Krimi

Arkivfoto: Anders Knudsen

Politiet sendte en tidlig julehilsen til 85 fartbilister

Politiets fotovogne tog hul på julemåneden med tre kontroller på de lokale veje.

Offentliggjort

Det er næppe en af den slags tidlige julegaver, man bliver glad for, som nu er på vej ud til 85 bilister. Den første dag i december bød nemlig på tre fartkontroller for politiets fotovogne på de lokale veje, og her blev der altså taget billeder af 85, der kørte for stærkt.

Langt de fleste blev taget i en kontrol på Gaabensevej i Nykøbing, hvor fotovognen holdt fra klokken 10.47 til 17.25. 

Her er den højest tilladte hastighed 50 kilometer i timen, men det var der 77, der ikke overholdt, og tre af dem havde så meget fart på, at det udover en bøde også koster et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 70 kilometer i timen.

Noget tidligere på dagen - fra klokken 04.50 til 08.50 - var en fotovogn også på plads på Maribovej ved Nakskov, formentlig i Halsted. Her blev syv bilister målt til at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Den hurtigste kørte 72 kilometer i timen, og det koster et klip i kørekortet.

Dagens sidste fartsynder blev noteret mandag formiddag på Højrebyvej i Tjennemarke. Den pågældende blev målt til 98 kilometer i timen i en 80-zone. fremgår det af politiets døgnrapport.