polarcirklen, hvor der er en my koldere, end der er her - selvom det ikke er så rart lige nu.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu