Krimi

Skolepatruljerne gør det rigtig godt, lyder det fra politiet efter fem dages kontrol på flere lokale skoler. Foto: Jan Knudsen

Skolepatruljerne fik ros – men ikke alle bilister slap for politiets pen

Offentliggjort

Sikker Skolestart på Lolland-Falster

  • Politiet har haft ekstra fokus på trafiksikkerhed ved skolerne i Lolland-Falster, hvor de fleste morgener forløb roligt og uden større problemer.
  • Ved Borgerskolen i Maribo og Byskolen i Nakskov blev der rapporteret om problemfri morgener, mens enkelte bilister blev sigtet for trafikovertrædelser ved Nykøbing Falster Realskole og Merkurs Plads.

Fredag eftermiddag pakker skoleeleverne deres ting sammen efter den første uge med madpakker, skoletasker og nye bøger. For nogle har det været de allerførste skoledage, og en del børn øver sig i at cykle til skole selv. 

Imens de har koncentreret sig om at nå frem til skolen i tide, så har politiet haft et ekstra fokus på trafikken omkring skolerne. 

Den særlige kontrol i ugen efter sommerferien er tilbagevendende og skal sikre, at børnene kan komme trygt til og fra skole, samt at bilisterne husker at vise hensyn – især i de travle morgentimer.

Meldingerne fra de første dages kontroller er overvejende positive ifølge døgnrapporterne. Mange steder forløb morgentrafikken roligt, og betjentene kunne konstatere, at både bilister, cyklister og fodgængere udviste en god trafikadfærd.

Mandag var politiet til stede ved Borgerskolen i Maribo, hvor de meldte om en helt problemfri morgen. Tirsdag gik det lige så godt ved Byskolen i Nakskov, hvor skolepatruljerne også fik ros for deres indsats.

Enkelte sigtelser

Helt uden overtrædelser var ugen dog ikke. Ved Nykøbing Falster Realskole blev en bilist tirsdag morgen sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, og i Væggerløse modtog en bilist en bøde for overtrædelse af oplysningspligten.

Onsdag var politiet på plads ved flere skoler i Nykøbing, hvor det generelt gik godt. 

På Merkurs Plads endte morgentrafikken dog med fire sigtelser: to for manglende sikkerhedssele, en for ikke at medbringe kørekort og en for at tale i håndholdt mobiltelefon.

Ved Stormarksskolen i Nakskov, på Møllebakkeskolen og ved Rødby Skole kunne betjentene til gengæld pakke bødeblokken væk – her var trafikken både rolig og hensynsfuld, og børnene blev afleveret uden stress.

Politiet oplyser, at man fortsætter med at være synlige ved skolevejene i den kommende tid. Det skal både minde bilisterne om at holde øje med hastigheden og understøtte skolepatruljernes arbejde.