- At anlægge en straffesag og alene lægge de oplysninger til grund, som er kommet fra modparten, er kritisabelt.
Sådan siger forsvarsadvokat Stefan Møller Jørgensen kort inden det indledende retsmøde i sagen om den sunkne motoryacht og forsikringssummen på 14 millioner kroner.
For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Anklagemyndighedens vurdering
Folketidende har fået indsigt i anklageskriftet. Heri fremgår det, at en revne på motoryachten Cataleyas søventil resulterede i, at vand trængte ind i motorrummet.
Annonce
De tiltalte forlod ifølge anklageskriftet yachten, mens den vandtætte dør i motorrummet og koøjer stadig stod åbent, hvilket betød, at yachten den 27. juli 2023 sank godt tre sømil syd for Trelleborg.
Men det er politiets og anklagemyndighedens opfattelse, at det var de tiltalte selv, der fik båden til at synke.
Herefter forsøgte de ifølge anklageskriftet i fællesskab at overbevise forsikringsselskabet om, at motoryachten af ukendte årsager var sunket for at få forsikringsselskabet til at udbetale en forsikringssum på 14 millioner kroner.
Hvornår opstod revnen?
Kvindens forsvarsadvokat Stefan Møller Jørgensens store problem er, at anklagemyndigheden ikke har efterprøvet forsikringsselskabets teser og elementerne i deres undersøgelser. Det er ifølge ham kun forsikringsselskabet selv, der har undersøgt, hvordan revnen er opstået.
– Vi har i lang tid sagt, at det er jo fint nok, at forsikringsselskabet er af den opfattelse. Det kan man jo ikke tage fra dem. Og vi vil heller ikke blande os i selve forsikringssagen. Det, vi godt kunne tænke os, er at få en uvildig tredjepart til at undersøge det, siger han.
Denne undersøgelse kan måske påvise, at revnen i virkeligheden ikke stammer fra den 27. juli 2023, hvor båden sank, men at den er eller kunne være opstået tidligere.
Ifølge forsvareren har anklagemyndigheden modarbejdet denne undersøgelse, selvom retten har fastslået, at en sådan skal foretages.
– Anklagemyndigheden har forhalet det og ikke sendt materialet til den uvildige part, således at de ikke kan nå at undersøge det, inden sagen starter, siger han.
Yacht-tyveriet
Annonce
I anklageskriftet fremgår det også, at manden er tiltalt for forsøg på groft forsikringsbedrageri tilbage i 2018. Her er kvinden, som Stefan Møller Jørgensen er advokat for, ikke tiltalt.
Manden har ifølge anklageskriftet forsøgt at få et andet forsikringsselskab til at udbetale lidt over en million kroner i erstatning, efter at der var sket skader og stjålet løsøre fra båden, da den lå i Stubbekøbing Havn.
Anklagemyndigheden mener dog ikke, at båden har været stjålet eller været udsat for tyveri i den anmeldte periode.
Mandens forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen oplyser, at hans klient nægter sig skyldig, og at han ikke har flere kommentarer, før sagen går i gang.
Folketidende har forelagt anklager Johanne Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Steffen Møller Jørgensens kritik.
Hun oplyser, at da ”det er en verserende straffesag, har vi ingen bemærkninger til det.”
Sagen behandles som en domsmandssag. Byretten behandler straffesager som domsmandssager, hvis den tiltalte nægter sig skyldig, og hvis anklageren kræver fængselsstraf på mere end 30 dage eller frakendelse af visse rettigheder.
I alt er der afsat fire retsdage. Torsdag er der et indledende retsmøde i Retten i Nykøbing.