LIGE NU

Der er fyldt med vand på Prinsholmvej i Nykøbing. Foto: Kim Møller Petersen

Seneste nyt om det kraftige regnvejr

Herunder kan du følge Folketidende liveblog, der opdateres løbende hele tirsdagen. 

Offentliggjort Sidst opdateret

DMI varsler "meget farligt vejr"

  • DMI har udsendt et varsel om "meget farligt vejr".  For Lolland og Falster betyder dette, at der mellem mandag klokken 16 og tirsdag klokken 21 forventes at falde over 80 millimeter regn.
  • Myndighederne forventer, at den kraftige regn kommer til at påvirke trafikken. Også tele- og el-nettet lokalt kan komme ud af drift som følge af skybrud.
  • Kraftig regn kan medføre lokale oversvømmelser og resultere i betydelig skade på bygninger. Du opfordres til at beskytte dig selv og din ejendom.
  • Er der vand i din kælder? Sejler naboerne forbi i en gummibåd? Eller oplever du bare, at det regner rigtig meget, hvor du befinder dig? 

    Så send os endelig et billede eller en video af det kraftige regnvejr, der er over os. Det gør du via mailadressen nyhedsdesk@folketidende.dk. 

  • Tog indstilles midlertidigt

    Togene kan i øjeblikket ikke køre mellem Ringsted, Sorø og Slagelse. Det meddeler DSB på sin hjemmeside.

    DSB indsætter togbusser i stedet for togene. Der er endnu ingen meldinger om, hvornår togbusserne kan være fremme, så hold øje på Rejseplanen, hvis du skal nordpå med tog.  

    Det skyldes, at der er vand i sporene på den strækning. Banedanmark har tilkaldt folk til at pumpe vandet væk igen, men det kommer til at tage lidt tid, meddeler DSB. 

  • Uheld på motorvej

    Vejdirektoratet oplyser nu, at der ligger så meget vand på E47 på strækningen fra Sakskøbing mod Rødby, at det højre spor er spærret. Strækningen er mellem Våbensted og Lysmose. 

    Tidligere på aftenen skete en ulykke på strækningen. 

    Man bør nedsætte hastigheden, lyder opfordringen.  

  • DMI nedjusterer vejrvarsel

    DMI har igen nedjusteret vejrvarslet, så der nu ikke længere er risiko for kategori 3-regn nogen steder i landet.

    Det sydlige Sjælland, Lolland, Falster og Fyn er blevet nedjusteret til kategori 2-regn, og i Sønderjylland er varslet nedjusteret fra farligt vejr til voldsomt vejr.

    I resten af landet er varslet blevet ophævet.

    /ritzau/

  • Femø har fået 105 millimeter regn

    Nørreby på Femø nord for Lolland er blevet det tredje sted i landet, der har passeret grænsen på 100 millimeter vand. Siden uvejret begyndte mandag, har man her registreret 105 millimeter regn.

    Pladsen på top tre deles med Bjørup på Falster og Neble på Møn.

  • Rute 153 spærret ved Storstrømsbroen

    Rute 153 fra Sakskøbing mod Vordingborg mellem Nørre Vedby og Storstrømsbroen er spærret på grund af vand på vejen. Ifølge Trafikinfo.dk er der folk på stedet for at fjerne vand. 

  • Flest skadesanmeldelser fra Nykøbing F

    Forsikringsselskaberne Topdanmark og If har travlt med at hjælpe kunder ramt af vandskader. Det oplyser Topdanmark i en mail til TV 2. 

    Indtil nu har de to selskaber modtaget 160 skadesanmeldelser på baggrund af det kraftige regnvejr mandag og tirsdag.

    Flest anmeldelser er kommet fra Sjælland og øerne samt Østjylland. Nykøbing Falster er foreløbigt den hårdest ramte by.

  • Rute 9 er igen farbar

    Grenen, der tidligere spærrede vejen mod Tårs er fjernet og vejen er igen farbar, fremgår det af trafikinfo.dk

  • Regnen tager til nu

    Regnen forventes at intensivere yderligere over Møn, Lolland–Falster og det meste af Sjælland i de næste timer.

