Guldborgsund

Når der ikke er mere at lave ved Femern-byggeriet, skal der står arbejdspladser klar i Storstrøm Fængsel. Arkivfoto: Anders Knudsen

Roug: Fængslet kan gribe anlægsarbejdere

Ekstra pladser i Storstrøm Fængsel skal sørge for arbejde til nogle af dem, der i øjeblikket arbejder på store anlægsprojekter i lokalområdet, mener Kasper Roug (S).

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Danmark frem mod 2030 skal oprette mere end 2.000 nye fængselspladser, er det vigtigt for Lolland-Falster at få en del af dem.

Det mener det lokale folketingsmedlem Kasper Roug (S), som, sammen med Guldborgsund-borgmester Simon Hansen (S), fredag besøgte justitsminister Peter Hummelgaard (S) til en snak om fængselspladser.

Helt konkret bør man pege på Storstrøm Fængsel på Falster. Rougs argument er blandt andet, at der inden for nogle år færdiggøres store projekter i lokalområdet, som derfor ikke længere vil beskæftige en stor del af arbejdsstyrken.

- Lige om lidt har vi en slutdato på produktionen af den nye Storstrømsbro. Oven i det begynder de første store elementer at lakke mod enden ved Femern-byggeriet, siger han og fortsætter:

- Den har igennem mange år været den arbejdsplads, der har opslugt alle lærlingepladser i lokalområdet og på Sydsjælland. Det stopper, når den arbejdsplads ikke er der mere. Til den tid skulle vi gerne have mulighed for at sætte ind med en erstatning, forklarer Kasper Roug.

- Besøget var rettidigt. Det er vigtigt, vi kommer forholdsvist tidligt ind i processen. Det hjælper ikke, vi først kommer og peger på Storstrøm Fængsel, når de først har taget en politisk beslutning om at placere pladserne.

Ifølge Kasper Roug vil man begynde at kigge på konkrete aftaler om fordelingen af fængselspladserne i 2026.