SE VIDEOEN ▶️

Henrik Dencker kalder det populære bageprogram på DR for en "sindssygt professionel produktion". Pressefoto: Carsten Mol, DR

Selverklæret 'rockerbager' vil ruske op i synet på seniorlivet

Efter et langt arbejdsliv vil Henrik Dencker vise, at seniorlivet kan være alt andet end stille. En natlig idé førte ham pludselig ind i en verden, han næsten ingen erfaring havde med.

Offentliggjort

Henrik lå vågen om natten og spekulerede. Hans mand Scott havde opfordret ham til at blive deltager i DR-programmet Bagedysten. Nu rumsterede forslaget i hovedet på ham. Henrik stod op, skrev en ansøgning, og allerede næste dag blev han indkaldt til casting.

- Jeg havde læst, at det var svært at caste ældre deltagere, og jeg ville gerne vise, at der nu kommer en generation af seniorer, som er aktive, sunde og raske, fortæller Henrik Dencker hjemme i sin stue i Nykøbing.

Klar, parat, bag. Henrik var klar. Pressefoto: Carsten Mol, DR

Henrik Dencker er selv én af dem. Han arbejder som selvstændig konsulent efter en lang karriere i toppen af dansk erhvervsliv, som førte til udstationeringer i Grønland, USA og Rusland.

Han ejer et galleri i Berlin, som han driver sammen med to ansatte. Han er også selv udøvende kunstner. Han maler, laver keramik og skriver digte, børnebøger og nu også på en roman.

Derudover kører han motorcykel og ryger en cigar af og til. Han har også to voksne sønner og svigerdøtre samt tre børnebørn.

I sin ansøgning skrev han derfor blandt andet:

- Jeg drømmer om en værdig og meget aktiv seniortilværelse. Jeg drømmer om at give den frie fantasi og troen på sig selv videre til mine børnebørn.

Seniorer er andet end ældrepleje, robotter og sygdom

Henrik Dencker mener, at den måde, man taler om ældrebyrden og alle de negative ting, der følger med, er helt uacceptabel.

- Der kommer en generation af seniorer, som laver alt muligt. Jeg er træt af, at det hele tiden handler om ældrepleje, robotter og sygdom. Samtidig råber man op om at få det grå guld ud på arbejdsmarkedet, men vil ikke ansætte os, påpeger han.

Kort om Henrik:

Henrik Dencker bor sammen med amerikanske Scott i Nykøbing. De har været sammen i otte år og gift i fem år.

Henrik har to voksne sønner og to svigerdøtre samt tre børnebørn.

Han arbejder som konsulent, ejer et galleri i Berlin og laver også selv kunst.

Hans mand Scott er jurist og arbejder for et tysk startup, og så går han til danskundervisning med ukrainere i Guldborgsund Kommune.

Han mener, at seniorernes kompetencer bliver overset.

- Vi kommer med en stor viden, og vi er gennemdigitaliserede. Vi har været med helt fra starten, da vi fik laptops og regneark. Vi er nok den generation, der har været allermest forandringsberedt, fordi vi har været vant til mange ændringer gennem hele vores arbejdsliv. Det er der ikke rigtig nogen, der taler om. De tror simpelthen ikke, at vi kan noget – men vi kan mange ting.

Henrik har blandt andet gjort det i mange særlige smage i sit bagværk. Nogle af ingredienserne er købt i Berlin, hvor Henrik ejer et galleri. Foto: Rikke Folm Berg

- Jeg ved ikke, om det ligefrem er i Bagedysten, man kæmper den kamp, men man får i hvert fald sat et aftryk. Det er et program, der bliver set af 1,2 millioner mennesker – det er jo det mest sete program, der er, siger han.

Flair for systematik hjalp den uerfarne 'rockerbager'

I alt 3.500 ansøgte DR. 240 blev indkaldt til casting. 20 blev udvalgt til bagecasting, og ti blev udvalgt til årets sæson af det populære program.

Henrik blev én af de ti - også selvom hans erfaring med at bage mest strakte sig til rørekager af færdigt kagemix i papæsker.

Til gengæld bød han ind så stærkt et flair for systematik, at han for eksempel har for vane at spise sit slik i farveorden.

I kælderen under huset er der ét rum til at male i, ét til at lave keramik i, ét til at ryge cigarer i - og nu også ét til at bage i. Foto: Rikke Folm Berg
Der er kommet en del bagegrej til undervejs, for udstyr skal man ikke gå ned på, mener Henrik. Foto: Rikke Folm Berg

- Bagning er jo kemi, og jeg er ikke så god til at følge opskrifter – jeg er lidt en 'rockerbager', der bare blander tingene på slump. Men det kan man simpelthen ikke med bagning.

Hans læringskurve har derfor været megastejl.

- Jeg kunne sylte lidt, jeg kunne godt lide at lave mad, og jeg kunne bage helt almindelige opskrifter. Men jeg har skullet lære en masse teknikker. Jeg var nødt til at følge opskrifterne og lære, hvorfor tingene gør, som de gør, hvorfor rækkefølgen er, som den er, og hvorfor gradtallet nogle gange er ultraafgørende.

Henriks har fået en bagefamilie. Pressefoto: Carsten Mol, DR

Vil snart på pension for at koncentrere sig om kunsten

Henrik har overvejet, om det snart er tid til at gå på pension fra konsulentarbejdet og koncentrere sig helt om kunsten. Hans mand nærmer sig nemlig også den amerikanske alder for pension, som er 62 år, oplyser han.

- Jeg har i hvert fald 25 gode år i mig endnu. Jeg har været i det der ‘corporate circus’ i så mange år, og noget af ens kreativitet dør jo i sådan en proces. Nu er jeg ved at vende tilbage til alle de ting, jeg syntes var sjove, da jeg var ung, og dem skal jeg bare ud og leve. Det er også derfor, Bagedysten er så sjov at være med i. Måske åbner det nogle nye døre. Så længe jeg kan alt muligt, gør jeg alt muligt, siger han.

Henrik har stadig æsker med færdigmix på hylden i det kælderrum, som under bagedysten har forvandlet sig til et bagerum. Foto: Rikke Folm Berg

Henrik må selvfølgelig ikke afsløre, hvordan bagedysten gik, selvom optagelserne blev afsluttet i juni. Men han kan berette, at der i hvert fald er kommet ni gode venskaber ud af at deltage i programmet.

- Vi er blevet vores egen lille bagefamilie, selv om vi konkurrerede mod hinanden. Vi har også set hinanden i sommerferien. Næste år inviterer jeg dem ned til mig, mens Madens Folkemøde er i gang. Så holder vi reunion, siger han.

Første afsnit af Bagedysten sæson 2026 bliver vist på DR 5. september.