Guldborgsund

Anne Svendsen (til venstre) og Henrik Nielsen fra henholdsvis Nysted Hajkutter Regatta og Nysted Middelaldermarked. De to foreninger delte årets kulturpris i Guldborgsund Kommune. Foto: Jakob Poulsen

To foreninger delte kulturpris: - Et fantastisk skulderklap

Glæden og stoltheden var stor hos vinderne af årets kulturpris i Guldborgsund Kommune.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er svært at tale om Nysted uden at nævne byens hajkutter-regatta eller middelaldermarked. 

Bortset fra et par år, hvor middelaldermarkedet lå stille, har de to arrangementer gennem mere end 15 år i fællesskab sat Nysted på landkortet både hos de, der i forvejen godt kunne finde byen og de, som skulle have hjælp af en gps.

Fredag aften blev de to foreninger så hædret i fællesskab af Guldborgsund Kommune, da de vandt kommunens kulturpris 2025 i forbindelse med den store prisfest på Nykøbing F. Teater.

De to Nysted-arrangementer ligger ikke blot geografisk tæt på hinanden. De ligger også lige efter hinanden i kalenderen i begyndelsen af august, og måske derfor var de nomineret til prisen sammen.

Både hajkutterregattaen - og den tilhørende festival - og middelaldermarkedet bygger i høj grad på frivillige kræfters store arbejde, og derfor virkede det naturligt, at en større skare af mennesker var med til at modtage prisen på scenen.

Og det var et par stolte formænd, der tog ordet i en kort takketale:

- Vi er glade og stolte - og vi synes faktisk, at vi fortjener prisen. Det viser lidt om, hvad vi kan i Nysted, når 10 procent af byens befolkning går sammen om to så store arrangementer, sagde Anne Svendsen fra hajkutterregattaen og blev suppleret af Henrik Nielsen fra middelaldermarkedet:

- Kæmpe tak til alle - også de frivillige, som er med til at gøre det muligt at lave det her.

- Et fantastisk skulderklap

Bagefter tilføjede Henrik Nielsen til Folketidende:

- Det er et fantastisk skulderklap at få. Det er virkelig vigtigt - og så er det jo fantastisk at være her i aften og se fok fra alle de andre foreninger, som også gør et kæmpe arbejde. Det er sindssygt fedt.

Anne Svendsen pegede på, at det har vist sig at være en fordel, at de to begivenheder ligger så tæt på hinanden. 

- Vi var lidt nervøse, da I hoppede ind i "vores" weekend, men kun i to dage, for det viste sig jo, at vi bidrager til hinandens succes, sagde hun.

Prisen er egentlig på 15.000 kroner, men i stedet for at skulle dele dem, gav kommunen 15.000 kroner til dem hver.

På spørgsmålet om, hvordan det hele skal fejres, kom der dog ikke noget krystalklart svar.

- Det er et godt spørgsmål. Vi er bare glade for at få det her skulderklap, sagde Henrik Nielsen.

Repræsentanterne fra de to foreninger samlet på scenen. Foto: Jakob Poulsen