    Det oplyser Büsra Kilic, der er meteorolog ved DMI, til TV2 Øst.

    – Dem, der befinder sig på Møn, Lolland–Falster og størstedelen af Sjælland, skal forvente mere kraftig regn over de næste par timer, end hvad vi ellers har oplevet i dag, siger hun.

    /ritzau/

  • Trafiksituationen på Lolland-Falster lige nu

    I skrivende stund er der følgende meldinger på trafikinfo.dk:

    Vand på vejen: E55 Nykøbing Falster Omfartsvej mod Gedser ml. Kraghave og Sønder Vedby

    Vand på vejen:  E55 Nykøbing Falster Omfartsvej mod Nykøbing F ml. Sønder Vedby og Kraghave

    Gren på vejen på rute 9 fra Maribo mod Tårs mellem Nakskov og Tårs. Vejhjælp er på vej, lyder det.

    Derudover er der massive mængder vand på vejene lokalt, hvor især viadukter flere er oversvømmet i løbet af dagen. Blandt andet er viadukten på Prinsholmvej helt oversvømmet. Det var nær gået galt tidligere i dag for en bilist. Det kan du læse om her:  Ambulance tilkaldt: Ældre mand fanget i oversvømmet bil  

  • Pas på væltet træ

    Trafikinfo.dk melder, at man skal passe på - der ligger en gren på vejen på rute 9 fra Maribo mod Tårs mellem Nakskov og Tårs

    Vejhjælp er på vej, lyder det.

  • Ældre mand fanget i vandmasserne

    Det var tilfældigt, at redningsmænd kom forbi  Ambulance tilkaldt: Ældre mand fanget i oversvømmet bil

  • Gocartbane lukker

    Gocartbanen i Marielyst har lukket på grund af vand på banerne  Gokartbane må lukke

  • Falster har fået 130 mm regn indtil videre

    DMI fjerner vejrvarsel i Nordjylland og Nordsjælland, men fastholder kategori 3-varsel for blandt andet Lolland-Falster.

    DMI har tirsdag formiddag fjernet varslet om "farligt vejr" i størstedelen af Nordjylland og Nordsjælland, men meddeler, at der fortsat er risiko for særdeles kraftig regn i resten af landet.

    Det oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Jonas Paludan.

    - Der var potentiale for rigtig meget vand i den frontzone, der bevægede sig mod Nordjylland, men den har altså flyttet sig hurtigere end vores prognoser viste.

    - Det betyder ikke, at der ikke fortsat kan dukke noget op, der kan give kraftige byger, men slet ikke i nærheden af de mængder, vi ser i andre dele af landet, siger han.

    Ligesom Nordjylland er varslet også blevet fjernet i Nordsjælland. Der er dog fortsat risiko for kraftig regn i København i løbet af eftermiddagen tirsdag.

    Jonas Paludan forklarer, at det giver mere ustadigt vejr, når atmosfæren er varm, og det derfor er sværere at forudse.

    Han afviser, at DMI's varsling var mere alvorlig, end hvordan vejret faktisk udviklede sig.

    - Der er rigtig mange steder, hvor der er kommet meget vand, og derfor var vores varsling ikke forkert. Det regn, der er kommet, har bare ramt mere lokalt. Varmen gør det svært at spå om præcist, hvor det rammer, siger han.

    DMI varsler fortsat om kategori 3-regn på hele Fyn, Lolland, Falster og det sydlige Sjælland resten af dagen tirsdag.

    Omkring middag tirsdag er der mål over 130 millimeter nedbør på Falster.

  • DMI advarede om, at Tingsted Å kunne gå over sine bredder. Det er tæt på at ske. Se videoen her.

    SE VIDEOEN: Tingsted Å

  • Vand på motorvejen

    Trafikinfo.dk melder om, at der er vand på vejen på E47 Sydmotorvejen fra Sakskøbing mod Rødby mellem afkørsel 48 Maribo og Håred. Bilister opfordres til at passe på.

