Guldborgsund

Stubbekøbing Bibliotek bliver hjemsted for første udgave af Fortællinger ved Vandkanten. Det bliver et af de første arrangementer på biblioteket efter dets flytning til Stubbekøbing Skole. Foto: David Arnholm

Skrivekonkurrence for unge markerer starten på ny festival i Stubbekøbing

Under temaet ”Drømme ved vandkanten” inviterer Stubbekøbings nye litteraturfestival Fortællinger ved Vandkanten unge til at skrive om deres drømme.

Offentliggjort Sidst opdateret

Unge inviteres til at skrive om drømme i Stubbekøbing

  • Litteraturfestivalen Fortællinger ved Vandkanten i Stubbekøbing tilbyder unge en platform til at udtrykke deres drømme gennem en novelle- og digtkonkurrence.
  • Festivalen den 17. januar 2026 er for børn, unge og deres forældre. Adskillige kendte forfattere deltager i eventet.

Har du en spirende forfatter eller digter i maven, får du her en gylden chance.

Litteraturfestivalen Fortællinger ved Vandkanten i Stubbekøbing afholder en novelle- og digtkonkurrence for unge mellem 15 og 19 år. Den sparker gang i optakten til litteraturfestivalen den 17. januar 2026.

Folketidende bringer vindernes tekster og deltagerne får dertil en boggave.

Med få krav og brede rammer slipper de unge forfattere og digtere kreativiteten løs under temaet ”Drømme ved vandkanten”. Bevæggrunden for valget af netop dette tema er ifølge medinitiativtager Carina Randløv at høre fra de unge selv, hvad de drømmer om og håber på.

- Man hører meget om, hvad man vil på Lolland og Falster, men man hører det sjældent fra de unge, siger Carina Randløv.

Foruden håbet om at give de unge en stemme, vil festivalen og den tilhørende skrivekonkurrence forsøge at udfylde et tomrum i udbuddet af aktiviteter for unge.

- Vi vil gerne lave projekter for unge, der ikke er optaget af sport, som der er et stort udbud af. Hvad gør man, hvis ikke man er optaget af det?

Spørgsmålet er lettere retorisk, idet initiativtagerne bag Fortællinger ved vandkanten kommer med et bud på, hvad unge, for hvem sporten ikke er det store trækplaster, kan gøre.

Fristen for indsendelse af en novelle eller et digt er den 3. november. Se mere om festivalen og få information om digt- og novellekonkurrencen på fortaellingervedvandkanten.dk.

Juryen

Novelle:
Laura Ringo(forfatter, opvokset på Nordøst Falster)

Anne-Marie Donslund (forfatter og leder af Forfatterskolen for Unge på Midt- og Vestsjælland)

Helle Bertram (forfatter og bestyrelsesmedlem i Litteraturselskabet Stubbekøbing)

Nicolai Gren Hagelskjær (bibliotekar, Guldborgsund-Bibliotekerne)

Digt:
Peter-Clement Woetmann(digter og bibliotekar, Guldborgsund-Bibliotekerne)

Emil Delord Frimand Probst (digter og journalistikstuderende)

FENJA (musiker og sangskriver)

Marcus Agerschou-Jensen (digter og elev på Talentskolens forfatterlinje)