Guldborgsund

Cindie Kaare (til venstre) og Dorte Fabricius fra Toreby Sundby Gymnastikforening løb med en af priserne ved årets prisfest i Guldborgsund Kommune.
Foreningen var nomineret i flere kategorier, og alle de nominerede fik en lille gave fra klubben. Foto: Jakob Poulsen

Prismodtager rørt til tårer: - Det betyder rigtig meget

Jublen var stor, da årets forening 2025 fredag aften blev kåret i forbindelse med Guldborgsund Kommunes årlige prisfest på Nykøbing F. Teater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en meget rørt formand for Toreby Sundby Gymnastikforening, Dorte Fabricius, der holdt takketalen, da foreningen fredag aften blev kåret som Årets Forening 2025 i Guldborgsund Kommune i forbindelse med kommunens store prisfest på Nykøbing F. Teater.

- Sikke en ære! Det er noget helt særligt, og vi er både stolte og glade, sagde hun til de tilstedeværende i den fyldte teatersal, inden hun straks efter slog fast, at prisen tilhører alle medlemmer, trænere og andre, der yder en indsats for foreningen.

- Vi er ikke bare en forening - vi er et fællesskab, slog hun fast.

- Betyder rigtig meget

Da den sidste af aftenens priser var delt ud, og festen så småt var ved at slutte, var hun og næstformand Cindie Kaare stadig en smule bevægede over den hæder, gymnastikforeningen havde opnået.

- Det betyder rigtig meget. Det betyder, at vi gør det rigtige, og vi er mega stolte, sagde Cindie Kaare.

Toreby Sundby Gymnastikforening (TSG) tilbyder mange flere idrætsaktiviteter, end navnet antyder - og det er en vigtig del af foreningens dna, forklarer Dorte Fabricius:

- Der har altid været ildsjæle til at holde foreningen i gang, og så kigger vi også på, hvad de mennesker, der er omkring os, gerne vil. Og derfor har vi haft rigtig mange forskellige tilbud gennem årene. Og så siger vi sjældent nej, når kommunen kommer og spørger os, om vi vil være med i et projekt, sagde hun og tilføjede endnu engang sin taknemmelighed over prisen.

- At nogen ser og sætter pris på det, vi laver, betyder meget. For det har også en pris at være på som frivillig i så mange timer.

Foreningen var nomineret i tæt ved samtlige kategorier ved fredagens prisfest, men vandt ikke de øvrige - men på grund af de mange nomineringer var der allerede på forhånd tænkt over, hvordan det skal fejres, hvis det lykkedes at vinde.

- Da både Freja (Matthisson Sejersen, red.) og vi blev nomineret til de forskellige priser, tænkte vi stort. Så i år holder vi en kæmpe fest for hele TSG efter vores gymnastikopvisning til foråret, slog de fast.

11-årige Freja Matthisson Sejersen vandt kort før nytår prisen Fremtidens Idræt for Børn og Unge Årets Holdkammerat. Det kan du læse mere om HER.