Guldborgsund

Restauratøren er nummer tre på Sydhavslistens partiliste til kommunalvalget. Foto: Sydhavslisten og Esben Cronbach-Christensen

Politiet på besøg hos byrådskandidat: Ulovligt salg af alkohol i familierestaurant

En tidligere ansat fortæller om øl i glassene og flasker væk fra bordene, mens politiet har konstateret brud på restaurationsloven. Restauratøren, som er byrådskandidat for Sydhavslisten, afviser at have solgt alkohol ulovligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da en restaurant midt i Nykøbing genåbnede efter en længere ferie, manglede der noget vigtigt i skuffen: en gyldig alkoholbevilling.

Alligevel blev der ifølge en tidligere ansat skænket øl med procenter hen over sommeren - på trods af, at restauratøren, som er byrådskandidat for Sydhavslisten, godt vidste, at bevillingen var udløbet.

Ulovligt salg af alkohol på Restaurant Mindbjergs

  • Restaurant Mindbjergs i Nykøbing solgte alkohol uden gyldig bevilling, hvilket politiet bekræfter, mens ejeren Jonas Mindbjerg hævder, at det var en forglemmelse under en ferie.
  • En anonym tidligere ansat hævder, at der blev serveret alkohol i smug, mens Mindbjerg benægter ulovligheder og kræver beviser for påstandene.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for Folketidende, at Restaurant Mindbjergs den 28. juli i år brød restaurationsloven ved at sælge alkohol uden bevilling. 

Samtidig er der uenighed om, hvad der blev skænket i glasset, da en journalist fra Folketidende den 10. november bestilte en juleøl på restauranten.

Glemt bevilling på ferien

Restaurant Mindbjergs er en familieejet restaurant, der lukkede midlertidigt i slutningen af marts, fordi ejeren Jonas Mindbjerg (Sydhavslisten) skulle på ferie til Thailand.

Den 22. marts udløb restaurantens alkoholbevilling. Den skulle være fornyet, men det skete ikke.

Ifølge en tidligere ansat og Jonas Mindbjerg selv, skyldtes det, at han ”glemte” at forny bevillingen, mens han var på ferie.

Her deler fortællingerne sig.

Mindbjerg siger, at han stoppede med at sælge alkohol, da han efter hjemkomsten fik at vide, at bevillingen var udløbet.

- Så kommer politiet og fortæller mig det, og så fjerner jeg hele lortet, siger han, da Folketidende ringer ham op.

Tidligere ansat: Øl i smug bag baren

Den tidligere ansatte fortæller en anden historie.

Ifølge kilden blev der fortsat solgt øl med alkohol fra genåbningen i maj og frem til mindst august. Kilden ønsker at være anonym, men Folketidende er bekendt med vedkommendes identitet.

Flaskerne forsvandt fra bordene, og øllene blev i stedet skænket op i glas bag disken, fortæller kilden, der oplevede, at Jonas Mindbjerg skulle have sagt: ”Det skal vi nok komme udenom.”

Kilden hævder også, at Mindbjerg skældte de ansatte ud, da de fortalte gæster, at restauranten ikke måtte servere øl, fordi alkoholbevillingen var udløbet.

Juleøl uden flaske

Furs juleøl på Restaurant Mindbjergs fra den 10. november 2025, hvor Folketidende var på besøg. Foto: Folketidende

Da Folketidendes journalist den 10. november træder ind på Restaurant Mindbjergs og bestiller en juleøl, er det Jonas Mindbjerg selv, der serverer.

Journalisten får øllen hældt op i et glas bag bardisken og ser aldrig flasken. På intet tidspunkt bliver der sagt, at øllen skulle være alkoholfri.

Da Folketidende senere konfronterer Mindbjerg med besøget, afviser han at have serveret alkohol:

- De er alle sammen alkoholfri. Jeg må da have nogle beviser på det, hvor er hans beviser henne? Og hvor er billedet af en flaske? For der er ikke udleveret nogen flasker, siger han.

Andre gæster fik serveret vin i karafler, uden at det på noget tidspunkt blev nævnt, at der skulle være tale om alkoholfri vin.

Politiet: Loven blev brudt

Efter interviewet kontakter Folketidende Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet oplyser, at man den 28. juli 2025 konstaterede, at Restaurant Mindbjergs solgte alkohol uden bevilling og dermed brød restaurationsloven. Ved et senere kontrolbesøg den 3. oktober fandt politiet ikke nogen lovovertrædelser.

Da Folketidende forelægger de oplysninger for Jonas Mindbjerg, ændrer hans forklaring sig. Nu fortæller han, at politiet kom kort efter, at han var kommet hjem fra ferie og gjorde ham opmærksom på den manglende bevilling – hvorefter han fjernede alkoholen.

Ifølge den tidligere ansatte skete det ikke. Kilden fastholder, at der blev solgt alkohol både efter genåbningen i maj og efter politiets besøg den 28. juli.

Folketidende har forsøgt at få yderligere en kommentar fra Jonas Mindbjerg til kildens oplysninger. Det er ikke lykkedes.