  • Restaurant lukket på grund af kloakvand

    I Restaurant Værkstedet Engestofte har Kenneth Herkild travlt med at svabre gulvet for kloakvand. Han følger nøje udviklingen og holder øje med kloakken. Læs mere om hans kamp mod vandmasserne her: Restaurant lukket: Oversvømmet af kloakvand

  • Fuldstændig oversvømmet

    Et af Nykøbings trafikknudepunkter er tirsdag spærret af vandmasserne. Det er viadukten på Prinsholmvej, der er oversvømmet. Bilister opfordres til at finde andre veje.

  • Ny melding fra Guldborgsund Kommune

    Guldborgsund Kommune har netop opdateret på Facebook. Meldingen lyder, at vandet nu giver trafikale udfordringer flere steder. 

    DET GÅR STÆRKT NU

    Vandet begynder nu at skabe problemer for trafikken flere steder. Vores højvandsalarmer i viadukter og andre lavtliggende områder, begynder at gå nu. Vi kan ikke følge med i forhold til afspærringer i den hast, som regnen kommer nu. De fleste af viadukterne står nu under vand. Så vær ekstra opmærksom, hvis du kører ud. De store veje begynder nu også at stå under vand, så vi er nødt til at begynde at prioritere mellem vejene. Der står blandt andet meget vand på vejbanen på Brovejen ved Guldborgsundcentret i Sundby, vi arbejder på en løsning her. Følg også situationen hos andre myndigheder for eksempel politi og Vejdirektoratet.

  • Det regner ind i Kvickly i Nykøbing F.

    Foto: David Arnholm

  • Det regner ind i Kvickly i Nykøbing F.

    Foto: David Arnholm

  • Det regner ind i Kvickly i Nykøbing F.

    Foto: David Arnholm

  • Reventlow-museet i Pederstrup på Lolland

    Sådan så der ud ved Rewentlow-museet her til formiddag.

  • Vej spærret af vand

    Følg med i situationen her

  • Viadukt oversvømmet

    Viadukten ved Prinsholmvej er oversvømmet. Det skriver P4 Trafik.

  • Regnvejr.

    Regnen tager til i Nykøbing F.

    Lidt friske fotos fra Nykøbing F.

  • Ulslev Camping havde store problemer med vandet i aftes. Midt i det hele fik de et uventet opkald.

  • Frisk vejrudsigt fra DMI for Vest- og Sydsjælland og Lolland-Falster: Fortsat en del regn og byger

    Fortsat en del regn og byger, som kan være kraftige med torden og skybrudsintensitet. Hen på aftenen stilner regnen lidt af. Temperaturer mellem 20 og 23 grader og vinden tiltager til let til frisk, ved Østersøregionen op til hård vind eller kuling omkring vest med kraftigere vindstød. I nat skyet og særligt i de sydlige egne byger. Temperaturen vil ligge omkring 18 grader. Ved Østersøregionen op til hård vind eller kuling fra vest og sydvest.

  • Stadig meget regn på vej

    50-100 mm. Sådan lyder prognosen for nedbør på Lolland-Falster tirsdag. Det skriver DR.

  • Regnen fortsætter: Opfordring fra politiet

    På trods af, at regnen har væltet ned siden mandag eftermiddag, har politiet ikke modtaget nogen anmeldelser om oversvømmelser eller andre større hændelser i den forbindelse, lyder det i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Men da regnen fortsætter, lyder opfordringen fra politiet:

    • Hold dig opdateret på vejrsituationen på dmi.dk og i nyhedsmedierne.
    • Beskyt dig selv og din bolig. På politi.dk/kriseinfo finder du gode råd til, hvad du kan gøre under ekstremt vejr.
    • Hvis du ved, at nogen i din omgangskreds ikke er hjemme, kan du hjælpe med at sikre deres ejendele.
    • Vejret kan komme til at påvirke trafikken. Tjek derfor de relevante myndigheder og hjemmeside, inden du rejser.
    • Husk kun at ringe 1-1-2, hvis du står i en akut nødsituation.
    • Husk også, at tele- og el-nettet lokalt kan komme ud af drift som følge af skybrud.
  • Guldborgsund Kommune: Meld ind til os

    Guldborgsund Kommune har nattens igennem fult udviklingen og opdaterer her til morgen, at vejene er farbare. Der kan stadig ligge vand, så hvis du oplever noget andet, opfordrer ma til at borgerne melder det. Men gem opkaldet til, hvis du oplever veje, der efter din vurdering bør afspærres, eller hvis vand fra offentlig vej truer med at oversvømme private huse, lyder det på Facebook.

