Sport

11-årige Freja Matthisson fra Falster (til venstre) blev indstillet af sin træner Sara Aimi Christensen til den store idrætspris. Privatfoto

11-årig humørbombe vinder stor idrætspris

Freja Matthisson Sejersen blev fejret af holdkammerater, og snart skal hun op på scenen til stort sportsshow. 

Offentliggjort

Som Folketidende tilbage i november kunne fortælle, var den blot 11-årige Freja Matthisson Sejersen fra TSG Floorball Fighters nomineret til Årets Holdkammerat. 

Hun var dog ikke alene om dette. Blandt feltet på i alt 180 fantastiske ildsjæle skulle vinderen findes. 

Lørdag kunne Danmarks Idrætsforbund offentliggøre Fremtidens Idræt for Børn og Unge Årets Holdkammerat. 

Og prisen endte med at gå til den unge floorball-spiller fra Toreby Sundby Gymnastikforening.

Opmærksom humørbombe

Det var hendes træner Sara Aimi Christensen, som nominerede hende. Og som træneren fortalte til Folketidende, var det en selvfølge at indstille Freja Matthisson Sejersen.

- Hun er sådan en holdkammerat, som alle burde have. Når der kommer nye spillere på holdet, kommer hun altid hen og præsenterer sig og byder dem velkommen.

- Og hun er meget opmærksom på alle. Hvis der er nogen, der ikke lige ser ud til at have en god dag, så ser hun det. Hun er meget hjælpsom – og hun er også en humørbombe, sagde træneren til Folketidende.

"Jeg kunne ikke forstå det"

Humørbomben blev tydeligt overrasket, da hun blev bekendt med titlen. Til hvad hun troede, var en helt almindelig træning, overraskede hendes holdkammerater hende.

- Først der kunne jeg slet ikke forstå det. Jeg var bare sådan wow. Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at jeg gør noget særligt.

- Jeg kan bare godt lide at være sammen med mine venner, og man møder og spiller sammen med nogen fra andre klasser på min skole, fortæller Freja i pressemeddelelsen fra Danmarks Idrætsforbund.

Hawaii og slidte stave

Foreningen og kammeraterne har allerede fejret hende, og den 3. januar er turen kommet til hele Danmark, når hun skal op på scenen til sportsshowet Sport 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning. Et show, der vises på DR. 

Udover hæderen følger også 50.000 kroner til en oplevelse med holdet. Nogle af pengene skal gå til at reparere slidte stave, men drømmene rækker dog udover at få fikset holdets udstyr.

- Vi har talt om, at det kunne være sjovt at rejse til Hawaii. Men de voksne siger, at det måske skal være Lalandia, fortæller hun i pressemeddelelsen.