Claus Hasle, en af initiativtagerne til Nysted Kultursommer, købte Villa Marina i Adelgade sammen med sin hustru Mette Thykier tilbage i 2017. Villa Marina får nu støtte til sommerkoncerter i Nysted. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen
Populære sommerkoncerter: - Vi har brug for den kommunale løftestang
Dokumentarfilmfestival, dramaskole, sommerkoncerter og teateroplevelser for de mindste er fire lokale kulturprojekter i Guldborgsund Kommune, som nu får økonomisk støtte fra Fokus-puljen.
Sommerkoncerterne i Villa Marina i Nysted er blandt andet en børnekoncert og en klassisk koncert med en talentfuld ung dansk pianist.
Sommerkoncerterne har de seneste år haft stor tilslutning, og næsten alle koncerter i 2025 var udsolgt.
195.200 kroner fra Fokus-puljen til fire kulturelle projekter i 2026. Det er den samlede økonomiske støtte, som Kultur-, Fritids- og Folkesundhedsudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet at bevilge til lokale aktører, som alle tidligere - ifølge udvalget - har vist "stærke resultater og stor lokal opbakning".
Naturligt at bakke op
- Det er fire projekter, som igen og igen har vist, at de skaber værdi for borgerne. De når både børn, unge og voksne og bidrager til et levende og inkluderende kulturliv i hele kommunen. Derfor er det naturligt, at vi fortsat bakker op om dem, lyder det fra udvalgsformand Katrine Burmann (S).
Et af de fire kulturprojekter er et koncertprogram med 10 koncerter i perioden 1. juni til 31. august hos Villa Marina i Nysted. Her er der naturligvis glæde at spore oven på den kommunale bevilling, som ikke "bare" går ind og dækker en del af de samlede udgifter til de mange sommerkoncerter.
Den gør, at vi kan lykkes med at finde alle de resterende penge
Claus Hasle, Villa Marina
En vigtig løftestang
Annonce
- Den her økonomiske håndsrækning fra kommunen via Fokus-puljen er naturligvis et væsentligt bidrag i sig selv. Men det er ikke bare det. Den gør, at vi kan lykkes med at finde alle de resterende penge til at indgå kontrakter med musikere og få det hele på plads, inden vi går ud og offentliggør datoerne for vores sommerkoncerter. Det er et kvalitetsstempel og en meget vigtig løftestang til at kunne søge andre fonde, siger Claus Hasle fra Villa Marina om det kommunale tilskud fra Fokus-puljen på 30.000 kroner.
Det samlede budget for de fem dobbeltkoncerter hos Villa Marina - i alt 10 sommerkoncerter - er på 155.000 kroner og altså omkring fem gange så stort som det kommunale tilskud.
Økonomi på plads
- Vi mangler blot lidt formalia, som vi regner med kommer på plads i denne uge. Men vores økonomi og kontrakter med musikerne til de fem dobbeltkoncerter er reelt på plads, tilføjer Claus Hasle.
I det endnu ikke offentliggjorte koncertprogram hos Villa Marina er der et specielt fokus på børn og unge. Koncerten ”Tante Musika og de magiske strygere” er således Danmarks Underholdningsorkesters tilbud om musikformidling til børn og unge. Orkestrets strygerkvartet samt en musikformidler kommer til Nysted på en fredag, hvor der vil blive arrangeret to gratis koncerter samme dag.
Formiddagskoncerten tilbydes til daginstitutionerne i Nysted. Eftermiddagskoncerten vil være åben for alle, men er målrettet børnefamilier.
Alle os og siloen
Også til den lokale dokumentarfilmfestival "GULDBORGSUND:DOX 2026" er der bevilget 47.500 kroner til gennemførelse af et program med debatter, oplæg og events i marts.
Festivalen bringer aktuelle dokumentarfilm til lokale rammer. Den gennemføres i samarbejde med blandt andet Stubbekøbing Rådhus, Sakskøbing Bibliotek, Nysted Biograf og Nordisk Film Nykøbing F. Som en del af programmet tilbydes også "UNG:DOX", hvor gymnasie- og ungdomsuddannelser inviteres gratis i biografen.
På dokumentarfilmfestivalen vises blandt andet den lokale film "Alle os og siloen", der sætter fokus på udvikling og omstilling i de danske landdistrikter. Med afsæt i havnen i Stubbekøbing giver filmen et indblik i mødet mellem international kunst og et engageret lokalsamfund.
Annonce
En tidlig kulturstart
Teater Masken modtager 18.000 Fokus-puljekroner til seks teaterforestillinger for børnehaver. Her gælder det Pyjamas Venner, som henvender sig til de yngste børn og introducerer dem legende og trygt til scenekunst. Projektet bygger videre på Maskens mangeårige arbejde med tidlig kulturstart og suppleres af inspirationsmateriale til pædagoger, så teateroplevelsen kan forankres både før og efter forestillingen.
Som det sidste af fire kulturprojekter er der også 86.700 kroner fra Fokus-puljen til en dramaskole for børn og unge hos Teatret Masken. Forløbet har til hensigt at styrke deltagernes kreative og sociale kompetencer og fungerer for mange som et springbræt ind i det lokale kulturliv.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu