Guldborgsund

Borgmester Simon Hansen (S) præciserer, at der ikke er tale om en fratrædelsesordning men "en aftale helt i ro og orden" med afgående kommunaldirektør Søren Bonde. Arkivfoto

Simon Hansen: - Kommunaldirektøren er fritstillet helt i ro og orden

Kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune Søren Bonde har ikke fået en fratrædelsesordning, understreger  Simon Hansen (S). Borgmesteren henviser til, at der er "indgået en aftale helt i ro og orden".

Offentliggjort Sidst opdateret

Afgående kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune Søren Bonde vil få udbetalt fuld løn plus pension frem til juli 2027. Det svarer ifølge Folketidendes aktindsigt til et samlet beløb på lidt mere end 2,5 millioner kroner plus pension. 

Et enigt byråd

- Vi har forholdt os til, at han har valgt at opsige sin stilling, og så har et enigt byråd vurderet, at det var godt, vi fik en ny kommunaldirektør ombord så hurtigt som muligt. Derfor har vi valgt at fritstille ham, siger borgmester Simon Hansen, der gerne vil præcisere, at der ikke er tale om en fratrædelsesordning.

 - Kommunaldirektøren er blevet fritstillet efter gensidig aftale, så vi kan finde en ny så hurtigt som muligt, siger Simon Hansen.

- Det er bedre for os

Har der været et forhandlingsforløb undervejs i processen?

- Jeg har naturligvis haft en dialog med Søren, og vi har en medarbejder, der gerne vil opsige sin stilling. Kontrakten går til den 31. juli 2027, og der er et behov for at gøre noget hurtigt. Det har vi forholdt os til politisk, hvor vi har fundet frem til, at det er bedre for os med at fritstille Søren (Bonde, red.), og at vi nu hurtigt kan gå ud og finde en ny kommunaldirektør. Det var han med på, og aftalen er indgået i fuld mindelighed. Vi har i øvrigt været meget glade for, at Søren Bonde har sagt ja til at være med til at "onboarde" en ny kommunaldirektør, siger Simon Hansen.

Læs også:  Kommunaldirektørs lukrative aftale: Får 2,5 millioner kroner efter han er stoppet

Ikke noget at forhandle om

Så der har ikke været noget reelt forhandlingsforløb?

- Der har ikke været noget at forhandle om. Vi har en medarbejder, der har opsagt sit job. Det har vi forholdt os til politisk, og man kan ikke have to kommunaldirektører ansat samtidig. Derfor har vi valgt at fritstille Søren Bonde, siger Simon Hansen.

Lønnen til Søren Bonde udgør 170.065 kroner om måneden plus pension, og derfor ryger den endelige udbetaling i forbindelse med de 15 måneders resterende løn op i de godt og vel 2,5 millioner kroner.

Ret og rimeligt

En ting er regler, kontrakter og overenskomster, men hvad siger din mavefornemmelse - er det en rimelig aftale for begge parter?

- Vi har en medarbejder, der har opsagt sit job med virkning den 31.7.2027, og når man vælger at opsige, så er det ret og rimeligt, at man får det udbetalt, som man skal have. Det gælder for kommunaldirektører som for alle andre medarbejder, siger Simon Hansen.

Helt i ro og orden

Nogle vil måske mene, det er en drøm at få så mange penge udbetalt, når man stopper med sit lønarbejde og måske også lidt en følelse af at vinde i Lotto - kan du følge den tankegang?

- Kommunaldirektørens løn er fastsat af gældende regler og rammer, vi skal leve op til. Byrådet har vurderet, at det var bedst, at han blev fritstillet, og det er sket helt i ro og orden, fastslår Simon Hansen.

Folketidende har været i kontakt med Søren Bonde. Han henviser til sin arbejdsgiver, kommunen, og oplyser, at han ikke selv har nogen kommentarer.

Læs også:  Kommunaldirektørs lukrative aftale: Får 2,5 millioner kroner efter han er stoppet