  • Voldsomt vejr kan sætte gang i krokodilleparringer

    Mens flere formentlig søger ly under store regnskyl, så er det en anden sag for krokodillerne i Krokodille Zoo i Eskilstrup på Falster.

    – Krokodillerne elsker det. De ligger klar, og de nyder vandet, siger Nina Hedegaard fra Krokodille Zoo til TV 2 News.

    Hun forklarer, at de store regnskyl, og hvis der også kommer torden og brag, kan sætte gang i spændende adfærd hos krokodillerne.

    Her nævner hun blandt andet "spændende lyde" og parringer.

    Den zoologiske have holder dog øje med regnmængderne, for det er ikke kun positivt. Regnen kan skabe problemer ved indgangspartiet for gæsterne og i indendørsanlægget for skildpadderne.

    – Indtil nu ser det ud til, at vi er heldige, men vi må se, hvad der sker.

    /ritzau/

  • Vand på vejen

    Ved Jernbaneunderføringen på Vesterskovvej i Nykøbing er der vand på vejen.

    Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

  • Måneds regn på en aften

    Ifølge TV2 Vejret er der i Bjørup på Falster faldet mere end 80 millimeter regn siden mandag klokken 16. I løbet af en normal julimåned falder der 66 millimeter.

    Altså har Bjørup på under et døgn fået mere end, der normalvis falder på en måned.

  • Campister under vand

    Vi har modtaget et billede fra Martin Weishaupt, der i øjeblikket camperer på Ulslev Camping. Her har man mandag aften været ramt af dobbelt skybrud.

  • Beredskabsminister kommenterer på vejret

    Beredskabsminister Torsten Schack (V) skriver på X, at han følger situationen med regn og farligt vejr tæt.

    – Pas på jer selv og hinanden! Det er første gang, DMI har advaret mod "meget farligt vejr" i forhold til regn, lyder det i opslaget. 

  • Meterolog: "Det kommer"

    DR har talt med meterolog hos DMI, Marie Timm, og hun oplyser, at man løbende tjekker regnens intensitet. Og skulle det nu være, at man - på trods af skybruddet over Falster - tænker, at det da ikke er så slemt, så skal du måske vente lidt med at øjne lyset i horisonten: 

    - Det kommer, siger Marie Timm.

  • Første skybrud faldt over Falster

    På det sociale medie X skriver DMI, at dagens første skybrud er observeret over Falster. Ifølge DR og TV er det sket ved Bjørup, hvor der er målt 34 mm regn på 30 minutter. Hen over seks timer er der i skrivende stund faldet 50 mm regn på Falster. Et skybrud defineres ved 15 mm regn på 30 minutter.  

    DMI har hele mandag haft varsler ude om "meget farligt vejr" i dele af landet.

    Betegnelsen "meget farligt vejr" bruger DMI, når der er tale om regnvejr, hvor der kan falde over 24 millimeter regn på under seks timer.

  • Har du et godt billede af regnvejret?

    Er der vand i din kælder? Sejler naboerne forbi i en gummibåd? Eller oplever du bare, at det regner rigtig meget, hvor du befinder dig? 

    Så send os endelig et billede eller en video af det kraftige regnvejr, der er over os. Det gør du via mailadressen nyhedsdesk@folketidende.dk. 

  • Myndighedernes anbefalinger:

    • Hold dig løbende orienteret på dmi.dk, i medierne samt på relevante myndigheders hjemmesider.

    • Følg myndighedernes råd og anvisninger.

    • Myndighederne forventer, at den kraftige regn kommer til at påvirke trafikken. Du bør derfor orientere dig hos trafikselskaberne og relevante myndigheder angående, hvordan vejret påvirker din rejse. 

    • Kraftig regn kan medføre lokale oversvømmelser og resultere i betydelig skade på bygninger. Du opfordres til at beskytte dig selv og din ejendom. 

