Motocross fylder meget for 17-årige Kristoffer Lauridsen fra Idestrup.
Han har kørt siden 3. klasse og vurderer selv, at han nu er i gang med sit niende eller tiende år i sporten.
Få sekunder før det går løs. Foto: Rikke Folm Berg
Det begyndte, efter at familien havde været ude at se motocross.
- Min mor mente selvfølgelig, at det var farligt, og min far syntes, det var meget fedt. Så var vi herude og kiggede en dag. Så købte vi en cross, og så prøvede vi det, fortæller Kristoffer.
Han begyndte på børnebanen, og siden er niveauet steget.
Annonce
- Det har været en stejl læringskurve. Men nu er vi her i dag.
Nemlig til DM i Motorcross i grusgraven i Systofte. Mere end 100 kørere deltager i weekenden, hvor Guldborgsund Unge Cross er vært for danmarksmesterskabet.
Stor begivenhed for Guldborgsund Unge Cross
Ifølge Dan King, som er bestyrelsesmand i klubben, er der mellem 100 og 130 deltagere. I de enkelte klasser kører op til 18 mod hinanden.
Kort om GUC:
Guldborgsund Unge Cross har omkring 70 medlemmer, og der bliver kørt fra seksårsalderen og opefter. Klubben har været selvstændig i omkring fire år, efter at den tidligere var en del af ungdomsskolen.
– Det er stort. Det bliver ikke større, siger han om betydningen af at være vært for et danmarksmesterskab.
Det er ikke hele tiden, at der er kontakt med jorden. Foto: Rikke Folm Berg
Det er kun tredje gang i klubbens historie, at den er vært for et danmarksmesterskab. Ifølge Dan har klubben tidligere haft mesterskabet i 1990'erne og igen omkring 2012-2014, men han kan ikke huske de præcise årstal.
Der ligger meget arbejde bag weekendens arrangement.
- Vi har brugt meget lang tid på at forberede os. Vi har rigtig mange folk, der hjælper og bidrager, og så glider det bare, siger Dan.
Træner for at vinde
Kristoffer kører i 125A-klassen, og han lægger ikke skjul på, hvad målet er.
Annonce
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har trænet for at vinde det her. Og det er også det, jeg er kommet for.
Træningen foregår ikke kun på motocrosscyklen. Han træner også kondition.
Der var godt udsyn fra tribunen. Foto: Rikke Folm Berg
- Jeg har trænet, også konditionsmæssigt, med cykel og løb og alt sådan noget.
Banen kender han godt. Kristoffer bor i Idestrup, omkring fem minutter derfra, og han har derfor kørt mange omgange i netop grusgraven i Systofte.
- Jeg har kørt rigtig mange timer og rigtig mange omgange på den bane her.
Motocross fylder også i tankerne op til et løb.
- I går, da jeg skulle ligge og sove, lå jeg og tænkte meget over, hvad der skulle ske i dag.
Vil videre til større løb
Kristoffers ambitioner stopper ikke ved 125A-klassen.
Han er også medlem i Næstved og kører under Danmarks Motor Union, DMU. Her har han allerede sat sig sit næste mål.
Annonce
- Det er nok at blive B-kører derinde. Det er mit næste mål. Og komme ind og køre nogle større løb derinde.
Det er en dyr hobby, medgiver Kristoffer. Han har fået hjælp af en række sponsorer for at kunne købe sin crosser. Foto: Rikke Folm Berg
Næste trin efter B-klassen er A-klassen, hvis man vil tættere på det semiprofessionelle niveau.
Drømmer du om at blive professionel?
- Hvis du skal køre semiprofessionelt i Danmark, så skal du op og køre det, der hedder A i DMU. Der skal man altså tidligt op. Det er med de hårde drenge.
Kristoffer kalder stadig motocross for en hobby.
- Jeg tror mere, at det er en hobby. Men hvis det flasker sig, og det kan lade sig gøre, så kunne det da godt være et mål. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan fremtiden ser ud, siger han.
Indtil videre er næste skridt mere konkret.
- Nu starter vi lige med B-klassen.
Kristoffer læser til daglig hhx på første år i Nykøbing.
Seneste artikler
Plejefarens ven fik en klump i halsen, da han fortalte, hvad der var sket
Centerchef fyret: Nu udtaler kommunaldirektør sig
Nyt tilfælde af fugleinfluenza
Borgermøde om fremtidens nære sundhedsvæsen
Centerchef fyret
Mest læste artikler
Femø-bo fandt død kvinde: - Jeg fik et chok
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
Lokalt byggemarked midlertidigt lukket