Revypremiere

Rasmus Krogsgaard har medvirket i Nykøbing F. Revyen i 10 år. Fire af årene har været som instruktør - heriblandt i 2025-udgaven. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen

Rasmus Krogsgaard får særlig og uventet opgave: Det havde jeg overhovedet ikke regnet med

Det bliver en ny opgave, som skuespiller og instruktør Rasmus Krogsgaard er tildelt i august. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks 175 år lange revyhistorie bliver fejret flere steder i år. Dels sker det i Nykøbing Falster Revyen, og dels sker det ved en særlig jubilæumsudgave af Revyernes Revy 2025 i august. 

Til at stå i spidsen for den er Rasmus Krogsgaard - Nykøbing Falster Revyens egen darling - netop blevet ansat. 

Fakta:

Rasmus Krogsgaard har siden sin debut som 18-årig medvirket i en stribe af revyer. 

Det er 10. gang, at han medvirker i Nykøbing Falster Revyen, men derudover har han også spillet med i Odense Vinterrevy og Ganløse Revyen. 

Han har været instruktør på revyen i Nykøbing Falster fire gange. 

Han har modtaget flere hæderspriser, herunder Årets Dirch (2009), Årets Revyforfatter (2016) og TV2’s “Året der Gak”-pris (2019).

- Det havde jeg overhovedet ikke regnet med. Jeg havde ikke rigtig overvejet det som en mulighed, forklarer han. 

Som instruktør er det hans opgave at samle et udvalg af årets allerbedste revynumre fra hele landet. Og det bliver også den helt store udfordring. 

- Det svære er at lave den rigtige rækkefølge, men det er virkelig vigtigt af hensyn til energien. Vi valgte at omlægge hele årets program i Falsterrevyen efter den første forpremiere for at få en bedre balance mellem grin og eftertænksomhed. I virkeligheden havde vi en anelse om, at det skulle gøres, men vi ville lige prøve det af på publikum først. Og det er den helt store udfordring i en revy. 

I Revyernes Revy kan han dog have et større fokus på netop den kunstneriske del af opgaven, da Cirkusrevyen har et større hold af praktiske hjælpere end i revyen på Falster. 

- Samtidig skal Mickey (Pless, red.) være kapelmester, så vi kan sparre sammen.

Revyernes Revy er kun en enkelt dag, og det vil derfor ikke have nogen indvirkning på hans arbejde i Nykøbing. Hverken i år, eller hvis han medvirker igen til næste år.  

📍 Revyernes Revy 2025🗓️ Dato: 10. august 2025