    • Der er risiko for forurening fra opstigende kloakvand. Du skal som det klare udgangspunkt undgå kontakt med kloakvand, da det kan udgøre en sundhedsfare. Hvis du absolut skal håndtere kloakvand, så benyt værnemidler og hold en god håndhygiejne. Læs eventuelt mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.

    • Tele- og el-nettet lokalt kan komme ud af drift som følge af skybrud.

    • Ring kun til alarmcentralen 112, hvis du har akut behov for hjælp fra ambulance, brandvæsen eller politi.

    Kilde: Rigspolitiet

  • Statens krisestab er aktiveret inden voldsomt vejr

    Myndighederne har mandag valgt at aktivere den Nationale Operative Stab, der i daglig tale kaldes Nost. Læs mere her. 

  • Sådan hjælper du dig selv - og kommunen

    I et opslag på Facebook skriver Guldborgsund Kommune, at man er forberedt, hvis skyerne åbner sig. Personalet i driftsafdelingen har hele mandag kontrolleret vandløb og renset ved udsatte steder. Kommunens egne bygninger er tjekket for utætheder i taget med droner, og der er installeret vandalarmer i en del kældre. Pumperne er også klar, hvis der meldes om oversvømmelser. 

    Men man kan hjælpe personalet ved at tjekke gaderiste foran sit eget hus for blade og andre ting, der kan stoppe det til. Eventuelt affald kan med fordel fejes væk, så vandet kan komme ned, lyder det i opslaget. 

  • Ramt af oversvømmelser i 2024: Frygter at vandet løber de forkerte steder hen

    Gedesby Østre Strand Grundejerforening blev ramt af oversvømmelser efter voldsomme mængder nedbør i 2024. Siden har foreningen været i tæt dialog med Guldborgsund Kommune, der har lavet flere forbedringer for at undgå en lignende situation. Men her mandag eftermiddag frygter formanden, at man alligevel kan blive ramt af oversvømmelser igen. Læs mere her:  Grundejerformand: Frygter, at vandet løber de forkerte steder hen

  • Risiko for ekstreme mængder nedbør meget lokalt

    Hvis du har din DMI-app sat til Maribo, viser den, at der i varslingsperioden kan falde hele 159 millimeter. Hvis du kører nordpå til Bandholm, ser det endnu vildere ud. Her er vi helt oppe på 210 millimeter. Hvis du tager til Langø, ligger det på 169 mm. Læs hele artiklen her: Vild melding: Her kan der falde 210 millimeter

  • Ny varsling fra DMI: Tingsted Å er i fare for oversvømmelse

    Tingsted Å er i risiko for oversvømmelse. Det melder DMI i et nyt kategori 1-varsel for oversvømmelser fra lokale vandløb og søer:
    Vandstanden i vandløb og søer er højere end normalt, hvilket kan føre til lokale oversvømmelser langs vandløb og søer. Oversvømmelser kan forekomme langs vandløb og i områder, der normalt ikke rammes. Varslet gælder fra tirsdag klokken 06.00 til onsdag klokken 12.00.

    Udover Tingsted Å er der ni andre vandløb på listen. 

    Hvis du vil se, hvilke andre vandløb, der er på DMIs liste, kan du læse mere her:
    Risiko for oversvømmelse ved Tingsted Å på Lolland-Falster.

  • Lolland og Guldborgsund Kommuner: Her kan du hente sandsække

    DMI varsler nu risiko for oversvømmelser. Brug for sandsække? Her er der hjælp at hente

  • Guldborgsund Kommune: Vi forbereder os

    Guldborgsund Kommune gør klar til de store mængder vand.
    Her kan du læse, hvor du kan hente sandsække, hvis du får brug for det. 

  • Beredskabet: Det skal du gøre

    DMI har opjusteret varslingen til, at der er tale om meget farligt vejr. Over 80 millimeter regn forventer meteorologerne, der vil falde mellem mandag klokken 16 og tirsdag klokken 21.

    Hos Lolland-Falster Brandvæsen følger man også udviklingen tæt, og chefvagt Morten Andersen understreger, at borgerne skal tage deres forholdsregler. 

