Lolland

Mens juletræet på rådhuset i Maribo er ved at blive pyntet, forhandler politikerne i lokalet over stjernen. Foto: Anna C. Møhl

Seneste nyt fra rådhuset: - Jeg er ved at være træt

Måske i dag. Måske ikke, siger politikerne på vej ind i forhandlingslokalet i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tæt på

Politikerne har siden kommunalvalget 18. november forhandlet det politiske grundlag for det nye byråd. 

Mens juletræer er ved at blive pyntet på rådhuset i Maribo, defilerer politikere op ad trappen for at få konstitueringsaftalen på plads. 

Det er ikke meget de vil sige om, hvor langt de er nået i forhandlingerne om det politiske grundlag for Lolland Kommune. 

Håb og tvivl

På spørgsmålet, om de forventer at blive færdige i dag, svarer byrådsmedlem Vibeke Grave (S):

- Det håber jeg. Det håber jeg.

Marie-Louise Brehm Nielsen, der fra nytår bliver Lolland Kommunes første kvindelige borgmester, kaster heller ikke om sig med ord.

- Ahhh, mon dog.

Venstres Tine Vinther Clausen er ved at være godt mør efter mange og lange forhandlinger.

- Jeg tror ikke, at vi bliver færdige i dag. Men jeg håber, at det bliver inden weekenden, for jeg er ved at være træt, siger hun på vej ind i mødelokalet.