Karina Roskov har fået mange dyt-båt fra billisterne på den trafikerede vej i Nørreballe. Foto: Rikke Folm Berg
Pludselig dytter lastbilen: - Jeg er vant til det
Storbarmede prinsesser, en storgrinende hest og en strandet fiskekutter. Ugifte får stærkt humoristiske og kreative skrumler sat op i forhaven, når de runder de 30 år uden at have fået en ring på fingeren.
På Lolland fejres ugifte 30-årige med humoristiske opsætninger, som en fiskekutter i Nørreballe, der skaber opmærksomhed og latter.
Skikken viser, at ægteskab ikke længere er en social nødvendighed, men en anledning til sjov og fællesskab blandt venner.
Før var det skamfuldt. Nu er det sjovt.
Når man runder sit livs tredje årti uden at være gift, er det ikke længere nedtur, lavstatus og pinagtigt.
- Nu er det lidt en joke, fortæller museumsinspektør på Nationalmuseet Mette Boritz.
Og morskab bliver der lavet rundt om på Lolland.
Her lever skikken med at udstille statussen som ugift nemlig i bedste velgående, hvilket der har været indtil flere kæmpestore og kærlige eksempler på i de senere uger.
Annonce
Vi er ældre, når vi gifter os
Billisterne har fulgt opfordringen på banneret foran Mie Rasmussens bolig. Foto: Rikke Folm Berg
Ifølge museumsinspektøren hænger morskaben sammen med, at ægteskabet ikke længere er adgangsbillet til hverken en bolig eller en respekteret plads i samfundet. Det var det i 1800-tallet og op til midten af 1900-tallet. Dengang var der ligefrem et skældsord for at være ugift som 30-årig kvinde. Så var man en "skyggetante". Det vil sige en kvinde, som var hensat til at leve i skyggen af for eksempel en søsters familie, som blandt andet er vist med karakteren Elisabeth i tv-serien Matador.
- I dag kan vi klare os fint i samfundet, uanset om vi er gift eller ej, siger museumsinspektøren.
Desuden er vi blevet ældre, før vi indgår ægteskab, påpeger hun.
- Det betyder, at mange af dem, der fylder 30 år enten har kærester eller bor sammen med partnere, de er bare ikke blevet gift endnu. Så der bliver drilleriet mest et hint om at "se nu at blive gift".
Dog kan det for singler muligvis stadig udstille, at jagten på den eneste ene endnu ikke er lykkedes, så der resterer måske lidt af det smertelige, pointerer hun.
Karina ville smyge sig udenom
I Nørreballe forsøgte Karina Roskov at smyge sig udenom i tiden op til sin fødselsdag.
- I de sidste to måneder gik jeg og sagde, at jeg var gift for ikke at skulle have noget foran, men når man ikke kan bevise noget på papir, så får man det altså, fortæller hun.
De to figurer på den trafikerede vej har kastet rigtig meget opmærksomhed af sig, men det har kun været skægt, synes hun.
Annonce
Så nu er hun mest bekymret for, hvordan hun skal få flyttet de to tunge skrumler, når de skal væk.
Vennerne har en maskot til formålet
Ditlev Hellesøe har fået maksimal opmærksomhed omkring sin 30 års fødselsdag, men også en forskrækkelse. Foto: Rikke Folm Berg
Ditlev Hellesøe blev noget overrasket, da der landede en fiskekutter på markvejen ned til hans hus. Men han har selv været med til at lave en hel del drillerier i sin vennekreds, bekender han.
- Uha, siger han først, da han bliver spurgt til sin medvirken til dril på andres 30-års fødselsdage.
- Jeg har været med til at lave en campingvogn om, så den lignede en halmpresse, svejse tønder sammen til en traktor, placere en hel bil i en have og lidt forskelligt andet, som vi har prøvet gennem tiden.
På en pind højt oppe over kutteren troner ræven, som går igen, hver gang en ugift i vennegruppen får opsat et monument. Foto: Rikke Folm Berg
Faktisk har han og vennerne ligefrem en ræv, som altid er med på de monumenter, som de sætter op hos hinanden, hvis de fylder 30 år uden at være gift.
Hvorfor lige en ræv?
- Det er det bare, siger han.
Senest har ræven overlevet en brand. Der opstod nemlig, som tidligere omtalt i Folketidende, en brand på den fiskekutter, som han fik sat op. Ingen ved hvorfor, og heldigvis kom ingen noget til, fordi naboer hurtigt opdagede branden, så brandvæsenet kunne slukke den, inden den nåede at antænde kornet på marken.
Så nu er ræven godt svedet af, men det skal ikke forhindre, at den også skal i brug ved næste lejlighed, fortæller han.
Annonce
Ifølge ham er det bare dejligt at have nogle venner, der tænker på en, og så har de altid en masse sjov med de gimmicks, de finder på til hinanden.
Glad for opmærksomheden
Mie Rasmussen har også selv været med til at lave en tønde til en veninde.
- Det var en hest, ligesom jeg selv fik en hest, fortæller hun.
Mie Rasmussens hobby er heste, så selvfølgelig skulle hun have en hest. Foto: Rikke Folm Berg
Hun synes kun, at det har været sjovt med opmærksomheden, og at der er blevet dyttet ude fra vejen.
I de sidste to måneder har jeg gået og sagt, at jeg var gift for ikke at skulle have noget foran.
I 1996 fyldte ugifte Henrich Hildebrandt 30 år. Her fik den hårde og runde dame de forbipasserende i Horbelev til at spærre øjnene op en ekstra gang. Arkivfoto: Anders Knudsen
Kort om skikken:
I 1700-tallet vandrede handelsmænd rundt og solgte peber, og da det var upraktisk at være gift, når man var vandrende handelsmand, kom peber og ugift til at være forbundet. Deraf udtrykket pebersvend, og siden også pebermø, og deraf traditionen med at give peber til ugifte.
Frem til midten af 1900-tallet var det skamfuldt at være ugift som 30-årig, men det ændrede sig derefter. Det samme gjorde måden at markere det på.
I 1970'erne fik ugifte 30-årige typisk en peberkværn som drilleri. Men i løbet af 1990'erne og 2000'erne tog morskaben fart. Der begyndte at blive opsat store figurer foran boligen - typisk af tønder - som forestillede alverdens ting.
Skikken lever særligt på landet, hvor den efterhånden antager mange og sjove former.
Der er tale om et humoristisk og kærligt skub til fødselaren, idet skikken ikke længere afspejler sociale normer om, at man bør være gift som 30-årig. Men den rummer stadig en opfordring til at blive det. Dog ikke af nødvendighed eller pligt, men af lyst.
Kilde: Museumsinspektør på Nationalmuseet Mette Boritz.