    Læs her, hvad Morten Andersen siger til Folketidende

  • Det betyder kategorierne

    Når DMI udsender varsel om vejret, benytter de tre kategorier. Forskellen på de tre kategorier er:

    Kategori 1: Voldsomt vejr

    Vær opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.

    Kategori 2: Farligt vejr

    Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.

    Kategori 3: Meget farligt vejr

    Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at der er høj risiko for, at vejrudviklingen kan påvirke dig og dine omgivelser og forstyrre samfundets funktioner.

    Kilde: DMI

  • DMI: Forbered dig på oversvømmelse

    Den seneste prognose angiver, at især Lolland-Falster, Vestsjælland, Fyn og Østjylland bliver hårdt ramt af regnvejret.

    - Vi forventer, at regnen rammer omkring klokken 16 mandag, og at den kommer til at tage til i styrke hen over aftenen og natten til tirsdag, siger Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

    Regnen forventes at ramme det sydøstlige Danmark først, hvorefter den vil trække nordvest ind over Fyn og Østjylland.

    - Vi er ret sikre på, at det kraftige regnvejr kommer, og at det kommer til at ramme det her ret omfattende areal. Det er selvfølgelig ikke garanteret, at samtlige steder får lige meget vand, men man skal forberede sig på det, siger Trine Pedersen.

    Prognoserne viser, at der kan komme op til 120 millimeter regn de steder, der bliver hårdest ramt.

    Trine Pedersen fortæller derfor, at folk bør være opmærksomme på risikoen for lokale oversvømmelser.

    - Når der kommer så meget regn, er der en stor risiko for, at vandet ikke kan komme væk. Det betyder, at specielt kældre er i fare for at blive oversvømmet, men også, at der kan ligge store mængder vand på vejene.

    - Hvis man kan, vil det være en god idé at sikre sin ejendom så godt som muligt og være opmærksom på stående vand på vejene, da der kan være forhøjet risiko for akvaplaning.

    Betegnelsen "meget farligt vejr" bruger DMI, når der er tale om regnvejr, hvor der kan falde over 24 millimeter regn på under seks timer.

    DMI holder øje med situationen og opdaterer ved behov, står der på DMI's hjemmeside.

    Der er generelt et markant vejrskifte i gang med køligere temperaturer, og der ventes at komme meget nedbør de kommende døgn.

    /ritzau/

  • Vejdirektoratet advarer

    Vejdirektoratets side trafikinfo.dk er også præget af DMIs varsler. Her skriver de:
    DMI varsel om særdeles kraftig regn, kategori 3: Meget farligt vejr
    Gældende for:  Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster

    Følg myndighedernes råd. Vær forberedt på, at lavtliggende områder som f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb sandsynligvis oversvømmes.
    Store mængder vand påvirker trafikken og medføre afbrydelser i strøm, kommunikation og vandforsyning.
    Luk vinduer og døre, og led vandet væk fra din bolig.

    Nedsæt hastigheden, mens du kører for at undgå akvaplaning og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
    Varslingsperiode: 21-07-2025 kl. 08:49 - 22-07-2025 kl. 21:00

  • DMI udsender advarsel om meget farligt vejr

    DMI har mandag udsendt et varsel om "meget farligt vejr" i dele af landet. Det er en opjustering af varselet fra tidligere på morgenen. Der ventes kraftig regn og skybrud.

    DMI advarer mandag om "meget farligt vejr" i dele af landet.

    Den seneste prognose angiver, at der især i et bælte på tværs af Jylland over Fyn til Sjælland og øerne kan falde mellem 40 og 80 millimeter regn.

    - En front med regn og torden er gået i land fra sydvest og bevæger sig videre mod nordøst i løbet af dagen, skriver DMI.

    Prognoserne svinger en del, og da der både er tale om regn og byger, kan nedbørsmængderne over kort distance have ret store udsving, lyder det videre.

    DMI holder øje med situationen og opdaterer ved behov, står der på DMI's hjemmeside.

    Der er generelt et markant vejrskifte i gang med køligere temperaturer, og der ventes at komme en del nedbør de kommende døgn.

    /ritzau/